Afhængighed

Afhængighed bruges

som et politisk våben

Udtrykket afhængighed er blevet det nye mantra i USA´s kamp mod autoritære stater, og det stiller EU i en klemme som det netop er demonstreret ved europæiske besøg i Kina. Udviklingen skader økonomien og det globale erhvervsliv

12.04.2023

Hugo Gaarden

Formanden for EU-kommissionen, Ursula von de Leyen, blev eftertrykkeligt sat på plads under det nylige besøg i Beijing, hvor hun og den franske præsident, Emmanuel Macron, besøgte præsident Xi Jinping. Det skete både fra kinesisk og fransk side.

Hun fik en kortvarig og kølig modtagelse, mens Macron blev feteret med et statsbesøg og med mange timers samtale med Xi. Forud for besøget lagde von der Leyen op til en ny og hård europæisk linje over for Kina og kritiserede Europas afhængighed af f.eks. råvarer til energiproduktionen. Hun sagde, at Kina ”bevidst bruger afhængigheden og sin økonomiske styrke til at sikre, at Kina får, hvad det vil have fra mindre nationer.” Den slags udiplomatiske udtalelser forud for et besøg i Beijing var selvklart uacceptabelt fra kinesisk side.

Hun forsøgte også at optræde storpolitisk ved at sige, at Kinas reaktioner over for Vladimir Putin omkring krigen i Ukraine vil blive en ”bestemmende faktor for de europæisk-kinesiske forhold.” Sådan kan en belærende amerikansk præsident optræde, men EU-kommissionens formand? Hvornår har EU-kommissionen fået en så udfarende udenrigspolitisk rolle? Skal der endelig tales magtpolitik, er det rådet, dvs. regeringscheferne, der udtaler sig.  

Macron gav udtryk for det stik modsatte. Han lagde vægt på at fortsætte det eksisterende samarbejde til gavn for begge, og han talte om et fælles ansvar for at få fred i Ukraine. Han sagde også, at Europa ikke skal lade sig styre af spændingerne mellem Kina og USA om Taiwan, men derimod fokusere på sine egne interesser. ”Det værste er, hvis vi europæere følger efter andre på dette område. Vi skal opbygge vores egen selvstændighed.” I Europa sagde mange, at Macron var følgagtig over for Kina.

Men hans udtalelser rammer kernen: Skal EU-kommissionen og EU-landene per definition følge USA i Kina-politikken? Da USA for få år siden sagde, at Kina er en sikkerhedspolitisk trussel, fulgte EU efter med en mildere version ved at tale om Kina som en ”systemisk rival.” Mens USA i dag taler om de-coupling, altså at koble sig fra Kina og reducere afhængigheden af Kina, så taler von der Leyen nu om ”de-risking” – altså at mindske risikoen. Men over for hvad og hvordan?

Afhængighed er blevet et skældsord, når det drejer sig om russisk gas og kinesiske high-tech-produkter, men ikke om amerikanske internetselskaber.

Kort og godt: EU-kommissionen er gået i spidsen for en skærpet kurs over for Kina, men uden at det er nærmere begrundet, og uden at der er kommet klarere signaler om konsekvensen – andet end at følge i USA´s fodspor, der går ud på at svække Kinas økonomi og at hindre Kina i at overhale USA teknologisk og militært. Men er det europæernes mål at skade Kina økonomisk?

Det vil Frankrig og Tyskland ikke være med til. Den tyske kansler, Olaf Scholz, besøgte for nylig Xi. Begge havde store handelsdelegationer med, for hverken Macron eller Scholz ønsker at begrænse samarbejdet med Kina. De vil kun holde kinesiske virksomheder og produkter uden for snævert afgrænsede strategiske områder. Tyskland er i gang med at fastlægge en Kina-strategi, og det er der internt skænderi om, og der bliver uden tvivl et barsk slagsmål i EU om Kina-politikken.

Udfaldet får stor betydning for erhvervslivet, også i Danmark. Skal virksomheder forberede sig på at reducere deres investeringer i Kina og deres samhandel med Kina, især hvis USA vil skærpe kursen over for Kina? Nu føres der en teknologisk krig, der omfatter f.eks. Huawei og Tik Tok, og som skal hindre Kina i at få de mest avancerede chips. Bliver næste fase en finansiel krig, som Financial Times skrev for nylig?

Kendsgerningen er, at det europæiske og amerikanske erhvervsliv stadig er aktiv i Kina, der er verdens mest lukrative marked, om end de amerikanske investeringer er faldet, mens de tyske er steget voldsomt. Tesla er ved at bygge en gigantisk batterifabrik i Kina, og de store tyske bilfabrikkerne har omkring 30-45 pct. af omsætningen i Kina. Som verdens produktionshal har Kina langt de fleste containerterminaler, og varer til og fra Kina dominerer den globale containertrafik. Mærsk ejer omkring en tredjedel af de kinesiske terminaler. Skal Mærsk presses ud af geopolitiske grunde?

Vesten kan ikke reducere sin afhængighed af Kina uden store omkostninger. En nylig undersøgelse fra valutafonden IMF viser, at den globale vækst vil falde med 2 procentpoint, hvis verden deles op i to økonomiske blokke, så handelen kun vil ske mellem ”venner”.

Forholdet mellem Kina og USA er blevet markant værre den seneste tid, og der er ingen udsigt til, at USA vil acceptere, at Kina bliver større end USA og får en voksende global indflydelse. Men USA kan på egen hånd ikke blokere Kina. USA har brug for allierede.

I en analyse for den europæiske tænketank ECFR skriver Jana Puglierin og Jeremy Shapira, at de europæiske lande med krigen i Ukraine er ved at gøre sig til vasalstater over for USA, fordi de er USA underlegne – og afhængige af USA. De må komme ud af den situation, men det må ske ved at skabe et geo-økonomisk NATO, så de dermed kan styrke de amerikanske bestræbelser på at sikre en industriel og teknologisk dominans over for Kina.

Det peger absolut ikke på at reducere vasal-tendensen, snarere tværtimod. Alle elementer i samfundet skal ifølge analysen inddrages i kampen mellem USA og Kina. Er det, hvad europæerne ønsker? Andre eksperter mener, at de afrikanske og asiatiske lande skal inddrages for virkelig at kunne danne en modvægt til Kina. Har 1,4 milliarder kinesere ikke ret til samme levestandard som i Vesten?

Det er dystre perspektiver. Det bør føre til et grundigt tænkearbejde i Europa. Europa kan vælge en anden vej: At optræde som formidler mellem giganterne og arbejde for et samarbejde mellem alle magtcentre. Det er den linje, Frankrig og Tyskland ønsker. Men det er et åbent spørgsmål, hvor mange EU-lande, der er med på den linje.