Mellemøsten-240517 (klik)

Trump skærper striden

i Mellemøsten

Præsident Trump rakte hånden ud til den muslimske verden under besøget i Saudi-Arabien, men samtidig skærpede han konflikten mellem sunni- og shia-muslimer og dermed mellem Iran og Saudi-Arabien. Det kan føre til næsten permanente konflikter i Mellemøsten. Det bliver en af de største udfordringer for EU-landene

Hugo Gaarden

24.05.2017

Sjældent har der været så meget pr-show i et udenrigspolitisk minefelter som med præsident Donald Trumps besøg i Saudi-Arabien. Der var guld, glimmer og paladser, og Trump lagde sine muslimsk-fjendtlige udtalelser til side – ”Islam hader os” - og udtrykte sig imødekommende over for den muslimske verden og kaldte islam en af de store religioner. Men bag den nye, polerede overflade skærpede Trump den bitre konflikt mellem sunni- og shia-muslimerne og konflikten mellem Saudi-Arabien og Iran.

Mens forgængeren, Barack Obama, forsøgte at holde sig neutral i konflikten og tog skridt til at trække Iran ind i det internationale samarbejde med atom-aftalen, lagde Trump hele sin vægt bag Saudi-Arabien og de sunni-muslimske lande og udtrykte sig meget kritisk over for Iran og lagde op til regime-ændring og isolation. Trump vil etablere en NATO-lignende anti-iransk alliance. Mens der tidligere var bestræbelser på at skabe bedre relationer mellem landene i Mellemøsten, skærpede Trump altså konflikterne. Den nye kurs kan føre til langt større problemer end de seneste 15 års krige mod terrorismen og krigen i Irak, nemlig hvis spændingen mellem Iran og Israel fører til krigshandlinger, evt. gennem terroristiske stedfortrædere.

Atomaftalen betyder, at Iran fraskriver sig retten til at udvikle atomvåben. Den israelske journalist Ari Shavit har i sin bog My Promised Land bragt et interview med den ingeniør, der stod for Israels atomvåbenudvikling i Dimona i 60’erne, og som løbende informerede den daværende ministerpræsident Golda Meir om udviklingen. Shavit talte med ingeniøren for få år siden og lovede at holde hans navn hemmeligt. Ingeniøren var sikker på, at ”iranerne allerede har en atombombe.”

Hvis Iran har atomvåben, har landets regime i givet fald besluttet at holde det hemmeligt for at undgå, at Israel bomber atomanlæggene, som det er sket i Irak og Syrien. Hvis Iran erklærer sig som en atommagt, vil det uvægerligt føre til konflikt med Israel, og det kan ende i årtiers stridigheder med terror og kamp via stedfortrædere, og det vil uvægerligt føre til et atomkapløb i hele Mellemøsten. Iran har øjensynlig erkendt, at det ikke styrker landet at gøre sig til en officiel atommagt, og Obama og de tunge EU-lande fik lagt låg på en truende konflikt med atomaftalen. Det var et diplomatisk mesterstykke, som nu risikerer at blive ødelagt. Iran har indtaget en mere moderat kurs over for Israel.

Trump viste en åbenlys mangel på forståelse for de komplicerede forhold i Mellemøsten. Det blev tydeligt vist under udenrigsminister Rex Tillersons pressemøde, hvor han kritiserede styret i Iran og udtrykte håb om, at der bliver frihed i landet. Ved siden af ham stod den saudi-arabiske udenrigsminister, Adel al-Jubeir, men der kom ikke kritiske ord over for Saudi-Arabien, hvor befolkningen har langt mindre frihed end i Iran. Samme dag genvalgte et massivt flertal den moderate regeringschef i Iran, Hassan Rouhani. Nok har Iran ikke frihed og demokrati i vestlig forstand, men udviklingen går i den retning, og nu lægger Trump op til konflikt, i det mindste politisk, stærkt støtte af Saudi-Arabien, Golfstaterne og Israel.

Trump vil have de muslimske lande mere aktivt inddraget i kampen mod terror, men han kom ikke med konkrete bud på, hvordan Islamisk Stat kan bekæmpes. Der er ingen bud på, hvordan der skal skabes stabilitet i et ødelagt og dybt splittet Irak. Hvad vil USA i forhold til kurderne? Hvad vil USA i Syrien, hvor præsident Bashar al-Assad har vundet en brutal krig mod sine modstandere, og hvor Rusland og Iran er blevet de dominerende aktører? Der er ingen indikationer.

Det er der heller ikke omkring konflikten mellem israelerne og palæstinenserne – udover at Trump ønsker fred og kan leve med både en ét-statsløsning og en to-statsløsning! Går han ind for en to-statsløsning, eller vil han støtte jødernes dominans i et apartheid-lignende samfund, hvor Vestbredden skal fortsætte med at være en bantustan? Hvordan vil han løse det næsten uløselige problem med palæstinensernes krav om at vende tilbage til de områder i Israel, de blev fordrevet fra i 1947 og 1948? Der er ingen indikation. ”Trump har ingen anelse om Mellemøsten,” som den israelske forfatter, Amos Oz, har udtrykt det.

Trump vil gerne lave en ”deal” i Mellemøsten, men det lader sig ikke gøre på dén facon. Spørgsmålet er nu, hvordan de europæiske lande reagerer. De var meget optaget af at få atomaftalen etableret, og det er i EU’s interesse, at der er stabilitet omkring Iran, og at der falder ro over Syrien og i Mellemøsten generelt – ikke bare for at stoppe flygtningestrømmen, men også for at skabe sikkerhedspolitisk ro i sit nærområde og for at åbne op for handel og investeringer.

Men lægger EU-landene så op til et stærkere engagement? Det er der ikke tegn på i dag, men når Trump vælger side i en konflikt, der kan eskalere og vare i årtier, bliver det en af EU-landenes største udfordringer at tage stilling. Vil europæerne fortsat lade USA være den udfarende kraft i Mellemøsten, eller vil europæerne tage egne initiativer? Der enorme genopbygningsopgaver i Irak og Syrien, både fysisk og politisk, og Iran kan med en veluddannet befolkning blive en vigtig økonomisk partner for Europa, ligesom Iran kan blive en stabiliserende faktor i hele Mellemøsten og i terrorbekæmpelsen – mere end Saudi-Arabien. Det er bare et fænomen, Vesten i årevis har skubbet ud på fløjen, fordi Iran er blevet stemplet som et problembarn.

Europæerne har en dyb interesse i Tyrkiet og i den fremtidige konstruktion af Syrien. Det er en fundamentalt anderledes interesser end USA under Donald Trump. Det tragiske er, at der stort set ikke føres nogen debat i Europa om det. EU har været tæt ved at gå op i limningen på grund af flygtningekrisen. Hvad gør man så nu? Det er paradoksalt, at politikere og tænketanke ikke bruger kræfter på at udforme en velgennemtænkt mellemøst-politik, der også trækker på de europæiske erfaringer med at skabe forsoning mellem tidligere stridsmagter.