Afrika-231018

Afrika: Håbløshedens

og håbets kontinent

Korruptionen florerer i et Afrika, hvor væksten ligger på omkring 5 pct., mens halvdelen af befolkningen lever kummerligt. Men der er også flere muligheder end i resten af verden, også for erhvervslivet. Dét, verden mangler, er en egentlig Afrika-politik

23.10.2018

Hugo Gaarden

Intet kontinent rummer så megen håbløshed og så mange chancer som Afrika. I intet kontinent er der så megen stagnation, korruption og misbrug af økonomiske midler. I intet kontinent er der så mange økonomiske og menneskelige ressourcer, der venter på at blive udnyttet.

Mens verden er optaget af Brexit, amerikansk-kinesisk handelskrig, et nyt atomvåbenkapløb, nye risici i Mellemøsten og en ny euro-krise i Italien, er der stilhed om Afrika, selvom Afrika kan blive et langt værre kriseområde end Mellemøsten med direkte betydning for Europa.

Den tidligere ambassadør i Sydafrika, Trine Rask Thygesen, holder onsdag aften et foredrag om Sydafrika i et samarbejde med Det udenrigspolitiske Selskab.

Næppe noget sted er der så mange politiske mord som i Sydafrika, 90 siden 2016. Den tidligere korrupte præsident, Jacob Zuma, nærmest fremmede den politiske vold. Men Sydafrika er også landet, der leverede en fredelig overgang fra hvidt til sort styre gennem en unik politisk proces, der burde bruges overalt, herunder i Mellemøsten.

En lillebitte gruppe magtfulde hvide omkring den tidligere efterretningschef Niel Barnard tog initiativ til en forhandling med de sorte ledere af partiet ANC i eksil og senere med den fængslede leder, Nelson Mandela. Det endte som bekendt med en fredelig afskaffelse af apartheid, hvad næsten ingen troede mulig.

Men Mandela overså de økonomiske skævvridninger mellem hvide og sorte. Sorte ledere fik tildelt betydelige ejerandele af det hvide mindretals virksomheder gennem et Black Economic Empowerment program, hvis sigte var ædelt, men som skabte grobund for en voldsom korruption og ulighed også blandt de sorte. Den nuværende præsident, Cyril Ramaphosa, blev særdeles velhavende gennem programmet, men han forsøger nu at ændre på forholdene, herunder ved at give de sorte ret til den jord, som de hvide sidder på. Han vil ”overføre politisk frihed til økonomisk velfærd,” som han netop har skrevet i Financial Times, bl.a. via udenlandske investeringer på 100 milliarder dollar.

I hele Afrika vokser uligheden. Kun i et enkelt land eller to er der noget, der ligner en skandinavisk fordelingspolitik. Generelt er magthaverne ikke interesseret i at skabe en bedt funderet udvikling, som vi ser i Sydøstasien og Kina, men rager mest mulig til sig selv og lader over halvdelen leve i fattigdom. Der forsvinder ifølge EU næsten lige så mange ”sorte” penge til bankkonti i udlandet, som Afrika modtager i bistand, nemlig 45 milliarder dollar mod 60 milliarder dollar. Når vi tale om vækst på 5 pct. om året i Afrika, er det en vækst, der kun omfatter det øverste lag af befolkningen, måske 20-30 pct., men når det omfatte et par hundrede millioner, kan det altså ses, rent statistisk.

Vesten har haft en forfejlet udviklingspolitik og har haft svært ved at håndtere Afrika politisk, og det har Kina udnyttet til en massiv satsning, ikke bare ved udnyttelse af olie og mineraler, men også ved at gøre Afrika til en ny global fabrikshal, ifølge rådgivningsfirmaet McKinsey med ca. 10.000 firmaer, hovedsagelig private. Kina har også finansieret betydelige infrastrukturprojekter via lån, som har presset nogle lande i en gældsklemme. Ifølge Verdensbanken er Afrika dog ikke blevet mere afhængig af Kina end af vestlige banker og stater, og mange af projekterne er bydende nødvendige for at skabe en nødvendig infrastruktur. Afrika har et behov for årlige investeringer på 170 milliarder dollar alene i infrastrukturen for at få en standard, der gavner alle, altså tre gange så meget som bistanden.

Den kinesiske samhandel var på 215 milliarder dollar i i 2014, og er faldet til 128 milliarder i 2016, men den kan i bedste fald stige til 440 milliarder dollar i 2025, vurderer McKinsey. Kina stormer forbi Vesten.

Den nye generation af afrikanske ledere erkender, at Afrika har mere brug for erhvervsudvikling end for bistand. Men der sker ikke nogen markant ændring fra f.eks. europæisk side. Danmark halter efter EU-landene hvad eksport, import og investeringer angår. Det er barokt, når man ser på Afrikas enorme muligheder, f.eks. i fødevaresektoren. Afrika importerer mad for 40 milliarder dollar, men kan blive verdens største fødevareproducent. Danske landmænd har haft stor succes i Østeuropa og Rusland, hvor produktionen i dansk-ejede svinefarme er på 10 pct. af den hjemlige produktion. Kun ganske få landmænd har etableret sig i Afrika, og deres starthjælp fra dansk side er uhyre beskeden. Men Coop har flyttet kafferistningen til Kenya og hjælper 75.000 små kaffebønder med at forbedre produktionen. Udenlandske virksomheder kan forbedre småbønders produktion, mens de kan bevare deres struktur.

Nye ideer er vitterligt på vej, og unge afrikanere bliver iværksættere og bruger high-tech langt mere end europæerne, men korruption, dårlige regeringsledelse og befolkningsvæksten æder en stor del af fremgangen. Der er også bestræbelser på at lave EU-konstruktioner, der kan fjerne den tidsrøvende og bestikkelsesplagede grænsehandel. Men der mangler det store ryk, også fra europæisk side.

Danmark har erfaringer i at skabe udvikling i landdistrikter, og vi har erfaring i at skabe byudvikling med gode menneskelige vilkår. Det er muligt at lave et alternativ til storbyernes slum og kinesisk stimulerede højhuse. Der sker bare ingen massiv indsats med nytænkning fra dansk eller europæisk side. Tyskland har forsøgt at skabe en Marshall-plan, men regeringen har svært ved at få erhvervslivet engageret. Den tyske bistandsminister, Gerd Müller, mener, at der bør oprettes et EU-Afrika Råd og en Afrika-kommissær i EU-kommissionen, men der er ikke engang lavet tilløbet til en europæisk plan, der kan hamle op med kineserne.

Imens vokser befolkningstallet. Om godt 20 år er der to milliarder afrikanere. 50 år senere er der fire milliarder. Mellemøsten har lammet handlekraften i Europa. Afrika er en langt større udfordring, men også det sted, hvor der virkelig kan ske fremgang, hvis der er personer som Barnard og Mandela, der turde ændre historiens gang.