Verdensorden-110521

Ny verdensorden med

Kina som med-aktør

Den voksende amerikanske kritik af Kina og Joe Bidens forsøg på at skabe en demokratisk alliance mod Kina kan ikke skjule den kendsgerning, at Kina overhaler USA økonomisk og højteknologisk inden 2030, på sigt måske også militært. Amerikanske eksperter går imod Bidens kurs og foreslår en ny verdensorden, hvor samtlige store aktører får en afgørende rolle, herunder Kina

Hugo Gaarden

11.05.2021

Præsident Joe Biden har ændret taktik over for Kina i forhold til Donald Trump, men strategien er den samme: USA vil undgå, at Kina overhaler USA økonomisk og teknologisk – i sidste ende også militært. Men kan operationen lykkes?

Biden erkender, at USA ikke alene kan standse Kina, så han og hans nærmeste rådgivere forsøger at skabe en demokratisk alliance mod Kina. Den skal udstille Kina som et land, der bryder menneskerettighederne hjemme, og som måske undergraver den internationale regel-baserede verdensorden, vi har haft siden Den anden Verdenskrig. Omvendt vil Biden ikke åbenlyst presse Kina tilbage som med containment over for Sovjetunionen. Han vil på én gang samarbejde og udelukke Kina fra det gode selskab. Det illustreres i, at Kina ikke inviteres med til G7-topmødet i Storbritannien til juni, hvor f.eks. Indien er inviteret med som gæst.

Men hvor er meningen i en sådan vaklende vil-og-vil-ikke kurs? Den kurs møder i hvert fald kritik fra nogle af de førende udenrigspolitiske tænkere og diplomater i USA, nemlig Richard N. Haass og Charles A. Kupchan, der i Foreign Affairs slår til lyd for en helt anden tænkning: Kina og Rusland skal ikke holdes uden for selskabet. Der er behov for at etablere en helt anden verdensorden, end den som Biden foreslår, nemlig ved at etablere et samarbejde mellem de seks største aktører: Kina, EU, USA, Rusland, Indien og Japan.

De kalder det en Concert, med henvisning til Den europæiske Koncert, der etablerede en balance mellem de europæiske stater i 1815 efter Napoleons nederlag. En Concert kan bedre klare verdens affærer end f.eks. FN og G-7. Concerten skal netop have både demokratiske og ikke-demokratiske lande, for det handler om at få alle aktører med i et ligestillet, forpligtende samarbejde. Andre organisationer som Den afrikanske Union og Asean-landene kan deltage som gæster. Der skal være et permanent råd á la FN’s sikkerhedsråd, der løbende tager sig af de aktuelle sager og træffer afgørelser uden nogens vetoret.

Ideen bryder totalt med Bidens kurs og efterkrigstidens vestligt dominerede orden. Der har ikke tidligere været så konkrete og detaljerede forslag til, hvordan en ny verdensorden kan etableres – for alle. Det skal pointeres, at der er faglig substans bag forslaget, da Richard Haass har arbejdet for både republikanske og demokratiske præsidenter i topposter i forsvarsministeret, udenrigsministeriet og i det nationale sikkerhedsråd – bl.a. som chef for den politiske planlægningsafdeling i udenrigsministeriet - ligesom han har haft vigtige roller omkring Nordirland og Afghanistan. Han er i dag formand for Council on Foreign Policy og har været tilknyttet flere tænketanke, og man skal ikke underkende, at Haass’s og Kupchan’s forslag kommer i klodens mest respekterede udenrigspolitiske tidsskrift, Foreign Affairs, hvor den tidligere diplomat, George F. Kennan, med sit ”lange telegram” om Sovjetunionen i 50’erne og en amerikansk reaktion gav ideen til containment-politikken, der blev kernen i USA’s kurs under Den kolde Krig.

Haass og Kupchan går altså en helt anden vej over for Kina og nutidens autokratiske styrer, der vel at mærke har en fundamentalt stærkere rolle end Sovjetunionen. Sagt i al beskedenhed har jeg og ganske få europæere i årevis talt for, at Kina bør inddrages i alle internationale beslutninger, hvor G-20 bør sættes i fokus, nemlig fordi de store økonomier og ikke blot Vestens lande er med. Men der har ikke hidtil været konkrete officielle eller halvofficielle forslag fra f.eks. europæiske regeringer eller eksperter for at bryde ud af den vestligt-orienterede tænkning. Og det til trods for, at den nye verden i økonomisk vægt vil overgå USA og Europa tilsammen.

I 2028 vil Kina være større end USA, og ifølge rådgivningsfirmaet PwC vil Kina være større end USA og Vesteuropa til sammen i 2050. Samtidig vil de syv førende nye økonomier (Kina og Indien m.fl.) være dobbelt så store som G-7 landene. Så er det definitivt slut med den hvide mands – eller Vestens - herredømme.

Det er den slags prognoser – eller fakta – som Biden blæser på. Biden havde i marts en bramfri beskrivelse af forholdet mellem de to supermagter: ”Kina vil ikke blive det førende, rigeste og stærkeste land” - ikke ”on my watch”, som han udtrykte det, og det kan man jo oversætte som i hans tid. I 2028 vil Biden være 84 år, og det er jo ikke givet, at han lever til den tid, og han er næppe præsident.

Imens er udenrigsminister Antony Blinken på turne for at sige, at verdens demokratier skal samles om USA og værne sig mod Kina.

Man hvad er det for et Kina, vi ser – udover Kinas barske reaktion på oprørs- og splittelsesforsøg i Hongkong og Xinjiang?

Den vestlige bekæmpelse af coronaen er fundamentalt anderledes end den kinesiske – og østasiatiske. Der er hundredtusinder af dødsofre til forskel. Bidens plan for infrastrukturen er bemærkelsesværdig, men det er investeringer, der ligger langt under de kinesiske de seneste årtier. Kina har i årevis investeret langt større beløb for at skabe metropoler for halvdelen af landets befolkning, højhastighedsbaner, motorveje, uddannelsessystemer og en social sektor. Kina har en dobbelt så høj opsparing som USA, og har udviklet en unik model for et samspil mellem statslig styring og en fri markedsøkonomi.

Kina overhalede sidste år USA som den største destination for udenlandske, direkte investeringer. Trods den hårde kurs mod demokratibevægelsen i Hongkong, tiltrak Hongkong gigantiske beløb sidste år. Børshandelen blev på 60 pct. af børshandelen i New York, eller fire gange så stor som i London.

Samtidig har Beijing ryddet op i den kinesisk finanssektor, der som i USA og Europa oplever et problematisk mix af finans- og teknologi-giganter. Dét ser de vestlige myndigheder på med misundelse. Samtidig eksperimenterer den kinesiske centralbank med en digital valuta, en e-yuan, der skal afløse de gængse mønter og sedler, og som kan bryde dollarens dominans. Kina er med stormskridt på vej ind i fremtidens højteknologiske samfund.

Ejeren af Amazon, Jeff Bezos, siger, at USA’s militær risikerer at miste sin overmagt, og eksperter i den amerikanske finans- og teknologisektor siger, at Kina allerede vinder det finansielle slagsmål inden for den teknologiske koldkrig. Grundlæggeren af Google, Eric Schmidt, siger, at Kina er på vej til at overtage USA's rolle som supermagten inden for kunstig intelligens, og at det vil blive et stort problem for USA, hvis Kina overtage Taiwan.

Chips er kernen i højteknologien, og Taiwan er hjemstedet for verdens førende chip-producent, TSMC. Men hvorfor skulle Kina invadere Taiwan, hvis Kina alligevel kan sikre sig chipsene, og når Kina vil have adgang til det globale højteknologiske marked? Kina har bevidst ikke ønsket at overtage Hongkong 100 pct., fordi bystaten er en vigtig international finansiel faktor.

Verden er med globaliseringen uløseligt viklet ind i hinanden. At lukke Kina ude af det gode selskab kan blive en katastrofe for Vesten. Derfor bør europæerne tage imod forslaget om en ny verdensorden med kyshånd. Det er ubegribeligt, at europæerne ikke for længst er kommet på banen, for den tænkning, som Haass og Kupchan udtrykker, er dybest set kernen i Europas udvikling.