Verden200523

Verden bliver mere dyster

efter krigen i Ukraine

 

Henry Kissinger og den tidligere danske NATO- og Moskva-ambassadør Carsten Søndergaard opridser dystre perspektiver for verden efter krigen i Ukraine, men Kissinger siger, at USA må acceptere Kina og søge samspil, ellers havner vi i en tredje verdenskrig. Ny realpolitik er nødvendig

 

22.05.2023

 

Hugo Gaarden

 

Krigen i Ukraine fører til en mere dyster verden, end vi har set siden de to verdenskrige. Rusland er blevet en farligere modstander, end vi i Vesten har troet. Verden er blevet mere uforudsigelig end nogensinde, og vi må i Vesten genoplive den nøgterne realpolitik, som politikere og eksperter i mange år har lagt til side i en naiv tro på, at samarbejde alene kan løse alle problemer. Vesten har taget grueligt fejl ved at bøje sig for Vladimir Putins atomtrusler.

 

Det er hovedbudskabet fra to fremtrædende sikkerhedspolitiske eksperter, nemlig den tidligere amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, og den tidligere danske ambassadør i Moskva, NATO og Berlin, Carsten Søndergaard.

 

Carsten Søndergaard mener, at der igen må føres en robust vestlig politik over for Rusland efter devisen containment eller begrænsning for at hindre en ny russisk ekspansion. ”Europa må gøre op med det dogme, som den tidligere tyske toppolitiker i Østpolitikken, Egon Bahr, stod for, nemlig at sikkerhed i Europa kun kan skabes med Rusland. Den tid er forbi,” siger Carsten Søndergaard. Han mener, at Ukraine skal have en ubrydelig sikkerhedsgaranti fra Vesten, eventuelt som NATO-medlem.

 

I et omfattende interview med tidsskriftet The Economist har Kissinger, der bliver 100 år den 27. maj, en væsentlig tilføjelse, som ikke er god tone i dagens USA: USA må acceptere Kina og søge samarbejde med Kina og ikke bekæmpe Riget i Midten, for ellers ender det i en tredje verdenskrig, og den store konfrontation kan komme inden for fem-ti år i kraft af kunstig intelligens, der kan misbruges som det mest destruktive våben nogen sinde.

 

Kissinger fordømmer præsident Vladimir Putin for at have gjort en katastrofal fejltagelse med krigen i Ukraine. Dog er Vesten ikke uden skyld, fordi ”det var en stor fejl” at gøre det muligt for Ukraine at blive medlem af NATO. Det var destabiliserende, og det gjorde Putin og mange andre rasende. Men som en følge af krigen er der ingen vej uden om at få Ukraine med i NATO for at skabe sikkerhed for landet og for at undgå senere konflikter, også fordi en våbenhvile og fredsordning kan ende på en måde, der ikke er tilfredsstillende for nogen af parterne – f.eks. ved at Rusland beholder sin flådebase på Krim.

 

Han mener, at europæerne håndterede den militære hjælp til Ukraine ”meget forkert” ved ikke at skabe en klar strategi for, hvor langt man vil gå i hjælpen. Ukraine får ikke nødvendigvis alt erobret land tilbage. Samtidig må Europa arbejde for en tilnærmelse til Rusland for at skabe en stabil østgrænse. Uden dette og et ukrainsk NATO-medlemskab bliver der ingen varig fred i Europa.

 

Jeg talte i sidste uge med Carsten Søndergaard, der tror, at konflikten i Ukraine bliver langvarig, fordi der er risiko for en fastfrossen konflikt, og at det er umuligt at forudsige udfaldet af krigen.

 

”Tilliden til Rusland under præsident Putin er væk, og Vesten må satse på en militær afskrækkelse, så en krig ikke kan gentages. Enkelte lande i Vesten tabte store muligheder på gulvet ved at være alt for tilbageholdende over for Ukraine det første år. Vesten må være parat til at blive langt mere aktiv, hvis Putin udvider krigen vestpå. Ukraine må sikres med garantier, f.eks. NATO-medlemskab,” siger Søndergaard, der frygter, at Ukraine kan blive en historisk tragedie som de to verdenskrige.

 

Derfor får krigen langtrækkende, negative virkninger på globalt plan, og derfor må Vesten ifølge Søndergaard genoplive den realpolitiske tænkning, som Kissinger har stået for, selv om det er svært i demokratier. Europæerne er vant til at arbejde med et ligeværdigt samarbejde mellem landene, men lande som Rusland og Kina går efter princippet at tabe eller vinde (zero-sum). At tænke realpolitisk er også vigtigt over for Kina, fordi ”forholdet til Kina bliver den afgørende, langsigtede globale udvikling,” siger han.

 

Begrebet realpolitik blev udviklet af den amerikanske historiker Hans Morgenthau, der på baggrund af nazismen og jødeudryddelsen ville finde en udenrigspolitik, der kunne afværge storkrige via magtbalancer og ikke-indblanding i indre anliggender, men som også kunne træde op mod dé, der bryder principperne. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 turde de  demokratiske ledere i Tyskland ikke holde fast i nogle grundprincipper.

 

Kissinger er dybt bekymret over den intensiverede konkurrence mellem USA og Kina om at blive teknologisk og økonomisk førende. Kunstig intelligens kan skærpe magtkampen, og det er dybt problematisk, da kunstig intelligens kan blive det farligske våben for menneskeheden inden for blot fem-ti år.

 

”Vi er i samme situation som før Den første Verdenskrig,” siger Kissinger, ”hvor den mindste forandring af magtbalancen kan få katastrofale konsekvenser. Vi lever i en tid med uhørt ødelæggelseskraft. Alle er 100 pct. sårbare.”

 

Han siger, at fokus for hans livsværk har været at undgå konflikter mellem stormagterne. Han mistede 13 slægtninge under jødeudryddelsen. ”Den eneste måde, vi kan undgå storkonflikter på, er ved at anvende et hårdført diplomati og ved at etablere nogle fælles værdier,” siger han. Det er svært over for Kina, der mener, at USA vil have Kina til at følge de amerikanske regler, mens amerikanerne tror, at Kinas mål er at dominere verden.

 

”Men det vil kineserne ikke. De har aldrig tænkt i de baner. De vil blot være stærkere, end de er i dag. I stedet for, at USA graver sig ned i skyttegravene, må USA anerkende kinesernes interesser. En alt-eller-intet holdning er en trussel mod afspænding. Hvis USA vil finde et samspil med Kina, skal USA ikke søge regime-ændring i Kina.” Han henviser til den europæiske magtbalance i 1800-tallet, hvor landene ikke blandede sig i de indre forhold.

 

At tro, at et slagent Kina vil blive demokratisk og fredeligt, er en fejltagelse. Det vil snarere ende i intern konflikt og global ustabilitet. ”Det er ikke i vores interesse at drive Kina ud i opløsning.”

 

”Jeg tror, at vi kan skabe en verdensorden, som Europa, Kina og Indien kan deltage i, omfattende en betydelig del af menneskeheden,” siger han og nævner Indien som et eksempel på, at verden kan fungere med en fleksibel magtstruktur. Men det strider mod USA’s traditionelle tænkning om at skabe en verden i sit eget billede.

 

Kissinger mener, at USA må anerkende Kina interesser, og han nævner Ukraine som et eksempel. Mange i Vesten har set skævt til præsident Xi Jinpings fredsforslag over for Ukraine. Det kan komplicere diplomatiske bestræbelser, men det kan også fremme bestræbelserne på at skabe tillid mellem supermagterne.

 

Kissinger har altid ment, at enkeltpersoner spiller en central rolle i udenrigspolitikken. Både han og Søndergaard efterlyser nutidige ledere, der kan sætte sig i spidsen for en realpolitik, der kan håndtere tidens udfordringer. Den nye tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, er et bud på en sådan person.

 

Kissinger betragter Volodimir Zelenskij som en ekstraordinær leder, der trods Vestens militærhjælp er klog nok til at tage imod de kinesiske diplomatiske bestræbelser, mens hverken Donald Trump eller Joe Biden har den forståelse, der skal til for at udvise det fornødne lederskab. USA mangler desperat langsigtet, strategisk tænkning. ”Det er vores store udfordring, vi må have løst,” siger han, for ellers bliver dommedags-profetierne opfyldt.

 

”Som Immanuel Kant sagde, bliver der kun fred i kraft af menneskelig forståelse eller som følge af en katastrofe. Det er statsledernes ansvar. Det kræver realisme at håndtere den udfordring og en vision, der indser, at løsningen ligger i en balance mellem landenes styrker, og samtidig tilbageholdenhed med at bruge deres magt til det yderste. Den udfordring har aldrig været større, men den er også en mægtig chance,” siger Kissinger.

 

Det er værd at notere sig, at på samme tid, hvor Kissinger efterlyser mere realisme, lancerede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, hvor Lars Løkke bevidst taler om ”pragmatisk idealisme”. ”Vi må godt synes, at vores værdier er mere rigtige og giver bedre liv end dem, man har andre steder, men vi må ikke blive missionerende,” skriver Lars Løkke i en kronik i Altinget.

 

Det er et tydeligt forsøg på at bevæge dansk udenrigspolitik i en realpolitisk retning. ”Det er ikke let for et demokrati at udvide strategisk tænkning og tålmodighed. Derfor rammer Lars Løkkes pragmatiske realisme formentlig meget godt,” siger Carsten Søndergaard.