Nytår24

Verden skifter karakter.

Gør lederne det også?

Dronningens abdicering og Jacques Delors indsats som EU-leder viser, at det er muligt at skabe grundlæggende forandringer i Europa. Der er behov for at komme ud af dødvandet efter Den kolde Krig og årtiers terrorisme

04.01.2024

To af Europas største personligheder har vist, at det er muligt at komme ud af et dødvande. Dronningen viste det ved at abdicere i tide og ved det budskab, hun kom med i sin sidste nytårstale. EU's største skikkelse i nyere tid, Jacques Delors, der døde lige inden nytåret, demonstrerede, at Europa kan skabe fundamentale forandringer.

De to krige i Ukraine og i Gaza viser, at nutidens ledere sidder fast i den storpolitiske Øst-Vest tænkning fra Den kolde Krig. De overser, at vi lever i en fundamental anden tid, hvor verden uden for Europa og USA får voksende betydning, og hvor der er behov for at løse fastfrosne problemer.

Dronningen overraskede alle ved at sige, at hun træder tilbage som regent og overlader roret til Kronprinsen. Dermed har hun lagt op til, at en regent sidder på tid, og at et statsoverhoved måske engang bliver valgt. Men det er endnu vigtigere at se på hendes tale, hvor hun mindede om, at det var almindelige borgere, der deltog i redningen af de danske jøder for 80 år siden. Dernæst sidestillede hun jøderne og palæstinenserne – mere klart end de vestlige politiske ledere har gjort det.

Hun nævnte det ”grufulde terrorangreb på civile i Israel” og ”den grufulde krig, der fulgte efter. Her er ingen vindere. Kun tabere. Kvinder og børn betaler prisen.”

Lederne i Europa og USA forsvarede straks Israels ret til at forsvare sig. Men hvor var forsvaret for palæstinenserne? De har ikke fået deres egen, frie stat trods årtiers forhandlinger. Det internationale samfund gav i 1947 jøderne retten til deres egen stat efter nazisternes udryddelse – ved siden af en palæstinensisk stat. Men Israel har aldrig villet acceptere det, og det har Vesten reelt affundet sig med.

Det er indlysende, at et folk, der har ret til deres egen stat, og som undertrykkes eller angribes, vil bruge magt for at forsvare sig. Det kan være med det, vi kalder terrorisme.

Så enkel er konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Vi støtter Ukraines ”kamp for friheden”, som Dronningen udtrykte det. Men støtten til palæstinensernes frihed ligger milevidt fra støtten til Ukraine. Det er forskelsbehandling! Som et ikke-politisk statsoverhoved spurgte Dronningen selvfølgelig ikke, hvorfor vi ikke støtter et palæstinensisk folk økonomisk og militært - netop under en krig. Men hun lagde et etisk og moralsk ansvar frem for befolkningen og politikerne.

Jacques Delors, derimod, havde magt til at handle, da han var EU-kommissionens formand i ti år mellem 1984 og 1994. Han havde magt til at skabe det nye Europa efter Sovjetunionens sammenbrud, Murens fald og efter årelange stridigheder i EU om krumme agurker, fiskerikvoter og grænsehandel. Han var hovedkraften i at skabe et indre marked og en fælles mønt, euroen.

Han trak på sin idémand, sin kabinetschef, Pascal Lamy, der vidste, at en god krise skaber grobund for forandringer, hvis ledere tør vise handlekraft. Europa kunne være blevet splintret af stridigheder mellem Margaret Thatcher, Francois Mitterrand og Helmut Kohl, men Delors lavede i lynende tempo grundlaget for euroen og centralbanken ECB, som gjorde det muligt at skabe samhørighed mellem de gamle ærkefjender Tyskland og Frankrig. Dét gjorde en tysk genforening mulig efter Willy Brandt-devisen: ”Hvad der hører sammen, skal vokse sammen.”

Det største problem var blot, at mens USA hjalp med at få russerne ud af Europa og få Tyskland samlet, så ville USA have ret til at udvide NATO østpå, hvad tyskerne og franskmændene var imod. De ville ikke provokere de slagne russere. Resten er historie, som man siger. Nu kæmper ukrainerne for deres eksistens og reelt også for den europæiske sikkerhedsorden, som europæerne ikke turde kæmpe for i tide.

Delors viste statsledelse af format. Han sikrede sig, at EU fik en struktur, som gjorde det muligt at gennemføre markante forandringer, som skabte et nyt og samlet Europa.

Hvis palæstinenserne skal have en stat, skal den også være reel. Så kan Israel ikke have kontrol med Gaza og Vestbredden, og den halve million jødiske bosættere på Vestbredden må ud og vende tilbage til Israel. De lever i strid med internationale aftaler. Det er en uundgåelig forudsætning for en ægte stat – for en holdbar løsning. Alternativet er, at jøder og palæstinensere skal leve sammen i en fælles stat. Israel vil modsætte sig begge muligheder, for begge rokker ved jødernes opfattelse af deres egen stat. Det kan føre til evig krig mellem de to folkeslag.

En løsning bliver barsk, måske brutal, uanet om det sker gennem forhandlinger eller magtudøvelse, men det er, hvad også europæerne må gå aktivt ind i. Dronningen sagde, at ”danskerne er forbundne – knyttet sammen af en fælles historie.” Men hun sagde også, at ”vi skal træde tættere på hinanden, ikke fjerne os fra hinanden. Vi er alle mennesker. Det gælder såvel jøder som palæstinensere.” Det er ikke sagt så klart af politiske ledere.

Danskerne og europæerne står over for en gigantisk opgave i Mellemøsten, og det samme gælder for krigen i Ukraine. Der er to valg: Skal krigen slutte snart, må europæerne sende egne soldater mod russerne, altså erklære krig mod Rusland for at forsvare sit kommende, nye medlem, eller også må europæerne medvirke til en ordning, hvor Ukraine mister 20 pct. af sit land. Alt andet vil forlænge krigen og udmarve både Ukraine og Europa. Krigen i Gaza viser, hvad udmarvning betyder.

Dronningen talte om principper og etik, og om evnen til at skabe og til at tænke selv. Delors realiserede kreative tanker i en vital periode for Europas udvikling. Nu står vi over for en langt mere forskelligartet verden end under Den kolde Krig og terrorismen, og hvor drab på civilbefolkningen og destruktion af byer er blevet ofre og kampmetode. At gå imod den umenneskelige udvikling kræver ledere, der tænker anderledes og mere uhildet end hidtil.

En nylig rapport fra tænketanken European Council on Foreign Relations konkluderer, at Europa bør forfølge en ny politik om ”strategisk uafhængighed” på verdensscenen. Det kan ikke udtrykkes bedre. Det er nytænkning.