Iransk-saudisk130323
Kina vender op og ned på
Mellemøstens diplomati
En afspændings-aftale mellem de to fjendtlige lande Iran og Saudi-Arabien tog USA og Israel på sengen. Kina har trængt USA og Europa et stykke ud på en sidelinje. Det kan give en ny økonomisk dynamik i Mellemøsten
13.03.2023
Hugo Gaarden
Samme dag, hvor Xi Jinping blev godkendt for en tre-årig periode som Kinas præsident, indgik Kina, Iran og Saudi-Arabien en overraskende afspændings-aftale mellem Iran og Saudi-Arabien – de to mangeårige fjender og religiøse stridspartnere for henholdsvis shia- og sunni-muslimerne.
Det er for meget at tale om en fredsaftale, der blev indgået i Beijing i fredags, men aftalen vender op og ned på de diplomatiske relationer i Mellemøsten, og aftalen rokker ved magtforholdet mellem Kina og USA. Aftalen overraskede alle, ikke mindst USA og Israel.
Aftalen betyder, at Iran og Saudi-Arabien anerkender hinanden diplomatisk, og de venter at genetablere ambassader i hinandens hovedstæder, Teheran og Riyadh, i løbet af to måneder. Udover dette er der ingen detaljer, men eksperter i mellemøstlige forhold taler om en stor aftale med internationale konsekvenser.
USA kunne ikke lave en sådan tilnærmelse, da USA ikke har nogen kontakt med Iran, og som tværtimod står bag omfattende sanktioner mod Iran, ligesom USA under Donald Trump dræbte den øverste iranske militære leder, Qasem Soleimani, ved at målrettet attentat.
USA er den største leverandør af våben til Saudi-Arabien, men USA har under præsident Joe Biden et anstrengt forhold til Saudi-Arabiens reelle leder, kronprins Mohammed bin Salman, på grund af Salmans formodede rolle i mordet på journalisten Jamal Khashoggi. Biden ville oprindelig lægge kronprinsen på is, men han mødte ham sidste år i et kluntet forsøg på at sænke gaspriserne og øge olieproduktionen. Det kom der ikke noget reelt ud af.
Der har de seneste par år været følere mellem Iran og Saudi-Arabien. Iran håber at kunne bryde de amerikanske og vestlige sanktioner mod f.eks. Irans olieeksport i kraft af et stærkere samarbejde med de arabiske lande, og Saudi-Arabien vil undgå nye iranske raketangreb på sine olieanlæg som det skete for et par år siden, og Saudi-Arabien er interesseret i, at Iran standser støtten til en oprørsbevægelse i Yemen, houthierne, der er en konstant trussel mod Saudi-Arabien. Saudi-Arabien ønsker desuden fred i Yemen for at kunne udvikle et forventet, gigantisk turistpotentiale langs Det røde Hav.
Iran er tæt på at have beriget uran nok til at fremstille flere atombomber, og Saudi-Arabien er interesseret i at få udenlandsk støtte til civile atomkraftværker – reelt for også at kunne fremstille atomvåben. Det har USA sagt nej til, men Kina har indgået en aftale med Saudi-Arabien om at bygge atomkraftværker. Kina er Saudi-Arabiens største handelspartner og den største aftager af olie, ligesom Kina også er den største importør af iransk olie.
Saudi-Arabien har tydeligt signaliseret, at landet i stigende grad fokuserer mere på Kina end USA, og det skyldes bl.a., at USA ikke vil leve op til en række krav, som Saudi-Arabien stiller. Israel har indgået den såkaldte Abraham-aftale med flere arabiske lande, også Golfstaterne, og har håbet at få en aftale med Saudi-Arabien, der hidtil har stillet som betingelse, at Israel anerkender en palæstinensisk stat. Det vil Israel ikke, men udhuler i stedet for gradvist grundlaget for en selvstændig stat.
Med aftalen har Kina demonstreret, at det er den eneste stormagt med gode relationer til de to stridende parter i Mellemøsten. Kina har i forvejen en forsvars- og sikkerhedsaftale med Iran, som desuden er blevet storleverandør af droner til Rusland til brug i krigen i Ukraine.
Kina har været udfarende for at etablere den nye afspændingsaftale. Xi Jinping var i december i Saudi-Arabien og fik en usædvanlig modtagelse, og Irans præsident, Ibrahim Raise, har for nylig været i Beijing, hvor han fik en storslået modtagelse, som han aldrig ville få i USA eller Europa.
Det store spørgsmål er nu, om Kina også vil forsøge at få en aftale med Israel om en anerkendelse af det mest ømtålelige spørgsmål, en palæstinensisk stat. En aftale kan løse op for Israels drøm om at blive anerkendt i hele Mellemøsten, og med den iransk-saudiske aftale kan næppe noget andet land end Kina blive formidler. Det kan knytte Israel og Kina tættere sammen i samarbejde om højteknologien, hvor Israel er stærk, og Kina kan blive hovedkraften i en genopbygning af Mellemøsten efter 20 års vestlige krige mod terrorismen og forfejlede forsøg på at skabe levedygtige stater i Afghanistan, Irak og Afghanistan. Hele Mellemøsten er et enormt, potentielt marked for Kina.
På globalt plan styrker den nye aftale Kinas bestræbelser på at skabe en multilateral verdensorden, hvor flere aktører end USA spiller den afgørende rolle.
Men aftalen viser også de europæiske landes magtesløshed. De kunne lige så godt som Kina have taget initiativet, men har ikke turdet gøre det på grund af USA´s isolation af Iran, og fordi de har berøringsangst over for Israel trods den formelle støtte til en to-statsløsning.
De blev i sidste uge illustreret ved den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbocks besøg i Irak. Hun foretog sin hidtil største udlandsrejse ved at rejse fire dage rundt i Irak for at tale om miljø og menneskerettigheder – hendes egne mærkesager. Men i de selvsamme dage blev den iransk-saudiske aftale banket på plads, og den ændrer det økonomiske og sikkerhedspolitiske landkort i Mellemøsten, og den rykker ved den etablerede verdensorden. I den sammenhæng er Irak betydningsløst.
Europa kommer på hjemmearbejde, hvis europæerne vil have indflydelse i det vigtigste nærområde efter Ukraine – og på den globale magtkamp mellem Kina og USA. Mellemøstaftalen er det hidtil største internationale initiativ fra kinesisk side.
”De amerikanske partnere læner sig nu mod Kina. Spørgsmålet er, om det er en trussel mod USA, men den regionale orden ændres i hvert fald,” siger den tidligere amerikanske ambassadør til Israel og Egypten, Daniel C. Kurtzer, ifølge New York Times.