Afghanistan-II-160921

Hvor går verden hen

efter Afghanistan?

Efter Afghanistan må verden bevæge sig væk fra konstante konfrontationer til samspil mellem stridende parter. Afghanistan-nederlaget tvinger alle til at gå i tænkeboks, og Europa må være parat til at handle selvstændigt og gå helt nye veje i diplomatiet. Danmark tager et skridt i den retning ved at støtte et tænketanks-projekt om bl.a. Ukraine.

16.09.2021

Hugo Gaarden

Det slående ved de internationale reaktioner på den dramatiske exit fra Kabul er usikkerhed om, hvor verden går hen. Tvivlrådigheden ses i, at USA og Europa har svært ved at indrømme, at de har tabt en 20 år lang krig.

Derfor virker det barokt, at taberne stiller betingelser for at hjælpe Afghanistan økonomisk. Hvordan kan taberen stille betingelser til vinderen? ”Hvis Taliban har humor, vil de skrige af grin i denne tid,” skiver den tyske ugeavis Die Zeit.

NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, har i et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung, FAZ, erkendt, at alle må bruge tid på at drage en lære af konflikten, selv om han mener, at NATO fortsat har en rolle i en kamp mod terror.

Men skal vi fortsat tænke i konflikt-baner, efter at Vesten ikke skabte levedygtige og fredelige demokratier i Mellemøsten? Hér ligger tre nationer nu i ruiner, og Taliban har fordrevet verdens største militærmagt og forsvarsalliance.

Tiden må være inde til en fundamental kursændring i vores sikkerhedspolitiske tænkning – væk fra konstante konfrontationer til et samspil mellem stridende parter, uden dog at lægge en militær indsats helt til side.

Den internationalt kendte klummeskribent hos New York Times, Thomas Friedman, konstaterer, at USA bliver mere og mere opsplittet i stridende grupper, der betragter modstandere som fjender, man ikke skal samarbejde med, men bekæmpe. En stamme-mentalitet spreder sig, og USA er ved at ligne Mellemøstens splittede samfund. Denne holdning spreder sig til flere demokratier, også i Europa.

Derfor bør Europa gå nye veje, især ved at bruge diplomatiet mere kreativt for at mindske konflikter. Avisen FAZ mener, at Tyskland må påtage sig et større ansvar på den internationale scene. Men en ny meningsmåling fra European Council on Foreign Policy, ECFP, viser, at ingen i Europa tror, at Tyskland kan indtage en europæisk førerrolle over for Rusland, Kina og USA. Altså må EU som helhed tage fat.

Tyskland har under Angela Merkel ført en tilbageholdende og forsigtig kurs. Hun ønsker en større grad af europæisk uafhængighed, men det er ikke endt i særlig konkrete resultater over for Rusland, Kina og Iran. Hun har tilmed undladt at støtte  Emmanuel Macrons forsøg på at udvikle en europæisk strategi med større integration og en fælles forsvarspolitik, og nu lægger EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, op til en europæisk forsvarsunion. Bestræbelserne vil utvivlsomt tage fart, efter at USA har stimuleret Australien til at bryde en aftale med Frankrig om køb af 12 u-både for i stedet for at købe amerikanske u-både som led i en ny forsvarsalliance mellem USA, UK og Australien, rettet mod Kina. Beslutningen har vakt harme i Paris.

Tyskland har allerede vist tænder ved ikke at bøje sig for USA's forsøg på at droppe gas-projektet med Rusland, ligesom Tyskland trods pres fra USA har gennemtvunget en EU-investeringsaftale med Kina. Aftalen er blevet lagt på is på grund af intern uenighed i EU, men det viser, at Tyskland satser mere på økonomi end på politik – mere på samspil end på modspil - i en europæisk udenrigspolitik, og at en sådan kursændring kan være omstridt.

Over for Kina forsøger EU at balancere mellem en hård amerikansk linje og en blød tysk linje, f.eks. ved at omtale Kina som en ”systemisk rival” og ikke som en ”systemisk fjende”, som USA gør det. Det er bemærkelsesværdigt, at den tidligere danske topdiplomat, Jørgen Ørstrøm Møller, for nylig skrev, at ”Kina ikke er en systemisk fjende.” I dag ville han ikke kunne udtrykke sig sådan som chef for dansk udenrigspolitik.

Men han har en pointe, som viser kerneproblemet i en selvstændig europæisk udenrigspolitik: Hvis Europa ikke står over for en konkret trussel, skal der så satses mere på samspil end på konfrontation?

Den russiske forsker ved tænketanken Carnegie Moscow Center, Dmitrij Trenin, skriver i en analyse af Ukraine og Rusland, at Rusland ikke ønsker at få Ukraine tilbage i folden, fordi Ukraine vil være en stor økonomisk belastning. Rusland er snarere interesseret i at tiltrække de mest veluddannede fra Ukraine! De to lande bliver aldrig forenet, men må lære at leve med hinanden, mener Trenin.

Trenin tænker altså nyt og fleksibelt om et ømtåleligt problem for Europa. Det interessante er, at Trenins analyse indgår i et analyseprojekt hos Carnegie, som får sponsorstøtte fra flere ambassader i Moskva, herunder den amerikanske og den danske, for at få nye ideer til udenrigspolitikken. Projektet omfatter også det arktiske område og Østersø-regionen

”Carnegie Moskva leverer papirer af høj kvalitet. Der er ideer og inspiration at hente for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik,” siger ambassadør Carsten Søndergaard, Moskva. Han har tidligere været ambassadør i Berlin og ved NATO.

Når Danmark støtter et tænketanks-arbejde om Ukraine, bør Udenrigsministeriet støtte tilsvarende projekter verden over, herunder med genoplivning af Det arabiske Initiativ, der blev lagt i skuffen efter borgerkrigen i Syrien.

At søge en dialog med diktaturer for at deltage i en økonomisk genopbygning vil ofte møde protester. Men hvis vi ikke engagerer os i f.eks. Afghanistan, Iran, Syrien og Sahel-landene  kommer f.eks. Kina og Rusland eller russiske Wagner-lejesoldater på banen.

I Afghanistan forsøgte Vesten at finde en løsning. Det kiksede, fordi vi troede, vi kunne skabe en ny nation på no time. I diplomatiet findes der aldrig en endelig løsning, men det drejer sig om at mindske konflikter og skabe grobund for en bedre udvikling. Det har europæerne mere erfaring i end alle andre. Det er på tide, europæerne bruger den erfaring.

At skabe fred og demokrati er en lang proces. Det viser Europas udvikling. Men det bliver også en udfordring at ændre kurs og lægge mere vægt på samspil end på konfrontation.