Kissinger301123

Kissinger – et savn den dag i dag

Stordiplomaten Henry Kissinger er død. Han blev 100 år og har været en af historiens største og mest effektive diplomater, der satte et stærkere aftryk på nyere historie end nogen anden person

30.11.2023

Hugo Gaarden

Den 100-årige Henry Kissinger, der døde onsdag i sit hjem i Connecticut, var et internationalt fyrtårn. Han var omstridt, men han blev en af historien største diplomater, der indledte afspændingen og skabte stabilitet under Den kolde Krig, som afsluttede Vietnam-krigen, og som lavede forarbejdet til fred mellem Israel og Egypten.

Han er savnet den dag i dag, både for at løse to af de mest brutale krige i nutiden, i Gaza og Ukraine, men også for at kunne inspirere til forebyggelse af den type ”gammeldags” magtdemonstrationer. Han affandt sig aldrig med historiens gang, men turde gribe ind.

Han viste sin formåen under Yom Kippur-krigen i 1973, hvor israelerne blev overrasket over det egyptiske angreb, nøjagtigt som Israel blev overrasket over Hamas-angrebet den 7. oktober. Han spillede en yderst aktiv rolle for at undgå, at Yom Kippur-krigen skulle ende i en større katastrofe. Han førte et shuttle-diplomati mellem Jerusalem og Cairo midt under krigshandlingerne.

Han vidste, at Egypten havde brug for en sejr over Israel efter Seksdages-krigen, hvor Israel tog Sinai fra Egypten. Derfor arbejdede han for, at Egypten skulle have succes med at trænge ind i Sinai, men at Israel heller ikke måtte slås ud. Samtidig arbejdede for, at Israel ikke måtte ydmyge Egypten ved at trænge Egyptens hær ud af Sinai. Det endte med fredsaftalen mellem de to lande seks år senere i 1979. Samtidig lykkedes det Kissinger at skubbe Sovjetunionen ud af Mellemøsten, fordi Egypten skiftede Sovjetunionen ud med USA som sin partner.

Det var et diplomatisk mesterstykke. Jeg fulgte i sin tid intenst konflikten, og jeg er sikker på, at Kissinger var langt mere involveret i Egyptens hemmeligt forberedte krig mod Israel – og det politiske sigte med krigen – end der er offentliggjort. Kissinger var en mester i hemmelige operationer.

Men han lavede én fundamental fejl. Han overså palæstinenserne. Fredsaftalen, der blev fulgt op med en fredsaftale mellem Israel og Jordan, blev ikke kædet sammen med en løsning på konflikten mellem israelerne og palæstinenserne, og i dag er konflikten blusset op med den hidtil blodigste krig mellem parterne, hvor ca. 15.000 civile palæstinensere er blevet dræbt – langt flere end militærfolk på begge sider.

Det understreger den negative sider ved Kissinger. Han overså, at småkonflikter i småstater kan skabe uoverskuelige problemer, når de ikke tages alvorligt. Kissinger sagde selv for mange år siden, at ”jeg har en førsteklasses hjerne, men en tredjerangs intuition om mennesker.” Det har kostet dyrt for mange.

I hele sin karriere som historiker og diplomat har han interesseret sig for magt-eliten og de bedste hjerners bestræbelser, mens han langt hen ad vejen har ignoreret befolkningerne og dermed også humanitære forhold, f.eks. i Chile og Bangladesh. Det var hans idé at foretage voldsomme bombardementer i Cambodia og Laos for at tvinge Nordvietnam til den senere fredsaftale. Var det nyttesløst? I hans verden kom mennesker umiddelbart efter nationernes interesser, men det er kun halvdelen af sandheden. For han mente altid, at stabilitet mellem nationerne – forebyggelse af krig – er dét, der tjener befolkningerne bedst. Dén balance har magthavere altid svært ved at styre.

Det var en lære, han fik af Den anden Verdenskrig efter nazisternes tyranni: ”De intellektuelle, idealister og mennesker af høj moralsk standard har ikke en chance,” sagde han som ung soldat i Tyskland efter krigens afslutning efter samtaler med jødiske overlevende fra udryddelseslejrene. Han var selv jøde, født i Fürth, men han og den nære familie tog til USA før krigens start. Hans lære af krigen og jødeudryddelsen var, at ”svaghed er ensbetydende med død.” Man skal ”ikke se bagud, for det betyder sorg, og sorg betyder svaghed.”

Derfor blev han realpolitiker, stærkt påvirket af den jødiske, amerikanske historiker Hans Morgenthau, der skrev realpolitikkens bibel, ”Polics Among Nations” i forsøget på at undgå katastrofer. Bogen fik også betydning for mig selv, da jeg begyndte at skrive om udenrigspolitik som helt ung journalist, for jeg blev introduceret til bogen af den daværende bibliotekar og sekretær på Det Udenrigspolitiske Selskab, Brita Andersen. Den blev min egen bibel. Kort tid efter læste jeg Kissingers første bog om genetablering af den europæiske magtbalance, der blev etableret i 1815 under Wiener-konferencen og derefter den bog, som gjorde Henry Kissinger berømt allerede som 34-årig: ”Nuclear Weapons and Foreign Policy.” Hér skrev han, at det er muligt at føre en begrænset atomkrig uden den totale ødelæggelse. Dén teori droppede han mange år senere. Det er ikke muligt at føre begrænset atomkrig. Den vil ende i verdens ødelæggelse.

Men det var altså på en dyster baggrund, også personligt, at han begyndte sin karriere, først som professor på Harvard, og det skabte ham i årene efter Den kolde Krigs afslutning mange fjender i USA – på venstrefløjen hos de, der mente, at han var for kynisk over for befolkningerne, og hos højrefløjen, der ikke ville have afspænding og magtbalance, fordi de ville have amerikansk dominans. Forfatteren Barry Gewen har udtrykt det i titlen på en fremragende bog om Kissinger og realpolitikken – frit oversat: ”Den uundgåelige tragedie – Henry Kissinger og hans verden”.

Meningerne er dybt delte om hans betydning og det gælder også i hans måske største historiske bedrift: Åbningen over for Kina midt under Vietnam-krigen. Det var kineserne med Zhou Enlai i spidsen, der tog det første skridt, men Kissinger og præsident Richard Nixon så perspektiverne, fordi en diplomatisk anerkendelse af Kina kunne styrke USA over for Sovjetunionen – og i Kissingers ånd kunne der skabes en ny global orden mellem de tre største aktører - med Kina som en kommende stormagt.

Det har han beskrevet indgående i nogle af sine seneste bøger. I ”On China” fra 2011 skriver han, at det afgørende for verdens fremtid er, at Kina og USA lærer at leve i sam-eksistens. Begge må respekterer hinanden og ikke søge en overmagtstatus, for det kan ende i en krig, der vil ødelægge verden. Hér var han absolut ikke enig med præsident Joe Biden, for han skriver, at det vil være en fejltagelse at holde Kina i skak og at samle demokratierne i et felttog mod Kina. Det vil ikke lykkes, skrev Kissinger, der utallige gange har besøgt Kina, sidste gang i juli, hvor han mødte præsident Xi Jinping.

I ”World Order” fra 2014 skrev han, at bestræbelserne for verden netop må være at etablere en orden, der omfatter alle nationer  og systemer – som under Europas magtbalancer i 1800- og 1600-tallet for at undgå de voldsomme ødelæggelser, som storkrige medfører. Det er ikke dét, vestlige ledere taler om i disse år. Han slutter bogen sådan her: ”Hver generation bliver bedømt på, hvordan de største udfordringer for den menneskelige eksistens bliver håndteret, og at beslutningerne må træffes af statsmænd, før de véd, hvad udfaldet kan blive.” Det er altså i høj grad de enkelte personer, der har ansvaret.

Han efterlyste dyb indsigt, viden og visioner. Han sluttede sin Kina-bog med en henvisning til den tyske filosof Immanuel Kant: Evig fred er kun mulig på en af to måder: Enten ved menneskelig indsigt eller ved en så katastrofal konflikt, at den ikke giver menneskeheden noget andet valg. ”Vi står ved sådan et vendepunkt,” skrev han, og det understregede han i særdeles i den seneste bog, han var med til at skrive, nemlig om kunstig intelligens, ”The Age of AI”, der efter hans opfattelse udgør en større fare for menneskeheden end atomvåbnene. Da var han 98 år, og bogens skrivestil og vidtfavnende tankegang emmer af Kissinger.