Mellemøsten-130219

EU må være aktiv i Mellemøsten

Mens USA trækker sig ud af Mellemøsten, begynder EU så småt at blive mere aktiv, men det kan blive politisk langt sværere at håndtere fremtidens problemer end Krigen mod Terror. Et nyt Mellemøsten skal formes. Konflikter, der har ligget stille, kommer op til overfladen. Tør og kan EU overtage USA’s rolle?

13.02.2019

Hugo Gaarden

Får vi endelig fred, når Islamisk Stat er slået, og når Vesten trækker sig ud af Afghanistan? Terror og menneskelige ofre vil – foreløbig – blive stærkt reduceret. Men det betyder ikke, at der er faldet ro over Mellemøsten, snarere tværtimod.

Den Krig mod Terror, som præsident George W. Bush indledte i 2001, har kostet den nette sum af 6.000 milliarder dollar. Det svarer til de rige landes u-landsbistand i 100 år! Hundred tusinder er blevet dræbt, især under borgerkrigen i Syrien, og millioner er blevet fordrevet. Det har ført til en flygtningestrøm til Europa, som har skabt intern strid og handlingslammelse.

USA har under krigen været bannerfører i forhold til de europæiske lande, men de er begyndt at tage politisk affære på ét punkt, der kan få vidtrækkende betydning: Tyskland, Frankrig og Storbritannien har etableret en ny betalingsmekanisme, Instex, som gør det muligt for europæiske lande at handle med Iran, selv om USA vil pålægge parterne sanktioner.

Instex får ikke den store praktiske betydning, fordi store europæiske virksomheder med engagementer i USA ikke tør gå imod USA, men det hjælper mindre specialfirmaer. Men det er bemærkelsesværdigt, at de tre lande går imod USA, USA i en egen-interesse vil bekæmpe internationale aftaler som atomaftalen med Iran. De vil have et alternativ til et amerikansk domineret betalingssystem. De vil især hindre, at der kommer en ny konflikt i Mellemøsten. Præsident Donald Trump bakker op bag en hård kurs fra Israel og Saudi-Arabien mod Iran. Sikkerhedsrådgiveren, John Bolton, har i årevis været tilhænger af at bombe Iran.

Den vestlige krig mod terror har ikke skabt stabile stater i Mellemøsten, tværtimod, og nu er der kommet to ny aktører, Rusland og Iran. Rusland forstærker sine økonomiske forbindelser med Iran og har militært støttet Syrien, som også Iran har gjort. Det var vakt uro i Israel, som har foretaget adskillige angreb på iranske militære mål i Syrien. Iran har fået stor indflydelse i hele området til Middelhavet, inklusiv Irak. USA forsøger at presse Irak til at standse import af elektricitet og gas fra Iran i de amerikanske bestræbelser på at knække Iran økonomisk. Irak stritter imod presset, for den nye regering ønsker en tæt relation til Iran, og iranske militsstyrker spiller en stor rolle i Irak. Samtidig spiller Iran en voksende rolle i Afghanistan, mens Vesten trækker sig ud.

Kurderne er blevet en ny sikkerhedsfaktor. Deres støtte til de vestlige lande i kampen mod Islamisk Stat og Bashar al-Assads styre har givet dem kontrol med en tredjedel af Syrien – i den frugtbare og olierige del omkring Eufrat og Tigris mod nordøst. De ønsker en selvstændig stat, men er tilbageholdende med at udråbe den af frygt for et tyrkisk angreb. Tyrkiet vil hindre en kurdisk stat, fordi det kan få kurderne i det østlige Tyrkiet til at kræve løsrivelse – eller en sammenslutning med en kurdisk stat i det nuværende Syrien. En kurdisk stat vil komplicere en fredsløsning og en genopbygning af Syrien. Men samtidig støtter Israel energisk en kurdisk stat, fordi det vil svække Syrien.

Den største europæiske udfordring er den palæstinensisk-israelske konflikt. Den vil uvægerligt blive skærpet, da Israel systematisk sætter sig tungere og tungere på Vestbredden, nemlig ved annektere flere bosættelser, så de juridisk hører til staten Israel. Desuden er der bestræbelser på at annektere Østjerusalem. En to-statsløsning bliver derfor mindre og mindre realistisk. Offentliggjorte dokumenter fra årene efter indgåelse af fredsaftalen mellem Israel og Egypten i 1978 viser, at Israel konsekvent har arbejdet for at undgå en palæstinensisk stat. Sidste år vedtog parlamentet, Knesset, at Israel er en jødisk stat, dvs. uden fulde rettigheder for ikke-jøder. Det israelske valg i april vil formentlig skærpe Israels annektions-kurs.

Samtidig lægger palæstinenserne op til det første valg i 13 år. Parlamentet har været inaktiv siden 2007. Konflikten mellem Hamas og Fatah har hidtil lammet den politiske proces blandt palæstinenserne og har samtidig skabt usikkerhed om palæstinensernes kurs over for Israel. Troen på en forhandlingsløsning er stort set forsvundet i Palæstina – som i Israel. Det åbne spørgsmål er, om palæstinenserne lægger op til konfrontation med israelerne.

EU har hidtil været passiv og ladet USA køre løbet. Enkelte EU-landes forsøg på at anerkende Palæstina énsidigt er faldet til jorden. Men vil EU fortsat være passiv, når Israel arbejder for en kurdisk stat og samtidig spænder ben for en uafhængig palæstinensisk stat? Regeringerne tier, men sanktioner fra europæiske virksomheder mod Israel kan blive en ny faktor. Det franske olieselskab Total vil ikke investere i Israels nye gasfelter i Middelhavet, og det har ført til en voldsom israelsk protest.

Den grundlæggende konflikt i Mellemøsten er altså ikke løst. USA har kastet håndklædet i ringen, ikke bare under Trump. EU-landenes første selvstændige skridt over for Iran er et tegn på et stærkere engagement, men den alvorlige prøve kommer først, når EU-landene tvinges til at tage stilling til, om palæstinenserne skal have politiske og statslige rettigheder som alle andre, og om Israel skal efterleve internationale aftaler.

EU-landene kan hente inspiration fra afslutningen på apartheid og de hvides dominans over for de sorte i Sydafrika og i et par nabolande. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger deltog på et tidligt tidspunkt i processen. Han har citeret Talleyrand for vigtigheden af at ”forudse det uundgåelige og at fremskynde realiseringen af det.” Sorte og hvide brugte 10 år på hemmelige og offentlige forhandlinger, men hele tiden med henblik på den uundgåelige kendsgerning: At der skal være sort flertalsstyre. En fuldgyldig løsning. Nu har der været 40 års resultatløse forhandlinger omkring Israel og Palæstina. EU kommer ikke uden om at tage stilling til et af de mest ømtålelige spørgsmål i sit nærområde.