Tysk valg handler om 2021, ikke om 2017
Det tyske valg
er et præludium til det næste valg.
Merkel kan fortsætte med en ny koalition eller med SPD og med Schulz som udenrigsminister. Er der to, der står sammen i tysk politik, er det Merkel og Schultz. Vil SPD til magten, kræver det en gennemgribende ny-orientering
Hugo Gaarden
05.07.2017
Tysk valg handler om 2021, ikke om 2017 05.07.2017 Hugo Gaarden Den tyske valgkamp og især tv-duellen i søndags mellem kansler Angela Merkel og den socialdemokratiske leder, Martin Schulz, viser, at Merkel vil fortsætte som kansler i en fjerde periode. Tyske tv-dueller er særdeles fredsommelige i forhold til amerikanske, ja, også danske. Men denne duel var snarere en duet – et musikstykke for to stemmer. Der var ikke dét, der lignede et opgør. Merkel var urokkelig og selvsikker. Schulz forsøgte at virke pågående, men havde fløjlshandsker på over for Merkel. Han angreb ikke Merkel lige så brutalt, som hun gjorde, da hun væltede sin forgænger, Helmut Kohl. Schulz har tydeligvis ikke killer-instinktet. Er der to, der kan arbejde sammen i en ny regering, er det Merkel og Schulz, og Schulz har i hele sin tid i EU-politik, senest som præsident for E-parlamentet, udmærket sig ved at lave aftaler med snart den ene, snart den anden. Han trives i et give-and-take miljø. Duellen blev ikke en afspejling af de dybe spændinger, der er i Tyskland. Som en af de bedste politiske reportere, Christina Hoffmann, Der Spiegel, sagde det under en tv-debat søndag aften, så er der i Tyskland en ”latent vekselstemning,” som slet ikke blev vist på tv-skærmen. Merkel kan fortsætte, fordi det går økonomisk godt, og fordi vælgerne tror, hun giver dem sikkerhed og stabilitet. Men de helt store problemer og udfordringer er udskudt. Det blev fremragende udtrykt af den bedste politiske strateg i nutidens Tyskland, den tidligere formand for SPD, Franz Müntering, i samme tv-debat: ”Vi må ikke fortsætte de næste fire år, som vi har gjort det hidtil.” Dermed mener han, at den politiske debat reelt er forsvundet. Der er ingen debat mellem de to store folkepartier, og dét, der diskuteres, forstår vælgerne ikke. ”Vi må se 10 år frem,” sagde han. Müntefering kritiserede ikke direkte sin chef, Schulz, men det skinnede tydeligt igennem, at han ikke tror, at SPD har en fremtid med den nuværende form. Schulz udnyttede ikke chancen til virkelig at gøre sig til en alternativ kansler. I befolkningen er der oprør over dieselskandalen. Selv ”auto-kansleren” Merkel taler om bilfabrikkernes bedrageri. Men hun kræver ikke, at selskaberne skal betale for nye filtre i dieselbilerne. Det kræver USA af VW-fabrikken efter skandalen i USA. Hér kunne Schulz tale den lille mands sag, men han turde ikke, formentlig af frygt for, at 800.000 arbejdere på bilfabrikkerne og fagforeningerne vil gå imod ham. Han kunne også sige nej til flere forsvarsudgifter, som den amerikanske præsident, Donald Trump kræver, når han udtrykker sig særdeles kritisk om Trump. Det vil svare til den tidligere kansler Gerhard Schröders modstand mod at sende militæret til Irak. Det ville være populært. Men heller ikke hér indtog han en anden holdning end Merkel. Han kom heller ikke med konkrete forslag til at dække det ekstreme efterslæb, Tyskland har på investeringer i infrastrukturen. Tyskland er eksport-verdensmester, og ledigheden er i bund. Men både staten og de private ligger efter alle nabolande i EU på investeringer. Der er et samlet efterslæb på 156 milliarder euro, heraf 34 milliarder euro inden for uddannelsessektoren. Skoler, børnehaver og veje forsømmes. Køer på motorvejene koster snesevis af milliarder i tabte arbejdstimer hvert år. Tyskland ligger langt bagud andre lande med digitaliseringen. Internettet er ekstremt langsomt – langsommere end i mange afrikanske lande! Af 32 industrilande ligger Tyskland på en 28. plads over landene med de hurtigste net. Det liberale erhvervsugemagasin Wirtschafts Woche havde i sidste nummer en forside med en kartoffel, der ligger på en pæn sofa – med overskriften: Den selvtilfredse republik. Merkel kan muligvis danne en ny regering med det liberale parti, FDP, og De Grønne, men ellers hun tage en tørn til med må SPD, og Schulz har vist, at han kan leve med at være en nummer to. Men ellers kan de næste fire år blive en barsk periode i tysk politik. SPD-valgnederlaget vil tvinge SPD til virkelig at drøfte dets fremtid og opgave. Det britiske Labour befinder sig i store vanskeligheder, og de franske socialister blev næsten udryddet ved præsidentvalget. Uligheden i Tyskland vokser, mens folk har sværere ved at betale huslejen. Hvor skal Tyskland placere sig i Europa? Vil tyskerne tage stærkere afstand til USA? SPD kan blive et oprørsk parti. I CDU har der været en voksende mistillid til Merkel. Efter valget kommer der en naturlig kamp om lederskabet efter Merkel, og den kamp kan vil også blive præget af spørgsmålet: Hvor stiller CDU sig i EU? Merkel holder måske ikke fire år. Men hun kan også overraske, og det gjorde hun i søndags, da hun sagde, at Tyrkiet ikke kan blive medlem af EU. Hun har ikke tidligere taget så skarpt afstand fra Tyrkiet. Hun sagde også, at det er på tide, at EU engagerer sig i den betændte affære med Nordkoreas atomvåben. Hun vil ikke overlade den globale scene til USA under en Donald Trump. Det er helt nye toner, og Schulz er enig med Merkel. Det skaber ikke en SPD-kansler, men det viser, at Tyskland er i bevægelse. Tyskland er ved at gøre sig til en magt på linje med USA, Kina og Rusland.