2025-050125

Nu må EU mande sig op

Trump er blevet en trussel mod demokratiet, retssystemet og Europa. Europa må klare sig selv, og det gælder over for Rusland, Mellemøsten og den teknologiske udfordring

05.01.2025

Hugo Gaarden

Præsident Jimmy Carter var en retskaffen mand, og han skabte fred mellem to krigende nationer, Israel og Egypten. Om et par uger indsætter amerikanerne Donald Trump som ny præsident - en dømt kriminel, som har formået at få domstolene til at droppe hans afsoning. Det sætter en skamplet på USA´s demokrati og retssystem.

Han får nu fire år i Det hvide Hus i stedet for op mod fire år i fængsel. En New York-dommer, Juan M. Merchan, har netop fastholdt en dom fra sidste år om falskneri, der kan give Trump op til fire års fængsel. Men han har samtidig i en usædvanlig afgørelse fritaget Trump for afsoning. Trump vil utvivlsomt standse krigen i Ukraine, men der bliver ingen fred med Rusland. Ukraine mister en femtedel af sit land, og præsident Vladimir Putin ødelægger den europæiske sikkerhedsorden.

Intet illustrerer den nye, brutale verdensorden mere end sammenligningen mellem Carter, der har fået et stærkt forbedret eftermæle, og Trump, der allerede før indsættelsen viser, at han blæser på demokratiet og retssamfundet og viser autoritære tendenser, hvor han kræver personligt troskab af sine nærmeste, som hans tidligere sikkerhedsrådgiver, John Bolton, skriver i New York Times. Det er ikke nok at være tro mod forfatningen. Den tyske sociolog Max Weber talte om patrimonialisme, nemlig at middelalderens fyrster afkrævede personlig troskabsed. Hitler fuldtendte billedet ved at kræver troskabsed over for Føreren. Det er underkastelse.

Det kan også ske over for USA´s nabolande og selv Danmark, hvis Trump får held med at presse Canada og Mexico til at standse den illegale indvandring derfra – ved at lægge 60 pct. told på landenes varer og ved politisk chikane. Han vil ikke købe Grønland, men han vil presse og lokke Grønland til at give USA mere indflydelse, f.eks. ved at udvinde sjældne mineraler til den digitale økonomi. Honduras præsident, Xiomara Castro, har truet med at lukke den amerikanske militærbase i Honduras, hvis Trump sender millioner af illegale indvandrere tilbage til Latinamerika.

Det er bøllemetoder, Trump anvender. Det er uhørt i den vestlige verden. Canadas premierminister, Justin Trudeau, skyndte sig til Trump for at bé om godt vejr, mens Honduras præsident slår igen. Det er utænkeligt, at statsminister Mette Frederiksen, vil lukke den nye amerikanske mini-base i Jylland for at få Trump til at holde fingrene fra Grønland. Danmark har også svigt svaghed over for det kinesiske skib Yi Peng 3, der har forsøgt at ødelægge et data kabel mellem Danmark og Sverige og et par steder i Østersøen. Danske myndigheder bordede ikke skibet og undersøgte det ikke til bunds. Derimod har Finland vist styrke ved at borde og tjekke et russisk fragtskib Eagle S og har foreløbig beslaglagt det. Det er mistænkt for sabotage mod el- og datakabler på havbunden. Begge skibe er formodentlig private, der er blevet hyret af Rusland.

Men den ubegribelige danske tilbageholdenhed illustrerer, hvor frygtsomt de fleste europæiske lande, ja, også USA, har reageret over for Rusland fra starten på invasionen i Ukraine. Alle var bange for, at Putin ville bruge atomvåben, og alle optrappede meget forsigtigt støtten til Ukraine. Ingen sendte øjeblikkeligt udstyr og soldater til Ukraine fra dag nr. 1. Derimod var der ikke mange betænkeligheder ved at sende styrker til f.eks. Afghanistan. I dag har Ukraine betalt en ekstrem høj pris ved alene at tage kampen mod Rusland, og nu begynder Putin at bruge hybridkrig og sabotager mod flere europæiske lande. Hvorfor beslaglægger Østersø-landene ikke øjeblikkeligt mistænkte skibe og patruljerer Østersøen intenst?

De europæiske lande lader sig tryne af både Trump og Putin, og næste skridt bliver, at Trump vil anerkende Putins erobring ved at standse krigen i Ukraine. Ukrainerne er kørt trætte og et flertal på 64 pct. vil acceptere fred, selv om de mister Østukraine og Krim, hvis de får vestlige sikkerhedsgarantier eller NATO-medlemskab. Men hvad er garantier værd? I 1994 udstedte Rusland, USA og Storbritannien garantier for Ukraines grænser – efter amerikansk pres – hvis Ukraine ville afstå sine atomvåben til Rusland. Aftalen var ”ikke det papir værd, som den var skrevet på”, skriver Angela Merkel i sin erindringer - en drønende kritik af USA.

En aftale mellem Trump og Putin vil overhovedet ikke skabe den europæiske sikkerhed, som Putin har brudt. Det vil kun ske, hvis europæerne – herunder briterne – stiller krav om at sidde for bordenden under forhandlingerne om Ukraines fremtid, og hvis europæerne laver sit eget, fælles forsvar med sin egen atompolitik. Det er ikke forsvarets størrelse, der er afgørende, selv om alle taler om det, for det er utænkeligt, at Rusland vil angribe et NATO-land. Putin har mistet omkring en halv million døde og sårede. Det afgørende er, at Europa tør give Rusland et hårdt modspil med et troværdigt ultimatum. Fremtidige konflikter med Rusland handler om politik og cyberkrig, og på dette felt er der behov for en gigantisk højteknologisk oprustning, der også kan bruges civilt i den globale økonomiske konkurrence. Det fremgår tydeligt af Draghi-rapporten.

Trump er ved at skabe amerikanske oligarker med Elon Musk i spidsen, og som vil udvide den dominans, som de amerikanske teknologiske selskaber har verden over. Skal Musk dominere rummet med satellitter? Skal de øvrige dominere den digitale sektor og kunstig intelligens? Det kan EU og de europæiske selskaber ikke leve med. Det kan kun forebygges ved en massiv indsats mod Trump.

På samme vis må Europa også gå imod Trump i den støtte, han utvivlsomt vil yde til Benyamin Netanyahu, der fører en brutal krig i Gaza. Begge vil hindre en palæstinensisk stat. Europa kan kun sikre en palæstinensisk stat i et tæt samspil med de arabiske lande. Men som Der Spiegel skriver, så kræver det, at Tyskland lægger fortidens skyld for Holocaust til side og giver palæstinenserne samme ret som jøderne til deres eget land. Tyskland er blevet en dværg, og der er brug for en Grand Strategy for at sikre en vedholdende vækst og Tysklands stilling i verden, skriver magasinets chefredaktør, Dirk Kurbjuweit.

Det gælder for samtlige europæiske lande. Det er nu – med trusler fra både øst og vest – at EU må mande sig op.