Israel250324

Jødernes overmod kan

ende i en katastrofe

Netanyahu er så forbitret i sin kamp mod en palæstinensisk stat, at det internationale samfund må tvinge Israel ud af de besatte områder

24.03.2024

Hugo Gaarden

Den israelske forfatter, historiker og filosof, Yuval Noad Harari, har i en artikel i Financial Times for nylig sat fingeren på jødernes ømmeste punkt.

Han skrev, at både jøderne og palæstinenserne er så påvirket af årtiers frygt for hinanden, at begge parter vil udvise eller udslette modparten. Der er ingen vilje til forhandling. Der er kun én vej ud af konflikten, der begyndte med Israels oprettelse i 1948, og det er at komme ud af årtiers ”djævelske logik” – hadets og frygtens logik – og det er at acceptere den andens ret til at eksistere i det samfund, hvor de er født. Han nævner intet om, hvorvidt det skal være i én eller to stater. Det bliver en ”ekstrem hård prøve” at leve sammen.

Der har levet jøder og arabere i et par tusinde år i området mellem Middelhavet og Jordan-floden i et par tusinde år før romernes fordrivelse af jøderne efter Jesus fødsel, og 750.000 arabere (eller palæstinensere) blev fordrevet eller flygtede fra det nye Israel efter 1948. Palæstinenserne har siden hen kaldt fordrivelsen for nakba – katastrofen. Selv dengang, og ikke bare nu under Benjamin Netanyahu, ville jøderne ikke acceptere en palæstinensisk stat, selv om det internationale samfund via FN havde opdelt det britiske Palæstina i en jødisk og arabisk del. Frygten for palæstinenserne er blevet forstærket efter Hamas-angrebet den 7. oktober.

Både Israel og USA har i alle årene forsøgt at bilde sig selv og offentligheden ind, at det er muligt at forhandle sig frem til en løsning, f.eks. med Oslo-aftalerne og med topmøder på Camp David i USA. Alle forhandlinger og aftaler brød sammen, fordi Israel ikke ville acceptere en fuldkommen fri og uafhængig stat med eget militær, og palæstinenserne ville ikke leve under en israelsk overmagt.

Israel har samtidig undergravet levedygtigheden af en palæstinensisk stat, f.eks. ved at tillade jødiske bosættelser på Vestbredden og ved at annektere stadig flere områder af Vestbredden. Men det er sket gradvist. Jøderne har øjensynlig troet, at de kunne leve side om side med palæstinenserne som ufrie mennesker bag en betonmur. Denne uafklarede situation minder i uhyggelig grad om nazityskernes sorgløse tilværelse lige uden for udryddelseslejren Auswitch under Den anden Verdenskrig, som set i den aktuelle film The Zone of Interest. Hvordan kan nogen tro, at så uforenelige forhold kan eksistere side om side?

Hamas-angrebet den 7. oktober åbnede omverdenens øjne for, at palæstinenserne ikke var frie. Sydafrikas sagsanlæg ved Den internationale Domstol om israelsk folkemord har fået stadig flere politikere i Vesten til at tale om apartheidlignende forhold i Israel – om risikoen for, at Israel bliver internationalt isoleret som Sydafrika. Sanktioner knækkede det hvide styre i Sydafrika – mere end oprør og guerillakrig. Derfor er Israel skræmt ved tanken om sanktioner og énsidig anerkendelse af Palæstina.

EU's udenrigsministre har netop truffet en ”politisk” beslutning om sanktioner mod voldelige israelske bosættere. Den kan være første skridt til omfattende økonomiske sanktioner mod Israel som en reaktion på krigen med 31.000 dræbte og på den ulmende hungersnød for hundredtusinder i Gaza. Der er i Vesten en voksende opfattelse af, at Israel bevidst tilbageholder  fødevarer til Gaza, f.eks. via UNRWA-organisationen, som en kollektiv afstraffelse af palæstinenserne. Det bliver svært for EU at undgå sanktioner, når EU har lavet sanktioner mod Rusland på grund af krigen i Ukraine.

USA's præsident, Joe Biden, skærper kursen mod Israel ved at sige, at Netanyahu ”skader mere end hjælper Israel”. Han har haft et separat møde med Netanyahus modstander, Benny Gantz. Senatslederen Chuck Schumer har sat tryk på ved at opfordre israelerne til at fjerne Netanyahu som regeringschef. USA bevæger sig altså henimod at tvinge et regeringsskifte igennem i Israel og for at få israelerne til at acceptere en palæstinensisk stat.

Det minder om situationen under apartheid i Sydafrika. Dengang var det moderate ledere i apartheidstyret med efterretningschefen Niel Barnard i spidsen, der af egen kraft tog fat på forhandlinger med den fængslede, sorte leder Nelson Mandela. Det endte med apartheids afskaffelse og indførelsen af sort flertalsstyre, og i processen blev den benhårde apartheidchef, P.W. Botha, gradvist presset ud.

USA fik ikke flertal i FN for det seneste forslag til en våbenhvile og en nødhjælpsoperation, men det skyldes, at de arabiske lande ikke mente, at resolutionen var stærk nok. Der er nemlig ved at komme en ny holdning i den arabiske verden: Enhver aftale skal have som en betingelse, at der etableres en palæstinensisk stat, og at den ikke skal være styret af Israel, men af en reformeret palæstinensisk enhedsledelse, hvor endog Hamas skal spille en rolle.

Men hvem kan stå i spidsen for det? Mange kan kun få øje én mand, den 64-årige Marwan Barghouti, der har siddet fængslet siden 2000. Han har været leder af Fatahs militære fraktion, men går ind for en to-statsløsning. Hamas vil utvivlsomt kræve ham løsladt under fangeudvekslingen. Han har meget stor opbakning hos palæstinenserne og kan måske optræde som en Nelson Mandela.

Det viser, at en våbenhvile med fangeudveksling uundgåeligt kædes sammen med accept af en palæstinensisk stat.

De hvide i Sydafrika stod med ryggen mod muren og valgte at opgive deres eneret til magten. De accepterede, at de sorte som flertal fik den politiske magt, og de sorte accepterede en forsoning med de hvide. Jøderne tror i overmod, de kan holde palæstinenserne nede og kontrollere dem. Det er jødernes tragedie. Måske er det en direkte konsekvens af deres egen erfaring med Holocaust. De overser, at palæstinenserne hver eneste dag kan blive dræbt eller fængslet, som Harari udtrykker det.

Hvis jøderne ikke selv har ledere, der kan skabe sameksistens, er det uundgåeligt, at det internationale samfund vil tvinge dem ud af de besatte områder, uanset hvor langvarig og brutal den proces bliver.