Leyen180324

Er en egenrådig von der Leyen

den rigtige chef for EU?

EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vil fortsætte som EU´s leder, men hun har truffet dårlige vitale beslutninger, der kan skade EU’s udvikling. Margrethe Vestager vil være en langt mere kompetent formand

18.03.2024

Hugo Gaarden

Er der nogen, der kan optræde selvsikkert og stilrent med et nydeligt smil på ansigtet, er det EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Men hun har begået fatale fejltagelser i sit politiske liv, og det sker stadig, endog i storpolitikken. Hun gav den 13. oktober helhjertet opbakning til Israels krig i Gaza under et hastearrangeret besøg i Jerusalem, men hun kom ikke med én eneste advarsel til Israel om at følge de humanitære og internationale love. Hun ignorerede, hvad EU’s udenrigsministre havde fastlagt få dage forinden. Hun blæste på kernen i EU's udenrigspolitik: At den vedtages af regeringscheferne i ministerrådet og gennemføres af udenrigsministrene, koordineret af EU's egen udenrigschef, Josep Borrell.

Det vakte vrede i EU-hovedstæderne og blandt kommissionens medarbejdere. Som den egenrådige chef, hun er, førte hun sin egen EU-udenrigspolitik på et ømtåleligt område og havde ikke blik for den civile katastrofe i Gaza. Hun bidrog dermed til den voldsomme kritik, der har været verden over af EU's valne, til tider dobbeltmoralske, holdning til Israel under Gaza-krigen. EU har været ekstrem sent ude med nødhjælp, og von der Leyen har ikke gjort noget for at lægge en fremtidig linje for  palæstinensernes egen stat. Begge parter kan ellers lære noget vitalt om Europas historie: Samspil mellem gamle fjender.

Hun var lynhurtigt ude med sanktioner mod Rusland og hjælpepakker til Ukraine efter Ruslands invasion, og det var prisværdigt. Hun profilerede sig som den europæiske stemme og havde tættere kontakt med USA’s præsident, Joe Biden, end med de europæiske ledere. Begge stod for en indirekte reaktion mod Vladimir Putin med vægten lagt på økonomisk krigsførelse, og det har ikke tvunget Putin i knæ, tværtimod. Han sælger olie og gas og handler med resten af verden. Det var en populær politik, hun lancerede, men den gav et energimæssigt og økonomisk tilbageslag i Europa med massive prisstigninger.

Hun bidrog ikke til en solid militær og strategisk drøftelse med EU's regeringer (ministerrådet), slet ikke om håndteringen af Putins atomtrusler. EU handlede amatøragtigt i forhold til John F. Kennedys kompetente håndtering af Cuba-krisen i 1962 med 13 dages intense, interne møder. Dengang vandt Kennedy og de civile i regeringen den interne magtkamp, for de insisterede på våbenblokade og en politisk løsning, mens militærlederne ville bombe de sovjetiske missilbaser trods risikoen for atomkrig. Mange år senere havde jeg et interview med den militære øverstbefalende under Cuba-krisen, Maxwell Taylor, der sagde: ”Kennedy var klogere end alle os andre.”

Fokuseringen på økonomisk krig bidrog til, at europæerne var tøvende med våbenleverancer, og ingen turde involvere sig direkte i kampen mod Putin eller stille ham et ultimatum. Kun den franske præsident, Emmanuel Macron, har siden hen fået dårlig samvittighed over den forsigtighed og Ukraines enorme tab. Nu står det klart, at von der Leyens kurs ikke har standset Putin. Ukraine risikerer et nederlag, mens Europa kan få en betændt grænse til Rusland – og der er ikke gjort overvejelser om tiden efter krigen.

Von der Leyen har altid været kommunikativ og har været god til lynhurtigt at lancere budskaber og planer, der fanger offentligheden og medierne. Men det kniber med at lave en konkret politisk opfølgning. Da hun var tysk forsvarsminister, og da Putin indledte en indirekte krig mod Ukraine, elskede hun – på tv - at tale om nye begreber som bots og cyberwar. Men hun var en katastrofal dårlig forsvarsminister, der ikke formåede at forbedre det elendige tyske forsvar. Kun ca. halvdelen af fly, skibe og kampvogne var klar til aktion i hendes ministertid. Hun kom aldrig på god fod med de militære chefer. Onde tunger siger, at kansler Angela Merkel var glad for at få hende ekspederet til Bruxelles.

Von der Leyen foretrækker at komme med erklæringer fremfor at deltage i hårde forhandlinger. Da hun var i Beijing sidste år sammen med kansler Olaf Schulz og Macron fik hun den kolde skulder af præsident Xi Jinping, fordi hun havde lagt sig tæt op ad den amerikanske sanktionslinje over for Kina. Mens USA vil afkoble (de-coupling) nogle relationer til Kina, vil von der Leyen følge USA et stykke ad vejen med de-risk, dvs. at begrænse samkvemmet med Kina. Men udgør Kina en risiko? Hvorfor skal Europas virksomheder reducere samkvemmet med Kina, når Europa ikke er i økonomisk krig med Kina?

De spørgsmål har ingen turdet rejse over for von der Leyen før nu, hvor chefen for Mercedes, Ola Källenius, går imod hendes forsøg på at lægge told på kinesiske el-biler, der stormer frem i Europa. ”Vi lever i en markedsøkonomi”, siger han, og ”en kinesisk konkurrence er nødvendig for at stimulere europæerne til at lave bedre biler.” Det er EU-bureaukratiet contra et frit erhvervsliv.

Det kniber for EU-kommissionen at styrke den europæiske konkurrenceevne. Produktiviteten i USA er langt større og voksende. Det skal den tidligere ECB-chef, Mario Draghi, forsøge at rette op på med en rapport senere i år, men hvorfor har von der Leyen ikke gjort noget effektivt for flere år siden, f.eks. med de enorme fonde, EU har fået til rådighed? Selv ECB har kritiseret den lave europæiske konkurrenceevne, som er blevet forværret af de seneste års høje energipriser.

Hendes forsøg på at lave en fælles vaccineproduktion under coronakrisen mindede om et magtovergreb og var tæt ved at ende med en skandale. Hun har haft et anspændt forhold til flere EU-kommissærer, endog til Ministerrådets formand, Charles Michel. Der har ikke været den substans i konkrete politik-udspil som ses hos den danske kommissær for konkurrence og teknologi, Margrethe Vestager, der nyder respekt hos selv modstanderne i de store amerikanske high-techselskaber. Det er den slags personer, som EU har brug for i toppen – folk á la Jacques Delors. Det er slående, at Danmark ikke har arbejdet for Vestager som ny formand. Stats- og udenrigsministeren har åbenbart haft helt andre planer…

I dag står Europa og EU-kommissionen over for en kolossal forsvars- og sikkerhedspolitisk opgave, nemlig at gøre Europa i stand til at forsvare sig selv – også i tilfælde af, at USA ikke vil bakke tilstrækkeligt op om Europa. Det mest ømtålelige emne bliver en europæisk atomstyrke, for uden dén, får Europa ikke sin egen afskrækkelse, og Putin har vist, hvor afgørende dét er. Men hvem skal være med i atomklubben? Hvordan skal den organiseres? Den tyske finansminister og leder af det liberale parti, FDP, Kristian Lindner, er den eneste toppolitiker fra et ikke-atomart europæisk land, der siger, at det er nødvendigt at ”tænke over et europæisk nukleart arrangement.”

Von der Leyen har ifølge EU-traktaten ikke mandat til at være pennefører i et sådant arrangement, men hun kunne dog bidrage til at udvikle EU i retning af en politisk union med en mere effektiv beslutningsproces. Skal Europa have sin egen, selvstændig atomstyrke, eller skal den være knyttet til USA? At tage stilling til dét kræver personer af format. Både von der Leyen og EU er i et atomart vakuum, og det har udenrigschefen, Josep Borrell, udtrykt med  en sydende bemærkning under Israel-sagen: Von der Leyen er ikke berettiget til at repræsentere EU’s synspunkter om udenrigspolitik. Det er landenes anliggender.

Det forstår von der Leyen øjensynlig ikke, selv om hun gerne vil være med i det storpolitiske spil mellem de to supermagter. Hun står mere på den amerikanske side end på en selvstændig europæisk linje – som det gælder for flere nord- og østeuropæiske lande.

Måske bliver hun valgt af regeringscheferne og godkendt af  EU-parlamentet i den mærkværdige beslutningsproces, som har udviklet sig omkring udpegelsen – ikke valget - af den vigtigste person i EU. Hun er begyndt at indtage en mere kritisk holdning til flygtninge og klimaet, da parlamentet ifølge meningsmålinger bliver mere højredrejet og mindre klimavenligt. Som en borgerlig EU-parlamentariker siger: ”Hun er ikke ideologisk. Hun kan være præsident for hvem som helst.”

Hun har leflet for Ungarns regeringschef, Viktor Orban, for at få hans opbakning til økonomisk hjælp til Ukraine – i stedet for at tage kampen op mod ham. Det kan føre til et sagsanlæg fra EU-parlamentet. Hun vil forsøge at udskyde de lovede optagelsesforhandlinger med Ukraine til efter parlamentsvalget. Det er rent politisk spil for at få magten igen, og Ukraine får nu endnu en front i sin krig.

Er det sådan, EU skal ledes og udvikles?