Jerusalem-131217

Jerusalem-anerkendelse viser

fredsprocessens sammenbrud

 

Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad ødelægger årtiers fredsproces. Det stiller de europæiske lande over for den afgørende udfordring: At blive hovedaktøren i Mellemøsten og anerkende Palæstina énsidigt og sikre sig adgang til den nye stat.

 

13.12.2017

 

Hugo Gaarden

 

Der har været en bemærkelsesværdig ro i Mellemøsten efter præsident Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, selv om den illustrerer sammenbruddet af årtiers fredsproces. Måske er der ved at udvikle sig en mathed hos palæstinenserne og i den arabiske verden omkring deres skæbne, men det kan også føre til gennemgribende uro i Mellemøsten, der som med terrorismen og borgerkrigen i Syrien kan forplante sig til Europa.

 

For at hindre dét er et helt nyt, diplomatisk initiativ nødvendigt: En énsidig anerkendelse af Palæstina – med uhindret adgang til Palæstina.

 

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, var klar i mælet under sit nylige besøg i Europa. Han siger, at Jerusalem som Israels hovedstad er en ”realitet,” som både palæstinenserne og resten af verden må acceptere. Men det er en selvkonstrueret kendsgerning af den type, som Israel konsekvent har anvendt siden Seks-dageskrigen i 1967, hvor Israel i strid med FN’s delingsplan fra 1947 har besat Vestbredden og har suget Vestbredden mere og mere til sig via bosættelserne.

 

500.000 jøder bor nu på Vestbredden, der har 2,4 millioner indbyggere. Med bosættelserne er Israel ved at dele Vestbredden op i en nordlig og sydlig del, og med bosættelser og opdelinger i administrative zoner er Vestbredden blevet et kludetæppe, det reelt fjerner grundlaget for en levedygtig stat. Desuden er Israel i gang med en egentlig annektering af dele af Vestbredden – endnu et eksempel på den krybende overtagelse af Vestbredden. Det er værre end apartheidstyrets hjemlandspolitik i Sydafrika.

 

Hvad er den langsigtede konsekvens – eller målet for Israel? Der er betydelig modstand i Israel – og i regeringen – mod en to-statsløsning, men omvendt vil Israel ikke have en fælles stat med palæstinenserne. Netanyahu har gentagne gange sagt, at Israel er og skal være en jødisk stat. Palæstinensiske indbyggere i Israel skal altså ikke have samme ret som israelerne, og slet ikke, hvis der skulle blive et palæstinensisk flertal. Det ville der blive, hvis de palæstinensiske flygtninge fra 1967-krigen vender tilbage, hvad Israel på inden måde vil acceptere.

 

Det viser i en nøddeskal, at Israel på ingen måde vil sikre palæstinenserne en levedygtig stat. Der er kun én konsekvens, som ingen taler om: Palæstinenserne skal være andenrangsborgere, og flest mulige skal stimuleres eller tvinges til at rejse til andre arabiske lande, især Jordan.

 

Hvis hundreder af tusinder flytter til Jordan, vil det ændre balancen i Jordan, hvor magten ligger hos det hashemitiske kongedømme, hvor der i forvejen er næsten to millioner palæstinensiske flygtninge. Det stabile land med knap 6 millioner indbyggere kan ende i borgerkrig.

 

Måske vil de arabiske lande stiltiende acceptere, at Israel fordriver palæstinenserne. Men vil europæerne stiltiende være vidne til en snigende fordrivelse, begået af et folkeslag, som har været truet af udryddelse?

 

For at komme ud af den fastlåste situation er der brug for en

game-changer, der fundamentalt ændrer spillereglerne, nemlig en énsidig anerkendelse af Palæstina – ikke blot i pæne ord, men med praktisk handling. Der skal øjeblikkeligt etableres normale relationer med handel og investeringer. Sverige forsøgte som EU-formandsland for et par år siden at tage dette skridt. Over 70 pct. af jordens stater har anerkendt Palæstina.

 

Men det afgørende er at sikre uindskrænket adgang til en selvstændig stat. Det har omverdenen ikke i dag, fordi Israel har kontrollen med Vestbredden og grænserne. Israel kan hindre al færdsel i luften og til lands og alle investeringer, og Israel har fuld kontrol med telekommunikationen og internettet. At betragte Palæstina som en normal stat bryder derfor med Israels besættelse og kontrol. Men ligesom Vesten i 1958 brød Sovjetunionens blokade af Berlin, kan omverdenen, først og fremmest Europa, bryde den israelske kontrol med Palæstina. Det er indlysende, at det vil føre til en konflikt – i det mindste politisk –men det er den konflikt, som EU må tage.

 

Tør Europa? Der er svage tegn på, at EU-landene viser sig mere selvstændige i en tid, hvor Trumps USA trækker sig tilbage, og hvor Rusland er blevet særdeles udfarende i Mellemøsten. Den franske præsident, Emmanuel Macron, viser strategisk tænkning ved at sige, at det er vitalt med en vestlig indflydelse i ”det kinesiske århundrede.” Den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, sagde for nylig, at europæerne er blevet trætte af at vente på en ny amerikansk plan: ”Den europæiske union må tage initiativet.” Også den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, har vist sig villig til nytænkning. Den tjekkiske udenrigsminister, Lubomir Zaoralek, siger, at EU-landene taler ”om en israelsk stat og på samme tid om en palæstinensisk stat.”

 

Det er altså et helt nyt forhandlingsgrundlag, som europæerne begynder at tale om, selv om det endnu er diffust. Europæerne må bryde gennem årtiers fejlslagne fredsproces, ligesom de må bryde gennem den israelske blokade. Først må Palæstina have sin selvstændighed, og derefter kan der forhandles om grænsedragning, bosættelser, flygtninges ret til at vende tilbage, Jerusalems status, herunder som hovedstad for Palæstina i Østjerusalem.

 

Skulle det føre til, at kludetæppet på Vestbredden alligevel forbliver en realitet med jødiske bosættelser, så kan EU-landene dog med årtiers erfaringer hjælpe et selvstændigt Palæstina med at danne et forbund med Jordan – og eventuelt Israel. Men udgangspunktet må være, at palæstinenserne skal have deres egen, fuldkommen frie stat uden israelske sikkerhedskrav. Det er den helt afgørende realitet. Det er forudsætningen for, at konflikten mellem de to folkeslag kan løses. To frie folkeslag, to frie stater, må i givet fald forhandle. At tale om Jerusalem som en ny realitet er at forplumre forholdene, som det er sket de seneste 50 år.