Gaza220124

EU første tager skridt til

sanktioner mod Israel

Israels regeringschef Netanyahu presses af Israels forsvar, præsident Biden og EU. Israels eksistens som hersker over palæstinenserne står foran et sammenbrud. Krigen i Gaza fører til en heftig strid om krigens væsen – om folkemord, krigsforbrydelser og psykologi

22.01.2024

Hugo Gaarden

EU truer forsigtigt med at lave sanktioner mod Israel, hvis regeringschefen Benjamin Netanyahu fortsat spænder ben for en palæstinensisk stat. Han er kommet under et voldsomt pres, internt og eksternt, fordi krigen i Gaza risikerer at blive til en omfattende mellemøstkrig. Spændingen mellem Israel og Iran er steget de seneste dage med flere nålestiksoperationer, og der er spekulationer om en amerikansk-iransk konfrontation.

Krigen har ikke ført til en udryddelse af Hamas, som det har været Netanyahus mål, og han nægter at acceptere en palæstinensisk stat. Han betragtes af mange som den største hindring for en løsning på Gaza-konflikten. EU’s udenrigsministre drøfter i dag, hvordan de kan lave ”konsekvenser” mod Israel, hvis Netanyahu ikke accepterer en to-statsløsning. Det kan være første skridt til sanktioner, og til hans afgang.

I toppen af det israelske forsvar er der ifølge New York Times voksende utilfredshed med Netanyahu, og han er kommet på kollisionskurs med præsident Joe Biden, fordi han ikke vil gå med til en to-statsløsning, som Biden anbefaler. Netanyahu kræver, at Israel altid skal have sikkerhedskontrollen med palæstinenserne.

Den tidligere hærchef, Gadi Eisenkot, har udtrykt sig meget kritisk over for Netanyahu. Han sidder som observatør i krigskabinettet. Han mener, at det er en illusion at tro, at Israel både kan føre krig mod Hamas og samtidig få de ca. 100 israelske gidsler løsladt. De militære chefer, som avisen har talt med, siger, at det er et fundamentalt problem, at regeringen ikke har lavet en plan for tiden efter krigen i Gaza.

Men sagen er den enkle, at Netanyahu ikke ønsker at komme med en plan, der tilfredsstiller USA, Europa eller de arabiske lande – endsige palæstinenserne. Men det har været linjen i alle partier, også på venstrefløjen siden 1967. I den såkaldte Allon-plan hedder det, at Israel må have direkte kontrol med besatte, strategiske områder, og at der må gennemføres en ”jødisk kolonisering.” Det førte til etablering af israelsk bosættelser – i dag for 700.000 israelere på Vestbredden.

I de aftaler, der siden hen blev indgået med palæstinenserne, f.eks. på Camp David i USA, var der altid et udestående emne, nemlig den endelige udformning af en stat og dens relation til Israel. Det blev aldrig afklaret, om Israel ville acceptere en ægte, selvstændig stat. Det mest vidtgående udspil kom fra den israelske regeringschef, Ehud Olmert, men heller ikke han ville acceptere et Palæstina med sit eget forsvar, og Israel ville kontrollere grænsen til Jordan, ligesom Israel ville have adgang til luftrummet. Udspillet blev afvist af den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas. Siden hen blev de jødiske bosættelser udvidet.

Det bliver et psykisk drama at få israelerne til at acceptere, at de skal droppe drømmen om et Storisrael og vende tilbage til den oprindelige stat uden at have kontrol med en palæstinensisk stat, mens de fleste bosættere skal rejse tilbage.

Palæstinenserne mener, at mindst hovedparten af bosætterne skal vende tilbage til Israel, og at israelske sikkerhedsstyrker ikke længere skal have adgang til Vestbredden og Gaza. Men krigen i Gaza har også ført til overvejelser om, hvorvidt en to-statsløsning er den rigtige, eller en stat skal indgå i et forbund med f.eks. Jordan og Israel. Skal den være afmilitariseret?

Den brutale Hamas-aktion den 7. oktober har mere end nogen anden begivenhed eller aktion synliggjort, at palæstinenserne lever som fanger, og at de ikke har ret til at gøre oprør. Årtiers forhandlinger har ikke giver dem frihed. De arabiske lande erkender, at de ikke kan holde til nye kompromisser, som ikke fører til palæstinensernes stat. De kræver en forhandlingsproces, der ikke standses, og de kræver et klart defineret endemål. Det skal i virkeligheden fastlægges før forhandlingerne, som Jordans tidligere udenrigsminister, Marwan Muasher, udtrykker det. De arabiske lande vil ikke lade sig løbe om hjørner af Israel og USA endnu engang.

Dét, der kan skabe en snarlig bevægelse, er en ”midlertidig afgørelse” i Den internationale Domstol i Haag om den sag om israelsk folkemord, som Sydafrika har anlagt. Den vil i givet fald føre til et krav om en humanitær våbenhvile for at få forsyninger til Gaza. Det bliver meget vanskeligt for Israel at ignorere den afgørelse, der ventes om kort tid. Det kan skabe grundlag for mere intense diplomatiske bestræbelser, også om endemålet.

Derimod vil det tage tid med en dom om folkemord, fordi det er ekstremt svært at fastslå, om der er sket et folkemord (genocid). Det kræver bevis for, at en nation har haft en intention om at udrydde et helt folk, sådan som nazisterne ville med jøderne. Debatten om folkemord kan forplumre synet på Gaza-krigen, der har været brutal fra begge sider. Spørgsmålet er, om det ikke er tilstrækkeligt at tale om krigsforbrydelser.

I den seneste tid har der været en bred debat i internationale medier om folkemord, krigsforbrydelser og forebyggelse af konflikter. Hvorfor har der været konflikt i 75 år mellem jøderne og palæstinenserne, når konflikter kan løses i andre lande? Handler det om psykologi? Er problemet, at undertrykte folkeslag vil undertrykke andre, når de får magten? Er der religiøse og historiske årsager til konflikten, eller handler det ganske enkelt om at stjæle et andet lands jord? Kan der skabes en ny identitet for folk, der har hadet hinanden og villet udrydde hinanden og kaldt modparten for ”dyr”? Hvordan får man en dialog mellem modparter?

Kan der udvikles en ny model for forebyggelse, f.eks. i FN, så stridende parter skal deltage i permanente forhandlinger, evt. i årevis, indtil en løsning er fundet – som en institutionel pendant til en domstol? Det forsøgte flere lande i Minsk-processen omkring Ukraine, og det blev forsøgt omkring Israel og palæstinenserne. Men det var ikke systematisk.

Krigene i Gaza og Ukraine bør føre til stærkere bestræbelser på at forebygge konflikter og på at hindre, at civile bruges i krigsførelsen. Men kan vi tæmme det menneskelige monster, som psykologen og konfliktforskeren Jonathan Glover udtrykker det? Det kan blive sværere end at skabe fred i Gaza og Ukraine.