Trump-170517 (klik)
Trump er en trussel
mod demokratiet
Med præsident Donald Trumps fyring af FBI-chefen risikerer USA ikke bare en ny Watergate-affære men også et brud på de tætte bånd til Europa, som uundgåeligt vil optræde mere selvstændigt
Hugo Gaarden
17.05.2017
Watergate blev straks nævnt, da præsident Donald Trump fyrede direktøren for forbundspolitiet, FBI, James Comey. Der gik et par dage, før amerikanerne og omverdenen fik fordøjet endnu et af de talrige, overraskende udspil fra Trump. Men så begyndte den virkelige bekymring at melde sig. Sagen er langt værre end præsident Richard Nixons forsøg på at skjule Watergate-indbruddet. Nu er det hele det demokratiske system, der er under angreb fra Trumps side.
Troværdigheden til Trump er gået fløjten, ikke mindst efter den seneste afsløring: At Trump bad Comey om at standse undersøgelsen af den tidligere sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, vedrørende ”den russiske forbindelse.”
Det har konsekvenser ikke bare i USA, men også blandt USA’s allierede. Mens der hersker kaos i Washington, er der franske og tyske bestræbelser på at gøre EU til en stærkere og mere uafhængig enhed.
Den mest alvorlige kritik af Trump kom for få dage siden fra den tidligere CIA-direktør, James Clapper, der sagde, at Trump undergraver det politiske system med dets ”checks and balances” mellem de demokratiske institutioner. De har været udsat for både et ydre og et indre angreb. Det ydre er den russiske indblanding i valgkampen sidste år, sagde Clapper, og det indre er Trumps angreb på institutionerne. Det var Clapper, der tidligere på året fastslog, at russerne ifølge efterretningsvæsenerne blandede sig i valgkampen sidste år.
FBI har siden sidste år forsøgt at finde ud af, om der er og har været en russiske forbindelse med Trump-kampagnen, og lige så snart, Comey ansøgte om flere midler for at undersøge affæren, blev han fyret af Trump. Ingen uden for Det hvide Hus eller Trump-lejren tror, at det er en tilfældighed. Trump ville af med Comey. Han kunne true Trumps eksistens som præsident.
Trump har brudt magtens tre-deling ved at invitere Comey til en middag for at spørge til Ruslands-undersøgelsen, for at spørge, om han selv bliver undersøgt, og for at kræve loyalitet fra Comeys side. Comey nægtede at udtrykke loyalitet over for præsident, men ”kun” over for forfatningen. Sådan skal det være. Men Trump var ikke loyal over for forfatningen. Han advarede også Comey mod at gå til pressen for at give sin version af, hvad de talte om, og han indikerede, at samtalen blev optaget. Med en sådan optræden trådte Trump på de demokratiske institutioner og den amerikanske forfatning. Det er slående, at 78 pct. af amerikanerne nu mener, at Ruslands-sagen skal kulegrave af en uafhængig undersøgelse.
Alvoren i fyringen af Comey skal også ses på baggrund af Trumps foragt for domstolene og pressen. Forfatningens fædre var stærkt optaget af pressens funktion. Trumps holdning til pressen og offentligheden blev demonstreret, da han mødtes med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov og den russiske ambassadør, Sergej Kislyak. Det skete dagen efter, at han fyrede Comey, fordi han undersøgte den russiske forbindelse, herunder samtalerne mellem ambassadør Kislyak og den tidligere sikkerhedsrådgiver for Trump, Michael Flynn.
Den seneste udvikling er, at Trump ifølge Washington Post afslørede tophemmelige informationer om Islamisk Stat over for Lavrov og Kislyak, hvorved en allieret efterretningskilde, Israel, kunne afsløres. Det blev øjeblikkeligt dementeret af Det hvide Hus, nemlig af udenrigsminister Rex Tillerson og af sikkerhedsrådgiveren H. R. McMaster, men dagen efter bekræftede Trump det og underminerede dermed sine nærmeste.
Dernæst afslørede New York Times, at Trump på mødet med Comey bad ham om at standse undersøgelsen af Flynn. Det er en uhørt indgriben over for politiets arbejde, og det viser, at der er noget fordækt omkring Trump og den russiske forbindelse. Det hele forværres af, at Trump har afsløret den israelske efterretningskilde over for Rusland, der kan lade informationen gå videre til Ruslands allierede, Iran, der som bekendt er Israels hovedfjende. Ingen roman kan have et bedre plot.
I den amerikanske Kongressen er der oprørsstemning, endog hos republikanerne. Den republikanske formand for Senatets udenrigsudvalg, Bob Corker, sagde, at ”Det hvide Hus nu må gøre noget for at bringe sig selv under kontrol.”
En anerkendt amerikanske professor i international politik, David Rothkopf, der er direktør for Foreign Policy Group, har rettet en kraftig kritik mod Trump, som han beskylder for at omdanne USA til en banan-republik – med alle tegn på en failing state. Det er det udtryk, USA bruger om sammenbrudte stater som Nordkorea og Afganistan. Trump er efter Rothkopf’s opfattelse en person, der ikke respekterer loven eller demokratiet. Regeringen er hørt op med at eksistere, og det begrunder ham med ansættelsen af Flynn trods advarsler, og fyringen af den fungerende justitsminister Sally Yates, der advarede ham om, at Flynn var en sikkerhedsrisiko. Sådan kan og må en præsident ikke optræde. ”I sidste ende må vort system og folk afvise Trump, der underminerer vores anseelse i verden,” skrev han.
Noget tilsvarende skrev chefen for den tyske, konservative og pro-amerikanske bladgruppe, Springer, Mathias Döpfner, i søndags i Die Welt: ”Watergate var harmløs. Det, der sker nu, er et statskup, der sker fra toppen.”
Trumps tilsidesættelse af forfatningens regler er sket så ofte og så systematisk, at det for mange amerikanske vælgere er blevet et hverdagsfænomen – nærmest som et daglig tv-show. Derfor er der mange, der ikke tager det alvorligt.
Én ting er amerikanernes reaktion. Noget andet er, hvad USA’s partnere gør. Den tyske kansler, Angela Merkel, tog afstand til den italienske regeringschef, Silvio Berlusconi, da han kastede Italien ud i en politisk krise, og hun har haft en køling holdning til præsident Vladimir Putin på grund af anneksionen af Krim og den militære indblanding i Østukraine.
Det er næppe tænkeligt, at Merkel eller andre europæiske ledere vil lægge synlig afstand til Trump. Men der kommer en reaktion. Den er allerede på vej, og den kan få langtrækkende virkninger. Det sker netop, mens der er ved at blive stabilitet i Europa, hvor de seneste valg viser, at populismen er på retur, og at ”de gamle” EU-lande er trukket i arbejdstøjet.
En ny optimisme strålede synligt ud af Merkel, da hun i mandags tog imod Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, i Berlin. De vil reforme EU. ”Vi må forandre os, når verden forandres,” sagde Merkel. De lægger op til en mental genoprustning med Frankrig og Tyskland som drivkraften, og de vil gøre eurozonen til kernen i EU. Landene udenfor, herunder Danmark, kommer endnu mere på en sidelinje. De vil tage de første skridt til et effektivt samarbejde om forsvar og sikkerhedspolitik, bl.a. ved for første gang at bruge EU-midler på at investere i udviklingen af fremtidens militær, f.eks. cyberwar-teknologi. Briterne har vendt sig mod bestræbelserne af frygt for, at det vil svække NATO.
Tyskland og Frankrig er ikke på vej ud af NATO, men det er tydeligt, at begge lande vil have et mere selvstændigt EU, også forsvarspolitisk. De vil reducere deres afhængighed af USA. Det udtrykkes ikke massivt, men når der kommer udtalelser i den retning, især fra tysk side, f.eks. fra udenrigsminister Sigmar Gabriel, er det toner, som resten af EU og USA bør registrere.
Er der nogen, der i denne tid graver en grøft mellem USA og Europa, er det Donald Trump, selv om han i de kommende dage besøger EU og NATO og forsøger at gyde olie på vandene. Men Tyskland og Frankrig gør sig parate til at leve med den nye realitet.