Israel091023

Hamas har skudt Israels

del-og-hersk politik i sænk

 

Israel kan ikke længere ignorere palæstinensernes rettigheder efter det overraskende Hamas-angreb. Fundamentet for Israels eksistens er blevet rystet

 

09.10.2023

 

Hugo Gaarden

 

Det overraskende Hamas-angreb i lørdags var langt værre end de arabiske landes angreb i 1973 – Yom Kippur-krigen. Dengang stod staten Israels eksistens på spil. Det er ikke tilfældet nu. Men det er til gengæld hele Israels politiske og moralske fundament fra grundlæggelsen i 1948, der er på vippen. Er der plads til både jøder og palæstinensere i den lille strimmel land ved Middelhavet?

 

Lige nu er israelerne rystede over, at Israels efterretningsvæsen ikke havde nogen anelse om angrebet. Israel har ellers en ekstrem god overvågning, ikke bare elektronisk, men også ved at infiltrere palæstinenserne. Det fungerer ikke mere. Israel har også lavet et forsvarsværk rundt om Gaza, men det blev pillet ned på minutter, og Hamas sendte hundreder af kæmpere ind i israelske småbyer. En betydelig del af 3500 raketter ramte deres mål trods Israels raketforsvar. Det er aldrig før sket, at palæstinenserne har dræbte flere israelere end omvendt – over 700 israelere, hvoraf 250 ved rene terroraktioner som angrebet på en ungdomsfestival. At Hamas også har kunnet tage 100 israelere som gidsler og ført dem til Gaza har chokeret israelerne.

 

Israel er blevet rystet i sin grundvold. Det mest afgørende er, at Hamas har skudt Israels del-og-hersk politik i sænk, og det illustreres især i premierminister Benjamin Netanyahus politik gennem mange år. Han har skridt for skridt undergravet to-statspolitikken og har med sine annekteringer på Vestbredden gjort det umuligt at etablere en levedygtig stat dét, ligesom han har taget skridt til at gøre Israel mere jødisk end tidligere. Det sidste tager sigte på, at de palæstinensere, som bor i Israel – ca. 20 pct. af befolkningen – aldrig får lige rettigheder med jøderne.

 

Netanyahu har aldrig ønsket at lade palæstinenserne få deres eget land, og alligevel har der i USA og Europa været en tro på, at det ville kunne ske gennem forhandlinger. Hamas har aldrig anerkendt Israel, for Hamas vil have en islamisk stat, der skal omfatte Israel, Vestbredden og Gaza. Hamas betragtes af den grund som en terrororganisation af Israel, EU og USA. Det eneste europæiske land, der ikke gør det, er Norge.

 

Hamas har med sin aktion vist, at den israelske besættelse, der nu har varet i 56 år, ikke kan skabe sikkerhed for israelerne, og at palæstinenserne ikke har en chance for at få deres frihed og eget land. Derfor er aktionen ekstrem farlig for Israel, for alle kan se, at Hamas piller Israels politik fra hinanden. Mange militære ledere og efterretningsjenesten Mossad har i årevis advaret mod det uholdbare i besættelsespolitikken. En tidligere Mossad-chef Danny Yatom fra 1996-1998, har sagt, at en enhedsstat enten fører til en apartheidstat eller til en ikke-jødisk stat. At styre de besatte område vil udgøre en ”eksistentiel trussel” mod Israel.  Netanyahu har ignoreret alle advarsler og har satset på del-og-hersk.

 

Hvorfor kom Hamas-aktionen nu? Der synes at være en langsigtet strategi, hvor Hamas vender sig mod selvstyret på Vestbredden under Mahmoud Abbas. Hamas vil ikke have flere kompromisser – men et selvstændigt og muslimsk Palæstina og satser på opbakning fra den unge befolkning. Desuden har Hamas en fælles interesse med sin støtte, Iran, i at spænde ben for fredsbestræbelserne mellem Israel og arabiske lande, især Saudi-Arabien, efter som det vil svække palæstinenserne.

 

Krigen kan blive den mest omfattende og brutale mellem Israel og palæstinenserne. Den kan brede sig til Vestbredden, hvor næsten 700.000 israelere lever i 230 ulovlige bosættelser. Hér omgås jøder og palæstinensere i hverdagen. Hamas-angrebet viser den unge befolkning på Vestbredden, at det er muligt at gå til væbnet modstand mod besættelsesmagten. Vil Hizbollah i Sydlibanon gå i aktion? Det kan ende med regulær borgerkrig.

 

Hamas har vist, at gruppen kan kommunikere uden om internettet og de israelsk-kontrollerede mobilsystemer. Israel får svært ved at infiltrere og finde de 100 gidsler, der er ført til Gaza. Kampen om dem bliver blodig. Gazas befolkning kan se frem til en frygtelig periode med stop for vand, elektricitet og fødevarer. Den israelske forsvarsminister, Yoay Gallant, har erklæret en total blokade af Gaza. Vil verdenssamfundet affinde sig med det? Det er trods alt et flertal af verdens lande, der anerkender en palæstinensisk stat. Vil nogle tvinge sig adgang til Gaza for at afværge en katastrofe?

 

Yom Kippur-krigen endte efter fire år med en fredsaftale med Egypten, og det var netop Egyptens mål med krigen. Den daværende amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, brugte krigen som anledning til at skabe fred mellem fjendelandene. Der er ikke udsigt til, at nogen amerikansk eller europæisk leder har format til at optræde tilsvarende i dag. Men Egypten kan måske få en rolle, også i en egeninteresse for at komme på banen efter mange vanskelige år på hjemmefronten. Det bliver imidlertid ekstrem svært, for den aktuelle krig bliver brutal og ødelæggende. Måske kan også Jordan få en rolle, hvis Israel forsøger at presse palæstinenserne til Jordan.

 

Den israelske forfatter, Ari Shavit, har i bogen ”My Promised Land” beskrevet den jødiske stats grundlæggende dilemma fra statens oprettelse: Fordrivelsen af palæstinenserne med magt. Kan israelerne følge sig så truede, at de vil forsøge at gennemtvinge den ultimative fordrivelse? Hvis palæstinensiske flygtninge får lov til at vende tilbage, vil der være et palæstinensisk flertal i Israel, Vestbredden og Gaza.

 

I dag hader jøderne Hamas. Men de kommer ikke uden om at finde et endeligt svar på, om jøder og muslimer kan leve i et samspil på den jord, hvor begge har levet i årtusinder – om end med afbrydelser.