Inaktivitet030324

Europa svigter fatalt

i Ukraine og Gaza

Ukraine er presset af Rusland, og EU-landene er dybt splittede om støtten til Ukraine. EU er tilbageholdende med hjælpen til Gazas civile, mens USA begynder at sende nødhjælp og antyder en anerkendelse af et frit Palæstina

03.03.2024

Hugo Gaarden

Mens forholdene for Ukraine og Gaza er mere dramatiske end nogensinde, er Europa lammet.

EU-landene gør intet for at øge hjælpen til Ukraine. Det er en tragisk udvikling, for EU-landene burde stå samlet netop nu, hvor Rusland har fremgang på slagmarken. Men i stedet for er uenigheden slået ud i lys lue, endda på et tidspunkt, hvor det er uvist, om USA vil leve op til sit løfte om mere hjælp på 60 milliarder dollar, og hvor Donald Trump lurer i kulissen.

Samtidig er EU fraværende over for nødhjælpen til civilbefolkningen i Gaza, mens USA er begyndt at sende nødforsyninger med faldskærme. USA antyder endog, at det kan være nødvendigt at anerkende en palæstinensisk stat officielt for at presse Israel til forhandlinger. EU kunne have gjort det samme for lang tid siden, f.eks. ved at sende nødhjælp til Gaza med skibe og landsætte hjælpen på strandbredden. EU kunne også have anerkendt Palæstina og taget skridt til at finde et grundlag for en fremtidig stat, herunder med genopbygning af Gaza og på Vestbredden. Nu risikerer EU at stå på en sidelinje.

Den afgørende splittelse om Ukraine kom i sidste uge, hvor den franske præsident, Emmanuel Macron, sagde, at europæerne ikke skal udelukke at sende soldater til Ukraine. Det sagde han først på et lukket møde i Paris for 20 stats- og regeringschefer. Ved siden af ham sad den tyske kansler, Olaf Scholz, og han sagde ifølge det tyske blad der Spiegel: ”Det er jeg fuldstændig imod.” Der var langt fra enighed med Macron på mødet.

Men bagefter gentog Macron over for pressen, hvad han havde sagt. Han mener, at europæiske tropper i Ukraine kan være nødvendige for at undgå, at Rusland vinder krigen. Situationen mellem de to ledere illustreres i, at Scholz har sagt nej til at levere tyske krydsermissiler, Taurus, til Ukraine, mens Storbritannien og Frankrig har leveret deres egne krydsermissiler.

Ukraine har efterspurgt Taurus, fordi de er særdeles kraftige. De kan bryde gennem en bunker, og de flyver næsten uopdaget under radarhøjde med en rækkevidde på 500 km. De kan nå Kreml.

Scholz vil ikke risikere en ny verdenskrig ved at bruge Taurus, fordi de altså kan ramme mål i Rusland. De må i givet fald kun bruges på ukrainsk jord. Men vestlige allierede forstår ikke argumentet, for de engelske og franske krydsermissiler har hverken ført til russisk gengældelse i Storbritannien og Frankrig eller en verdenskrig. Desuden siger Scholz, at tyske soldater er nødvendigt i styringsprocessen med missilerne. Skal soldaterne involveres, kræver det en beslutning til Forbundsdagen, og så er Tyskland formelt involveret i krigen. Derfor siger han nej til Taurus. Mange, også i Tyskland, mistænker Scholz for ikke at stole på ukrainerne - heller ikke på præsident Volodymyr Zelenskyj.

Det er endnu et eksempel på, at Scholz vægrer sig ved at levere militært udstyr. Han har konsekvent været tøvende, selv om Tyskland er Europas største bidragyder af finansiel hjælp, med 18 milliarder euro mod 42 milliarder euro fra USA under den to år lange krig.

Der Spiegel skriver, at det måske mest afgørende for Scholz er at få opbakning hos sine egne vælgere, socialdemokraterne, der står ekstremt lavt i meningsmålingerne. Hans beslutning hilses velkomne hos de fleste vælgere. Nu fremstår han som en fredskansler.

Men hvor står europæerne som helhed? Det hersker der nu tvivl om. Frankrig nærmer sig østeuropæerne i støtten til Ukraine, men hvis den amerikanske hjælp udebliver, kan Europa ikke dække behovet. Samtidig er der ingen diskussion om, hvordan krigen kan afsluttes. Ukraine tror naivt, at Vesten kan lave et forslag, som kan forelægges det russiske parlament uden direkte forhandlinger med Putin. Ukraine og Europa synes at leve i en drømmeverden, mens Rusland står stærkere end nogen sinde på slagmarken, og som muligvis vil lave et gennembrud i retning mod Kiev.

I Skandinavien breder en naiv frygt sig for et russisk angreb. Men en helt anden realitet er, at

præsident Vladimir Putin måske vil teste sammenhængskraften i NATO, f.eks. ved et forsøg på at lave en korridor til den russiske enklave Kaliningrad mellem Polen og Litauen.

Striden i EU påvirker også valget af ny generalsekretær for NATO. Den hollandske regeringschef, Mark Rutte, er favorit blandt de fire store EU-lande, mens mange lande i Østeuropa ønsker en kandidat, der vil føre en hårdere kurs over for Rusland. Udfaldet vil igen påvirke Vestens holdning til en løsning med Rusland.

I forholdet til Gaza og en palæstinensisk stat er Tyskland også hér tøvende, og det skyldes fortiden med jødeudryddelsen. Dog vokser interessen for at støtte palæstinenserne i takt med de enorme ofre, som de civile lider i Gaza efter Israels brutale bombardementer. Der er tydeligt behov for, at resten af EU siger til tyskerne, at de må lade historien ligge. Nu handler det om to millioner nødlidende og deres ødelagte verden.

Skal nødhjælpen batte, skal den komme med skibe, og så undgår EU næppe en militær konfrontation med israelske marineskibe og fly. Det samme kan ske, hvis EU énsidigt anerkender Palæstina og kræver uindskrænket adgang til Gaza og Vestbredden. En palæstinensisk stat er kun levedygtig, hvis de ulovlige israelske bosættelser for 700.000 israelere på Vestbredden ophæves, så bosætterne må tage tilbage til Israel. Det vil uvægerligt føre til militære konfrontationer, selv om besættelsen af Vestbredden og bosættelserne er ulovlige i henhold til international ret.

Hidtil har hverken EU eller USA turdet sætte magt bag den internationale ret. Derfor er det ikke sandsynligt, at palæstinenserne får en selvstændig stat foreløbig. Ikke én israelsk politisk leder vil acceptere det. De vil have kontrol med enhver form for palæstinensisk statsdannelse. Men EU kan rokke ved Israels stejle holdning ved at turde være aktiv.

I dag sker det ikke, hverken Ukraine eller Gaza, og det svækker europæernes bestræbelser på at påtage sig en stærkere global rolle. At være tysk fredskansler gavner måske nogle vælgere i Tyskland, men det gavner ikke europæerne – eller ukrainerne og palæstinenserne.