Realpolitikken230123

Trump er en større

trussel end Putin

Donald Trump river realpolitikken, globaliseringen og det internationale samarbejde midt over, og EU må gå direkte imod Trump og ikke forsøge at please ham

23.01.2023

Hugo Gaarden

Europæerne har svært ved at tage stilling til den storskrydende præsident Donald Trump, der vil forstærke den amerikanske førerstilling, og som er parat til at bruge militær magt for at gøre det, f.eks. over Panama og Grønland.

Europæerne vil åbenbart hellere undgå en konfrontation end at gå imod Trump. Hellere please end tage et opgør. Men europæerne kommer ikke uden om opgøret, da Trump er blevet en større trussel for Europa end selv Vladimir Putin. Putin kan bekæmpes i en geografisk konflikt om Ukraine, men Trump river derimod realpolitikken, globaliseringen og det internationale samarbejde midt over. Han angriber den globale verdensorden, vi har haft i efterkrigstiden i forsøget på at fremstå som den største præsident i USA's historie som Guds udvalgte redningsmand og for at styrke USA's økonomiske magt.

Kineserne skal nok klare kampen mod Trump og konkurrencen fra USA. Det er Europa, der er problemet, fordi europæerne ikke har villet gøre sig stærke nok i den seneste halve snes år. Europæerne bliver særdeles hårdt ramt af Trumps sanktioner, tariffer og forbud. Det fører til en opsplitning af verden, en fragmentering, som i værste fald kan føre til, at den globale værdi reduceres med 5.700 milliarder dollars, et fald på 5 pct., ifølge en analyse fra World Economic Forum (Davos). 56 og verdens 60 førende cheføkonomer forudser en voksende fragmentering, og det kan dele verden op i flere mindre zoner, der fuldstændig ændrer verdenshandelen og skader alle.

For at imødegå dét, må Europa vende tilbage til realpolitikken – et begreb, som opstod i kølvandet på nazismen og den hårdkogle politiske magtpolitik, der førte til Depressionen i 1931. Realpolitik skal bekæmpe anarki og skal forebygge, at landene ikke kaster sig ud i kampe, de alligevel ikke kan vinde, som en ekspert i realpolitik, professor Jonathan Kirshner, Boston College, skriver i Foreign Affairs. Der lurer altid ”en næste konflikt”, så det drejer sig om at skabe et samspil mellem nationer. Trumps politik er det modsatte af realisme. Han vil rage mest muligt til USA på bekostning af andre. Det er en selvødelæggende politik, der vil svække USA, mener han.

EU, derimod, kan føre realpolitik ved f.eks. at satse på samarbejde som med fire lande i Sydamerika. Det giver verdens største handelszone.

Det økonomiske institut i Kiel mener, at Trumps tariffer og handelskrig slet ikke er det værste. Det er, at han vil ødelægge handelsorganisationen WTO, så der overhovedet ikke er regler for handel og offentlige licitationer – og intet organ til at bilægge stridigheder. Det kan i værste fald svække Europas økonomi (BNP med 3,2 pct., Kinas med 6 pct. og USA´s med 2,2 pct.).

Trump vil i stedet for have frihed, som han sagde ved indsættelsen, og det betyder frihed fra alle regler, der ikke passer USA og de oligarker (ekstremt stærke rigmænd), som Trump har trukket ind i magtens centrum. Det er dybest set ny-imperialisme, mener mange økonomer, fordi de amerikanske internet- og high-tech selskaber skal være globalt dominerende. Det ses også, når Trump vil have Panama-kanalen og Grønland under amerikansk kontrol.

Men er det frihed for alle i verden og for europæerne? Trump vil nedbryde det nuværende system og vil erstatte det med en amerikansk højteknologisk overmagt og med ekspansion i sit nærområde. Det er hele det internationale system fra handel til sikkerhedspolitik, han vil ændre. Han opnår det kun, hvis modstanderne ryster i bukserne. Derfor bør europæerne, der er USA´s største handelspartner, undlade kompromisser, men bekæmpe Trump for at genoprette og forbedre det system, der er global opbakning til. Direktøren for det økonomiske institut i Wien, Gabriel Felbermayr, udtrykker det billedligt til Die Zeit: EU må lægge en pistol på bordet foran Trump og begrænse internetselskabers adgang til EU, hvis Trump lægger afgifter på EU.

EU må gå i offensiven, også ved at samarbejde med verden uden for Vesten, først og fremmest BRICS-landene, der omfatter de stærkeste lande i Syden. Stort set ingen af de sydamerikanske, afrikanske, asiatiske og arabiske lande vil have Trumps system.

Offensiven må også gælde det europæiske hjemmemarked. Der er behov for investeringer, der kan matche de amerikanske og kinesiske i højteknologien og den grønne økonomi. Det bliver let på 1000 milliarder euro, eller 7.500 milliarder kr., to-tre gange så meget som hjælpen til Ukraine. De penge kan kun skaffes ved lån, som EU ikke vil i dag, og det vil være en belastning for skatteyderne og vil utvivlsomt føre til markante omfordelinger.

Men det bliver også nødvendigt at ændre beslutningssystemet i EU. Den bedste vej er formentlig at lave et Kerneeuropa, som Tyskland forsøgte for nogle år siden, så genstridige lande som Ungarn kan blive skubbet ud på en sidelinje. Det vil føre til hårde slagsmål i EU.

Det ekstraordinære EU-topmøde i begyndelsen af februar vil handle om Trump. Den britiske premierminister, Keith Starmer, deltager, og den akutte udfordring er en afslutning på krigen i Ukraine. Hvis ikke Europa får sat sig for bordenden for reelle forhandlinger – og ikke Trump – så bliver der hverken en fred for Ukraine eller en sikkerhedsorden for Europa, og så vil EU ikke blive selvstændigt.

Godt et halvt år før Putins invasion i 2022 nægtede flere østeuropæiske ledere, herunder Estlands statsminister Kaja Kallas, at lade EU drøfte Ukraine med Putin. Men de turde heller ikke tage en militær konfrontation med Putin i tilfælde af en invasion, nemlig ved at stille sig ved siden af Ukraine. Det bliver interessant, om hun nu som EU-kommissionens nye chef for udenrigs- og sikkerhedspolitikken i Bruxelles vil træde i karaktér. Hvis EU skal få en holdbar fredsaftale for Ukraine og en endelig sikkerhedsorden i Europa, bliver EU nødt til at engagere sig langt stærkere militært og med sikkerhedsgarantier. EU må vise kant over for både Trump og Putin

Trump har ingen interesse i Ukraine udover en Nobels fredspris. Der skal mere til for at skabe fred i Europa. Det formåede europæerne ikke efter Murens fald. Kan de nu?