Nordkorea II

Nordkorea-krisen kan blive

en diplomatisk verdenskrig

Krisen om Nordkoreas atomvåben er blevet skærpet, og den kan ende i en diplomatisk verdenskrig. Kina har været nøglen til en løsning, men risikoen for Kina er, at Rusland vil holde liv i Nordkorea. Tyskland vil gerne deltage i forhandlinger. Kommer der en ny Wiener-kongres?

13.09.2017

Hugo Gaarden

Nordkorea kan med sin nye brintbombe lamme USA’s militære og civile elektroniske system med en eksplosion i rummet over USA – med en såkaldt elektromagnetisk puls, EMP, uden at der er faldet én eneste bombe over de amerikanske byer.

Det er det mest oversete aspekt ved atomkrisen. Ifølge Sydkoreas efterretningsvæsen, NIS, fik Nordkorea for få år siden en såkaldt Super-EMP-teknologi fra Rusland. Nordkoreas leder, Kim Jong-un, sagde efter brintbombe-forsøgssprængningen for nylig, at bomben egner sig til eksplosion i stor højde på grund af bombens ”supervirksomme EMP-angreb.”

De første reaktioner var udelukkende fokuseret på, at en brintbombe kan udslette større byer end en atombombe. USA har f.eks. ikke nævnt muligheden af en EMP-effekt, og det kan skyldes, at et EMP-angreb kan bringe USA i en katastrofal situation – uden at der er tale om et egentligt atomangreb. Et EMP-angreb vil lamme det elektroniske system fra el til telefonsystemet og internettet i store dele af USA eller hele landet. Det kan måske også kan ødelægge det amerikanske raketforsvar. Et sådant angreb vil være rystende for USA's befolkningen, og dets allierede vil tvivle på USA som en garant.

Kim’s udtalelser tyder på, at Nordkorea er langt mere avanceret i sin strategiske tænkning og i sin teknologiske formåen, end vi i resten af verden tror. Det burde ikke overraske, når Nordkorea er langt fremme med udviklingen af den teknologi, der kan bruges i cyberkrig, og som for tre år siden lammede 70 pct. af Sony Pictures Entertainment’s computersystem. Nordkorea har også lavet cyber-angreb på sydkoreanske banker og medier, og Nordkorea menes at have været involveret i de verdensomfattende cyberangreb for nogen tid siden. Det er altså den elektroniske lammelse og ikke en ”gammeldags” krig, Kim åbenbart har for øje, og det kan være langt mere virkningsfuldt.

USA forsøger via FN at lave en total isolering af Nordkorea. Foreløbig er sanktionerne kun blevet skærpet en smule med opbakning fra Kina og Rusland. Men vil USA tvinge totale sanktioner igennem trods modstand fra Kina og Rusland, kan det kan føre til en diplomatisk verdenskrig i stedet for en løsning.

New York Times havde for nylig en fremragende analyse af Kinas dilemma, og analysen handlede netop om, at Kina allerede har mistet indflydelse, og det vil blive forstærket, fordi Nordkoreas nye position som atommagt vil reducere Kinas bestræbelser på at blive den dominerende magt i Østasien.

Men problemet rækker videre end det dilemma, analysen beskriver. For hvis USA vil tvinge en total embargo, også af olie og fødevarer, igennem, så kan man være sikker på én ting: Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil ikke gå med til en total isolering af Nordkorea. Putin sagde for nylig, at sanktioner ikke virker, og på et nyligt møde i Vladivostok med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, bakkede han op bag en fredelig løsning med Nordkorea.

Rusland risikerer dermed nye sanktioner, men Putin har intet at miste ved at gå imod USA og FN. Rusland er i forvejen udsat for sanktioner fra Vestens side på grund af Krim og konflikten i Østukraine, og Rusland får ikke megen anerkendelse for sin rolle med at slutte borgerkrigen i Syrien. I Korea-konflikten kan Putin i ét hug blive en mere central part end Kina, hvis Rusland gør sig til den vigtigste økonomiske partner for Nordkorea. Det vil bringe Kina i en særdeles vanskelig situation.  

Kinas langsigtede mål er at få de amerikanske styrke ud af Sydkorea og at få droppet det amerikanske raketforsvar, Thaad, i Sydkorea. USA skal gradvist presses ud af Asien. Kina risikerer, at disse bestræbelser bliver tilintetgjort, hvis Rusland bliver den afgørende faktor i Nordkorea-konflikten, og hvis Nordkorea blæser på Kina. Det vil uvægerligt resultere i en diplomatisk verdenskrig, hvor alle aktører er imod hinanden eller spiller hinanden ud, uden at der bliver udsigt til en løsning. Så vokser den russiske indflydelse i sine nærområder fra vest til syd og øst.

I dag står Kina for over 80 pct. af Nordkoreas udenrigshandel. Det er ikke et voldsomt stort beløb, men hvis handelen svinger over til Rusland, mister Kina indflydelse og prestige. Da Kina satser voldsomt på den nye Silkevej gennem Centralasien og Rusland til Europa, har Kina ganske enkelt ikke råd til en diplomatisk strid med Rusland. Derfor er det sandsynligt, at præsident Xi Jingping ikke ville spille sine trumfkort i hånden på Putin. De to vil formentlig optræde ens i FN.

Men skal Kina undgå diplomatiske problemer med resten af verden, vil Kina formentlig arbejde energisk for at få forhandlinger om Nordkoreas atomvåben. Det kræver, at forhandlingsparterne må acceptere, at Nordkorea er blevet en atommagt. Nordkorea opgiver aldrig sine atomvåben, for landet har netop i disse måneder set, hvordan de giver politisk pote og sikrer regimet mod at blive væltet udefra.

Den store risiko er, som to amerikanske Asien-kendere, Jeffrey og Jonathan D. Pollack, har udtrykt det i New York Times, at verden risikerer at snuble ind i en atomkrig på grund af de to uberegnelige ledere, Kim og Donald Trump. Hvad kan man gøre, for at ”at begrænse en amerikansk præsident, hvis stabilitet der nu sættes spørgsmålstegn ved?” spørger de.

Det er evident, at der er behov for en afspænding på Korea-halvøen. Men det vigtigste synes at være etableringen af en ny magtbalance på Korea-halvøen og måske i hele Østasien – med accept af Nordkorea som atommagt. Det betyder en kompliceret forhandlingsproces som for 200 år, nemlig Wiener-kongressen, der i 1814-15 førte til en fredsordning mellem de europæiske stormagter, og som skabte fred i Europa i 100 år.

Det er en proces, som Europa bør deltage i, og den tyske kansler, Angela Merkel, har for nylig sagt, at hun er parat til at deltage i forhandlinger, ligesom Europa deltog i forhandlingerne om en atomaftale i Iran. Det store spørgsmål er, hvor stærkt EU-landene tør engagere sig på den anden side af jorden for at etablere en østlig fredsordning. Det er samtidig Europas enestående chance for at udvikle en strategi for en ny global verdensorden, hvor Vesten ikke længere er enerådende.