Taiwan-strategi181223

Vesten står over for gentagne

fejltagelser. Også i Taiwan?

Vesten har fået et strategisk nederlag i Ukraine og Gaza. Det kan blive katastrofalt, hvis det gentager sig omkring Taiwan og Kina

19.12.2023

Hugo Gaarden

Den fastlåste krig i Ukraine og den ubarmhjertige krig i Gaza kan ende i en global katastrofe for den vestlige verden, hvis Vesten tager fejl af striden om Taiwan.

Krigen i Ukraine er blevet fastlåst, og Ukraine har ikke en jordisk chance for at tage sine tabte områder tilbage i nær fremtid. Den vestlige opbakning til Ukraine begynder at krakelere, og det gælder i både USA og Europa. Hjælpen bliver ikke standset, men den bliver formentlig reduceret i de kommende år, da den lægger begrænsninger på især Europas økonomi og grønne omstilling.

Den barske kendsgerning er, at præsident Vladimir Putin har fået dét, han ville, selv om Vesten vil hævde, at han har tabt, og Vesten har ikke kunnet svække Putin eller Rusland afgørende. Ganske vidst er NATO blevet udvidet, og det sker også med Ukraine om nogle år, men Ukraine har betalt en frygtelig pris for en krig, der kunne have været undgået. USA ville ikke tage hensyn til Ruslands sikkerhedsinteresser efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud, sådan som Tyskland og Frankrig ville.

Der bliver næppe en fredsaftale med Rusland, men Vesten, især Europa, kan arbejde for at lægge linjerne for en permanent våbenstilstand som på Korea-halvøen. Det bliver svært for Ukraine at erkende, at 20 pct. af landet er tabt, men det er formentlig eneste realistisk udvej. Til gengæld kan Vesten sikre det eksisterende Ukraines overlevelse og genopbygning. Problemet for Europa bliver, at Europa har fået en permanent usikkerhed på sin østgrænse med et Rusland, der altid kan lægge pres på Ukraine og Vesten. Det vil også skabe tvivl om USA´s rolle over for Europa, når krigen ikke kunne afværges, og når Vesten ikke kunne give Putin et nederlag.

Hamas, som USA og mange europæiske lande kalder en terroristorganisation, har fuldstændig ændret situationen med sit brutale angreb på Israel den 7. oktober. En mellemøstekspert, Leila Seurat, ved det arabiske institut i Paris, CAREP-Paris, skriver i Foreign Affairs, at Hamas med sit angreb bevidst ville provokere Israel til en brutal ødelæggelse af Gaza med tusinder af dræbte civile for derved at svække Israels styrke og anseelse og for at sætte et frit Palæstina øverste på dagsordenen. Det skete. Hjernen bag strategien, den militære leder, Yahya Sinwar, har i flere år forsøgt at gøre Hamas til kernen i en ny palæstinensisk modstand mod den israelske besættelse.

Sinwar konkluderede, at kun ved at bruge magt kunne palæstinenserne få deres frihed, og han henviste til, at næsten alle israelske regeringschefer havde en baggrund som militære chefer. De var alle parate til at bruge væbnet magt mod palæstinenserne. Mange unge palæstinensere på Vestbredden har nu erkendt, at der skal bruges magt over for Israel for at få deres egen stat. Samtidig er Vesten ved at erkende, at mange årtiers bestræbelser på at få en to-statsløsning er endt i en fejltagelse, fordi man stiltiende har accepteret, at Israel vil spænde ben for en ægte stat.

Der skal en helt anden bastant løsning til, hvor bosættelserne tvinges ud af Vestbredden, og så der måske etableres en ny samarbejdskonstruktion mellem et frit Palæstina og flere stater i regionen. Der skal skabes en helt ny magtbalance som modvægt mod Israels overmagt. Hér bliver de arabiske lande og verdenssamfundet formentlig en vigtigere partner end USA og Europa.

Taiwan kan blive skuepladsen for endnu en vestlig fejltagelse. USA og Europa anerkender ikke Taiwan som en selvstændig nation, men anerkender derimod, at Kina består af ”et land med to systemer”. Den officielle politik er altså præget af tvetydighed. Men præsident Joe Biden har flere gange sagt, at USA vil komme Taiwan militært til undsætning, hvis Kina angriber for at lave en genforening med militære midler. Man kan diskutere, om det ikke strider mod den officielle vestlige politik.

Kinas holdning er, at Taiwan hører til Kina, og at der vil komme en genforening. Præsident Xi Jinping har sagt, at det kan ske med magt. Eksperter er ikke i tvivl om, at Kina er parat til krig, hvis Taiwan erklærer sig uafhængig, fordi Kina ikke kan tåle en løsrivelse fra Taiwans side. Derfor skriver flere amerikanske forskere, herunder Bonnie S. Glaser, i Foreign Affairs, at USA må skabe sikkerhed for Kina ved afskrækkelse og ikke ved at true Kina. Tvetydigheden skal opretholdes. I praksis betyder det, at amerikanske politiske topledere skal undlade at besøge i Taiwan, og USA skal hindre Taiwan i at erklære sig uafhængig.

Der er valg i Taiwan i januar, og meningsmålinger viser, at de pro-kinesiske partier, der er i opposition, har betydelig opbakning. Uanset valgets udfald, vil der være en stor del af Taiwans befolkning, som gerne ser en tilnærmelse Kina. De mener ikke, at Taiwan på sigt kan bevare sin højteknologiske position i chipproduktion. Andre lande, herunder Tyskland, vil gøre sig uafhængig på det område. De amerikanske bestræbelser på at reducere afhængigheden af ét land, herunder Kina, kan således give bagslag for Taiwan.

Den officielle amerikanske holdning er, at Kina og Taiwan på egen hånd selv skal afgøre deres fremtid. Hvis USA og Europa vil bryde ind i processen og hindre den tilnærmelse, som Kina som et minimum tilstræbelser, kommer der med sikkerhed en øget spænding. Det kan få flere østasiatiske lande til at miste tilliden til USA som sikkerhedsgarant. USA har jo netop demonstreret, at USA ikke vil risikere en atomkrig ved et direkte militært forsvar af Ukraine.

Vesten har 20 års fejlslagen krig i Mellemøsten bag sig. Strategien bag støtten til Ukraine og til en palæstinensisk stat er slået fejl. De to aktuelle krige kunne have været løst politisk for mange år siden med et aktivt og robust diplomati. Den pressionspolitik, som især USA har anlagt over for Kina omkring Taiwan, kan ende lige så fejlslagen, og det samlede resultat bliver i så fald blive katastrofalt for Vesten.

På dørtrinet til et 2024, der kan blive skæbnesvangert, må man derfor spørge: Har Vesten intet lært?