Gaza190125

Våbenhvile i Gaza, men

ingen palæstinensisk stat

Trods våbenhvilen mellem Israel og Hamas får palæstinenserne ikke en fri stat, men de har fået en større arabisk opbakning end nogen sinde. Krigen bliver til en politisk konfrontation

19.01.2025

Hugo Gaarden

Der var både glæde og ængstelse i Israel og Gaza på våbenhvilens første dag, søndag. Krigens ophør og den gradvise løsladelse af knap 100 israelske gidsler og over 1000 palæstinensiske fanger vakte glæde, men der var også ængstelse. Holder våbenhvilen?

Våbenhvilen betyder, at Israel ikke har opnået sit mål: at udslette Hamas. Hamas har fået massive militære nederlag, men er stadig en meget stærk politisk faktor. Hamas har med sit brutale angreb den 7. oktober 2023 provokeret Israel til at føre en brutal krig, der har skabt betydelig modvilje mod Israel verden over, og som har fået den arabiske verden til at erkende, at palæstinenserne denne gang skal have deres egen stat.

Våbenhvilen fører ikke nødvendigvis til en permanent standsning af krigen. Våbenhvilen giver ingen sikkerhed for fred i Gaza, og der er ingen garanti for, at der sker en genopbygning. Der er ingen sikkerhed for, at palæstinenserne får deres egen stat sammen med Vestbredden.

Hovedpunkterne i aftalen har været kendt siden foråret, men når Israel og Hamas ikke har villet gennemføre den, skyldes det, at begge har forsøgt at stå som vinderen. Det er ikke lykkedes. Den største og længstvarende konflikt i Mellemøsten er ikke løst. Men for første gang kan der blive en solid proces hen imod etablering af en palæstinensisk stat. Tidligere aftaler og forhandlinger strandede altid på, at Israel i sidste ende ikke ville acceptere en stat, som Israel ikke har kontrol med. Der har kun været strid om, hvem der sagde nej til et sammenbrud af forhandlingerne.

Vi ser det samme nu, hvor Israel ikke vil komme med en strategi for ”dagen efter” efter krigens ophør. Ministerpræsident Benjamin Netanyahu går ind for et Storisrael med palæstinenserne som en befolkningsgruppe uden rettigheder – som i dag. Den ekstreme højrefløj, der har to ministerposter i regeringen, vil have palæstinenserne fordrevet og vil fortsætte krigen i Gaza. Hamas har hele tide krævet en islamisk, palæstinensisk stat, hvor jøderne kan bo som et mindretal. Men det er en mindretalsholdning hos palæstinenserne, hvor der stadig er krav om en to-statsløsning.

Uanset om våbenhvilen holder i alle faser vil den israelske regering bestræbe sig på at fortsætte den nuværende politik med at hindre etableringen af en palæstinensisk stat, med støtte fra præsident Donald Trump. Han tog i sin første regeringsperiode skridt til en opsplitning af Vestbredden, så en statsdannelse bliver umulig. I så fald bliver et Storisrael for alvor en apartheidstat med bantustans som i Sydafrika. Opsplitningen er også på vej i Gaza. Det sker ifølge en såkaldt ”generalernes plan”, som hæren har udarbejdet. En tidligere forsvarsminister under Netanyahu, Moshe Yalon, kalder planen for besættelse og etniske udrensning.

Problemet for Israel er blot, at de arabiske lande med Saudi-Arabien i spidsen stiller krav om etablering af en ægte palæstinensisk stat – ellers bliver der ingen normalisering med Israel. Det er ellers, hvad Netanyahu længe har arbejdet på. De arabiske lande har inden for de seneste to år skabt en forsoning, nemlig med Iran. Det bemærkelsesværdige er, at Kina har gode relationer til alle lande omkring Golfen, hvad USA ikke har. Derfor kan Kina blive en vigtig aktør, og Israel står over for en enig front i Mellemøsten.

Hvor er så EU? Saudi-Arabiens udenrigsminister, Faisal bin Farhan, siger, at ”Gaza er en test på, om europæerne støtter en palæstinensisk stat.” To forskere i den europæiske tænketank, ECFR, Hugh Lovatt og Muhammad Shehada, skriver i en rapport, at en ny løsning på konflikten kræver, at Europa bliver aktiv i regionen og udvikler en ny strategi, som lægger op til en arabisk og international løsning, hvor hverken Israel eller palæstinenserne får vetoret over en løsning. Den bør tage udgangspunkt i den arabiske visionsplan fra sidste år. Ifølge planen skal det palæstinensiske styre på Vestbredden deltage i Gazas genopbygning, der skal være en international fredsstyrke i Gaza, Østjerusalem skal være hovedstad for et frit Palæstina, og der skal etableres en regional sikkerhedsstruktur for alle lande i regionen.

En sikkerhedsstruktur kan på sigt lægge op til et stærkt samspil mellem Israel og naboerne á la EU og kan måske løsne op for det opsplittede israelsk-palæstinensiske område.

To tidligere amerikanske diplomater i Mellemøsten, Aaron David Miller og Daniel C. Kurtzer, mener det samme om en en ny mellemøstlig sikkerhedsorden med alle lande involveret. De hæfter sig ved, at Saudi-Arabiens holdning til Israel er blevet skærpet markant under Gaza-krigen. Der er ikke noget håb for en løsning, hvis USA og landene i Mellemøsten som hidtil vil nøjes med bare at ”styre” den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Israelske og palæstinensiske ledere har gjort sig til gidsler af deres egne ideologier, mener de. En varig fred er kun mulig, hvis der kan skabes en vision for to stater og to folkeslag med de arabiske lande og det internationale samfund som kreative aktører. Det kan føre til, at konflikten mellem de to folkeslag flytter fra militærets og terrorismens slagmark til den politisk scene med økonomiske sanktioner som eventuelle ”våben” – som det skete i Sydafrika under apartheidstyret. Men der er et særdeles vanskeligt problem: de jødiske bosættelser på Vestbredden. Skal de 700.000 beboere tvinges tilbage til Israel?

Den internationale reaktion bliver i høj grad påvirket af den virkning, det får, når de internationale medier får adgang til Gaza og laver reportager om den systematiske ødelæggelse af et land og med øjenvidneskildringer af to millioner menneskers ufattelige liv i ruinerne. Forholdene er ”værre end en katastrofe,” sagde lederen af FN´s aktiviteter i Mellemøsten, Sigrid Kaag, til BBC søndag.

Krigen og de to afgørelser i de internationale domstole i Haag vil givetvis føre til bestræbelser på at gøre gidseltagninger og langvarige besættelser til uacceptable konfliktmetoder, ligesom slaveriet og brugen af atomvåben er blevet bandlyst – selv om der er langt fra etiske ønsker til praktisk handling.