Trump-Merkel150317
Trump møder realiterne
med kansler Merkel
Det første egentlige arbejdsmøde for præsident Donald Trump er med den tyske kansler. Bag den venlige overflade bliver kortene lagt på bordet: Hvis Trump vil føre handelskrig, får han massiv modstand fra Tyskland og EU, der allerede forbereder sig. Når Angela Merkel hilser på Trump, vil hun have erfaringen fra Vladimir Putin i baghovedet. Hun står midt mellem to uberegnelige ledere. Er det et tegn på en permanent svækkelse af Vesten?
15-03-2017
Hugo Gaarden
For første gang som præsident møder Donald Trump de barske udenrigspolitiske realiteter, når han mødes med den tyske kansler, Angela Merkel. Mødet er blevet udskudt et par dage på grund af snestorm – himmerbetændt rajfog, som vendelboere udtrykker det – og det er næsten helt symbolsk for relationen mellem Trump og Merkel.
Merkel har ikke ønsket at komme løbende som den japanske og britiske premierminister. Hun hilste ovenikøbet hans valgsejr med kølighed. Hun sagde, at hun ønsker et samarbejde med ham, hvis det baseres på de vestlige værdier som demokrati, respekt for loven og menneskets værdighed. Den slags formaninger er uhørte blandt vestlige ledere.
Det var også uhørt, hvad Trump under valgkampen sagde om Merkel: At hendes flygtningepolitik var ”sindssyg” og en ”katastrofe”, der ”ruinerer Tyskland”.
Der kommer ikke knubbede ord efter mødet i Det hvide Hus, men realiteterne bliver benhårde lagt frem på to områder: handelspolitik og forholdet til Putin. Det skyldes, at Merkel og tyskerne generelt er dødtrætte af falske påstande fra Trumps side. Nu skal kendsgerningerne på bordet – uanset om det ender med de konfrontationer, som Tyskland og EU allerede i det stille forbereder sig på.
Trump mener, at andre landes store eksportoverskud over for USA er unfair. Han har lovet vælgerne en straftold på import af f.eks. tyske biler, fordi Tyskland har et stort handelsoverskud på 50 milliarder dollar. Han får nu svar på tiltale. For det første vil Merkel på en pæn måde fortælle ham, at den høje tyske eksport skyldes den høje tyske kvalitet, og at det endog opvejer de høje tyske lønninger i industrien på i snit 280 kr. i timen mod de amerikanske lønninger på 190 kr. Amerikansk industri er ganske enkelt ikke konkurrencedygtig. Hun vil også afvise argumentet om, at Tyskland ”bruger” euroen som en undervurderet valuta. Tyskland kan ikke diktere Den europæiske Centralbanks valutapolitik.
Merkel har følgeskab af to industriledere fra Siemens og BMW, der kan fortælle Trump, at Siemens har over 100 fabrikker i USA, at BMW eksporterer flere biler fra sine amerikanske fabrikker end fra Tyskland til USA, og at der i alt er ca. 700.000 arbejdspladser på tyske virksomheder i USA. En tredjedel af de tyske investeringer går til USA. Så hvad er det reelle problem?
Der er noget, der hedder fri konkurrence, og det hænder jo, at det er de bedste, der vinder over de dårligste. USA har i efterkrigstiden været vant til en førerposition på alle områder, men i de seneste par årtier har japanske, kinesiske og tyske virksomheder udkonkurreret mange amerikanske, ligesom det i høj grad er amerikanske virksomheder, der har flyttet produktionen til Kina.
Kendsgerninger tæller ikke særlig meget hos Trump, så han har udpeget økonomen og Kina-modstanderen Peter Navarro til at forberede handelspolitiske modtræk mod Kina og Tyskland, men Navarro er kommet med så grove påstande, at det ifølge Financial Times har ført til en magtkamp i Det hvide Hus, hvor mere moderate økonomer og rådgivere forsøger at undgå en handelskrig.
Tyskland forbereder sig dog i det stille på en barsk tid, og den udenrigspolitiske ordfører i CDU, Norbert Röttgen, siger, at en amerikansk tilbagetrækning fra internationale aftaler vil føre til en kinesisk offensiv. Halvdelen af verdens befolkning befinder sig i Asien, hvor et planlagt frihandelsområde, som omfatter bl.a. Kina og Indien, kan blive afløseren for den Stillehavs-aftale, TPP, som USA står bag, men som Trump vil skrotte.
Også EU er ved at intensivere handelsaftaler med Asien og Sydamerika i tilfælde af, at USA vil føre handelskrig.
Forholdet til Putin ventes at blive et andet hovedpunkt på mødet mellem de to personer, der psykisk virker så forskellige som nogen. Trump er ifølge Det hvide Hus interesseret i at høre Merkels vurdering af Putin. Hvis han har tålmodighed til at høre efter, vil det blive en dramatisk beretning. Merkel kender Putin gennem mange år. Merkel voksede op i et DDR, hvor Putin i en periode var KGB-agent, indtil Murens fald. Merkel forstår russerne og deres frygt for, at NATO bevæger sig østpå, men hun har også oplevet Putin som en person, der skruppelløst bruger magt, og som hun ikke kan stole på. Derfor holder hun fast i sanktionerne på grund af Ruslands overtagelse af Krim. Derfor er hun bange for, at Trump ”blander sig” i den europæisk-russiske forhandlingsproces om Ukraine og Krim.
Merkel har lært at omgås autoritære ledere som Putin og Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, og hun greb reelt magten i CDU efter Helmut Kohl. Hun kan magtspillets håndværk, og hun betragtes af mange som den eneste leder, der kan optræde på Vestens vegne. Hun er den eneste vestlige leder med politisk og økonomisk tyngde, der bakker op om årtiers bestræbelser på at sikre en sammenhæng i Vesten og i Europa, mens næsten alt er ved at krakelere omkring hende. Det viser, hvor sårbar den vestlige verden er blevet, herunder med Brexit og måske med den endelige opløsning af Storbritannien, hvis skotterne vælger at blive selvstændige.
Derfor er hendes møde med Trump af langt større betydning end et møde mellem to regeringschefer. Udfaldet får betydning for, hvordan den vestlige verden vil organisere sig og reagere over for den øvrige verden, hvor Kinas præsident, Xi Jinping, paradoksalt nok er blevet den største fortaler for international frihandel og internationale institutioner som grundlaget for nationers optræden.
Merkel er allerede ved at lægge stenene til en ny europæisk struktur, og det ventes hun at konkretisere på 60 års dagen for EU’s grundlæggelse sidst i marts. Hun lægger op til en løsere struktur i EU, dvs. med et EU i flere hastigheder, og det bliver med en stærk kerne omkring Tyskland, primært eurogruppen.
Vil vi dermed se et mindre sammenknyttet EU og Vesten? Hvad bliver konsekvensen på langt sig? Opstår der vakuum, som andre udnytter? Eller kan løsere vestlige strukturer blive starten på mere globale samarbejdskonstruktioner?
De spørgsmål er der stort set ingen eksperter, som har svar på, og spørgsmålene bliver dårligt nok stillede. Men de ser ud på at blive den største udfordring, som vores del af verden står over for. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagde for nylig, at vi er havnet i en efter-vestlig verden. Det blev selvfølgelig sagt med en besk stemme, men han har en pointe. Er der nogen, der forstår at udnytte den situation, er det Putin - og Xi.
Merkel er roligheden og pragmatismen selv. Den egenskab er der behov for, hvis Vesten skal afvikle sin rolle som verdens dominerende faktor på en lempelig måde. Men der er lige så meget brug for en Merkel, der tør møde mere eller mindre autoritære ledere uden at ryste på hånden.