Europa-130125
Grønland viser vejen til
europæisk selvstændighed
Grønland og Danmark er kommet i geopolitikkens centrum. Når Donald Trump griber ud efter sine nabolande, må Europa sikre sig reel uafhængighed af USA
13.01.2025
Hugo Gaarden
Danmark og Grønland kommer direkte i den geopolitiske konfrontation. Det skyldes Donald Trumps beslutning om at få kontrol med Grønland – i det mindste indflydelse - med den begrundelse, at det er vitalt for den amerikanske sikkerhed. For begge partier i USA handler amerikansk sikkerhed primært om Kina, så dermed trækker Trump Grønland ind i den nye kolde krig mellem USA og Kina. Det gælder også Danmark og EU. Trump blæser på staters uafhængighed, nøjagtigt som Vladimir Putin gør det over for Ukraine. Det kan europæerne ikke leve med.
Trump har antydet villighed til at bruge militæret for at få kontrol med Grønland, men det er usandsynligt, for det vil ødelægge forholdet til Europa og dermed smadre NATO. Han behøver ikke engang at købe Grønland, og det er en idé grønlænderne massivt har skudt ned. Men Trump kan bruge økonomisk pression og først og fremmest lokkemidler, nemlig ved massive investeringer i Grønlands sikkerhed og mineudvikling for at udvide USA's indflydelse og for at få fat i de sjældne jordarter, der er vitale i nutidens højteknologiske og digitale industri.
Grønland, der formentlig vil stemme om selvstændighed i den næste regeringsperiode efter det grønlandske valg i april, kan ikke leve uden de tilskud, der kommer fra Danmark. Halvdelen af budgettet dækkes af Danmark, og en betydelig del af lønindkomsterne til de 56.000 indbyggere kommer fra Danmark, i alt omkring 6 milliarder kr. om året. Men det er småbeløb, som USA let kan klare.
En tidligere økonom i den amerikanske centralbank, David Barker, har anslået Grønlands værdi til mellem 90 og 500 milliarder kr. Financial Times har vurderet værdien langt højere til over 7000 milliarder kr. på basis af værdien af bl.a. de sjældne jordarter. Lithium og kobber er centrale for produktionen af el-biler og batterier.
Dertil kommer den sikkerhedspolitiske værdi ved at have kontrol med Grønland og luftrummet i det enorme arktiske område mellem USA og Rusland og Kina. USA har allerede Thulebasen med store radaranlæg.
Grønlænderne vil med andre ord få svært ved at undslå sig et tæt samarbejde med USA, f.eks. med en associeringsaftale som mellem USA og øer i Stillehavet. 60 pct. af grønlænderne vil gerne have et tættere samarbejde med USA. Dertil kommer, at Kina utvivlsomt vil optrappe sine forsøg på at få langsigtede udvindingsaftaler med Grønland.
Grønlænderne har også før Trump ønsket selvstændighed. For et par år siden viste en meningsmåling, at to tredjedele af grønlænderne vil være selvstændige. Det skyldes også utilfredshed med den politik, Danmark har ført i de 300 år, hvor Grønland har hørt til Danmark. Ikke mindst tvangs-steriliseringen af tusinder af kvinder har skabt modvilje mod Danmark.
Dét, der politisk har størst betydning i dag, er USA´s forsøg på at hindre Kina i at blive stærkere end USA. Trump vil hindre Kina i at få mere indflydelse i Syd- og Mellemamerika, herunder i Panama med Panama-kanalen. Trump vil i givet fald kunne lukke af for kinesisk transport gennem kanalen. Hans udspil genopliver den gamle Monroe-doktrin fra 1823, som gik ud på at hindre ikke-amerikanske stater i at blande sig i den amerikanske verden, og som gav USA påskud til at blande sig i Mellemamerika helt op til nutiden. Den amerikanske historiker Hal Brands forudså i maj sidste år, at Trump vil gøre brug af doktrinen for at øge den amerikanske indflydelse i hele Amerika og ”for at hindre rivaler i at få fodfæste dér.” Hvis Trump vil øge den amerikanske indflydelse i Det caraibiske Hav, svarer det til den kinesiske ekspansion i det øst- og sydkinesiske hav. Dermed optrappes den geopolitiske strid. Hvis Kina øger presset på Taiwan, kan det få Trump til at optrappe forsøget på at få kontrol med Grønland – som led i et globalt magtspil med Kina. Grønland bliver da en kastebold.
Trumps udspil om at overtage Panama-kanalen, om at gøre Canada til en amerikansk delstat og om at få kontrol med Grønland svarer til Vladimir Putins krav om at få indflydelse på de tidligere sovjetrepublikker - først og fremmest Ukraine, hvor han vil ændre grænsen og tage 20 pct. af Ukraine, herunder Krim.
Der er altså lighed med Putins krig og intentioner, og det har fået en voldsom reaktion i Tyskland. Hvordan skal europæerne kunne acceptere en amerikansk ekspansion over for fredelige, allierede nabolande - et landgrab – når de vestlige lande hjælper Ukraine med at forsvare sig mod Rusland? Reaktionen i Tyskland og i hele Europa er blevet forstærket af, at verdens rigeste mand, Elon Musk, på Trumps vegne blander sig på en uhørt måde i de europæiske lande.
For nylig tog den ellers forsigtige tyske kansler, Olaf Scholz, skridt til at blive anføreren for en række europæiske lande, herunder Danmark. De lod ham optræde som en europæisk talsmand. Han indkaldte til en hurtig pressekonference og sagde, at Trumps udspil ”ikke må rokke ved grænsernes ukrænkelighed.” Det var sagt direkte til Trump, men det skulle også gavne ham i den tyske valgkamp. Da den tidligere kansler, Gerhard Schröder, i 2002 sagde nej til at deltage i den amerikansk-ledede krig mod Irak, gav det pote i Tyskland.
Kort og godt: Europæerne kan ikke leve med, at der bruges to forskellige normer på staters optræden. Derfor bliver EU-landene nødt til at gå direkte imod Trumps forsøg på at kontrollere Grønland. Den ”strategiske uafhængighed”, som den franske præsident, Emmanuel Macron, har talt om i flere år, bør netop nu omsættes til konkret handling. Det skal være slut med at følge USA per automatik.
Det bliver også en udfordring for Danmark. Statsminister Mette Frederiksen maner til ro efter Trumps udspil om Grønland med udtalelsen: ”USA er Danmarks vigtigste allierede.” Det er jo en kendsgerning. Det behøvede hun ikke at sige i denne situation. Hun udtrykte en underlegen og eftergivende holdning. Hun turde ikke tale dunder som sidst, da Trump ville købe Grønland. Men det viser, at Danmark står i en ”uhyre svær balancegang”, som den tidligere chef for udenrigsministeriet, Friis Arne Petersen, har udtrykt det. Den politiske kommentator på Altinget, Erik Holstein, siger, at det bliver svært for Mette Frederiksen at fortsætte det tætte parløb med USA.
Det afgørende er ikke, om USA vil købe Grønland, men om Danmark og EU vil sikre Grønlands kommende uafhængighed. EU har netop nu chancen for at vise sin uafhængighed og en helt ny rolle som en mægler mellem supermagterne og som en international instans, der kan finde en ny magtbalance i verden, der både sikrer stabilitet og små staters rettigheder, og som afværger en ny blok-opdeling.