Israel301023

Blackout

Israels landkrig mod Hamas i Gaza er begyndt, men der er en lige så hård ideologisk kamp, som forplumrer forsøget på at finde en endelig fred mellem israelerne og palæstinenserne

30.10.2023

Hugo Gaarden

Fredagens blackout i Gaza er et tegn på, hvor katastrofalt krigen kan udvikle sig, hvis Israel med mellemrum eller permanent slukker internettet og mobiltelefonien. Det forstærker faren for civilbefolkningen. Sultne palæstinensere plyndrer FN-fødevarelagre, og frygt og kaos breder sig.

Israels landkrig mod Hamas er først nu begyndt, mere skridtvis end i ét hug, men med massive bombardementer. Krigen kan vare mange måneder, og nu kommer der et voksende pres på Israel for at undgå humanitær katastrofe. En langstrakt krig kan gavne Hamas, og det øger faren for storkrig i regionen.

Men mørklægningen ses også i overført betydning. Det kan blive svært for verden at følge krigens gang, som det er tilfældet i Ukraine. Elon Musk har tilbudt FN at bruge hans Starlink-satellitter for at sikre information. Det har Israel pure afvist af frygt for, at Hamas vil udnytte dem. Men det kan også få de store internationale medier til at bruge egne satellitter for at sikre kommunikationen og for at lave video-overvågning af krigshandlinger fra rummet. Det vil stater utvivlsomt forsøge at modsætte sig, så det kræver, at de største mediehuse verden over går sammen for at kigge krigsførende parter over skuldrene, ligesom krigen viser behovet for at skelne propaganda fra kendsgerninger.

Krigen har også ført til en politisk blackout, da det ekstremt brutale Hamas-angreb har skabt en hadefuld stemning på israelsk og arabisk side. Det rammer også de vestlige ledere, der  bakker op bag Israels ret til at forsvare sig. Men ingen tør sige, at palæstinenserne har samme ret. De to parter ligestilles ikke. Palæstinenserne har formelt ingen ret til at forsvare sig, da deres land er besat, og det er forbudt at kæmpe for deres land med våbenmagt.

Det er en banal kendsgerning, som ingen taler højt om, fordi det betragtes som Israel-fjendtligt. Det forplumrer debatten om krigen og en fremtidig løsning. Vesten lukker øjnene for, at FN og verdenssamfundet har vedtaget, at palæstinenserne har ret til deres egen stat.

Den politiske kamp viste sig under debatterne i FNs sikkerhedsråd og på FNs generalforsamling i sidste uge, nemlig om en humanitær våbenhvile. Et massivt flertal stod bag, men flere vestlige lande sagde nej. Med vestlig accept står over 2 millioner i Gaza over for en trøstesløs fremtid. FNs generalsekretær, Antonio Guterres, kritiserede Israel for at tvinge civile fra deres hjem til det sydlige Gaza, hvor der ikke er vand, føde, medicin og brændstof.

Han sagde, at ”krigen ikke sker i et vakuum.” Det opfattede israelerne som en slet skjult henvisning til, at palæstinenserne i 56 år har kæmpet for at få deres egen stat, og Israel hævdede, at at Guterres dermed viste forståelse for Hamas-angrebet, hvad han ikke gjorde.

Guterres ramte det mest ømme punkt for israelerne, fordi Israel ikke vil følge verdenssamfundet og give palæstinenserne deres egen stat ved siden af den israelske. Men dermed viste han også Vestens eftergivenhed.  

Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, har på et offentligt møde i Istanbul beskyldt Israel for bevidst at angribe civile i Gaza og for at dræbe mange kvinder, børn og ældre, og han siger, at Hamas ikke er en terrororganisation, men en frihedsbevægelse. Udtalelsen er en rød klud for israelerne.

Også EU´s ”udenrigsminister”, Josep Borrell, har kritiseret Israel for at overtræde folkeretten, da krigen også rammer civilbefolkningen, omend han også har fordømt Hamas-aktionen og kræver, at Hamas løslader alle gidsler betingelsesløst. EU-landene har svært ved at finde fælles fodslag – har svært ved at tage begge parter alvorligt.

En af USA´s førende sikkerhedspolitiske eksperter, Richard Haass, der er tidligere diplomat, mener, det er vitalt at skelne mellem Hamas og palæstinenserne. Hamas er ikke en trussel for Israels eksistens, mener han, og Hamas kan næppe udryddes. Men det afgørende for Israels sikkerhed er, at der etableres en palæstinensisk stat.

En af verdens førende militærhistorikere, Lawrence Freedman, der er en respekteret analytiker af Ruslands krig i Ukraine, skriver på Substack, at Israel ikke kan udrydde Hamas militært. Israel må tænke på sikkerhed og afskrækkelse på en ny måde. Israel kommer aldrig til at kunne styre Gaza, for ingen palæstinenser vil tage opgaven på ryggen af israelske soldater. Derfor må der findes en anden løsning for tiden efter krigen.

Han har et forslag, der vil opfattes som en provokation i Israel: Gazas skæbne må tages ud af hænderne på både Hamas og Israel. Vesten og den arabiske verden må finde en løsning for at undgå, at israelerne og palæstinenserne – samt hele regionen - igen havner i en katastrofe.

Men han siger også, at en løsning kun er mulig, hvis det sker i et samspil med Vestbredden, hvor de jødiske bosættelserne gør en palæstinensisk stat umulig. Der må laves en ”handel”, hvor Hamas ikke deltager, og hvor palæstinenserne én gang for alle får deres egen stat.

Benjamin Netanyahu har hele sit liv har arbejdet for at hindre et frit Palæstina. Hans livsprojekt står foran et sammenbrud, ligesom hans politiske karriere. Der er en voksende kritik fra israelsk side af ham, fordi han ikke vil tage ansvaret for, at sikkerhedssystemet ikke afværgede Hamas-angrebet. Han har i mange år nærmest støttet Hamas, fordi han troede, han kunne pacificere Hamas og splitte palæstinenserne. Hans kurs har været en fatal fejltagelse.

Hamas-angrebet var brutalt, og Israels landkrig er brutal, da  Gaza jævnes med jorden. Alligevel kan Hamas-angrebet få en gennemgribende virkning, da muligheden for en palæstinensisk stat er blevet større end nogensinde, uanset hvad der sker med Hamas. Angrebet har vist, at Israel aldrig kan skabe sikkerhed ved at undertrykke palæstinenserne. Selv ikke USA tror, det er muligt. Men angrebet viser også, at der skulle våbenmagt til for at vække Israel og det omgivende samfund.

Det har taget 56 år at få den lærdom til at bundfæste sig. Der kan blive endnu flere dræbte end de 8000, der er slået ihjel, hvoraf de 3000 er børn, før FNs beslutning fra 1947 kan realiseres – og med endnu et totalødelagt land – Gaza. Det er jødernes og palæstinensernes tragedie. Det er den vestlige verdens eftergivenhed.