Trump-modoffensiv220217 (klik)

Handlekraftig Trump

har vist sine svagheder

 

Næppe nogen amerikansk præsident har lagt så voldsomt og så hurtigt ud med beslutninger og forandringer som Donald Trump, og næppe nogen er så hurtigt løbet ind i selvforskyldte vanskeligheder. Trump har samtidig afsløret sine svagheder, og ikke mindst Tyskland begynder nu med en modoffensiv for at kunne klare sig selv over for et usikkert USA

 

22.03.2017

Hugo Gaarden

 

Den dårlige nyhed er, at Trumps kamp mod det amerikanske juriske-politiske system fortsætter med fuld styrke, f.eks. med sin modvilje mod at acceptere domstolenes afgørelser. Den gode nyhed er, at den amerikanske præsident har vist en overraskende svaghed over for sin stærkeste modpart, nemlig Kina. Det indikerer, at Europa kan få indflydelse på Trump, hvis Europa formår at vise styrke.

  EU tager tilløb til det, men det er især i Tyskland, at et modangreb over for et usikkert og uberegneligt trumpistisk USA bliver diskuteret og forberedt. Det kan føre til stærkere europæisk handlekraft, end vi har set siden etableringen af Det indre Marked og euroen.

  Først den dårlige nyhed. Donald Trump ville fjerne ”sumpen i Washington”, og han har vitterligt vist, at han ville forandre USA. Men det sker på en næsten helt anarkistisk facon, og amerikanske medier beretter om kaotiske forhold i den kun 3-4 uger nye regering – eller administration, som det hedder i USA. Men linjen er klar: Trump vil gennemføre fundamentale forandringer.

  De seneste dage har sagen om den nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, præget nyhedsbilledet, efter at Washington Post afslørede, at Flynn havde talt med den russiske ambassadør, inden Trump tiltrådte. Talte de om sanktioner og Krim? Der hersker usikkerhed om, hvad Trump vidste, men Trump forsøgte at holde på Flynn og ville til sidst ikke fyre ham. Vicepræsident Mike Pence og andre af de nærmeste omkring Trump pressede imidlertid Flynn til at trække sig.

  Sagen kan få et alvorligt og langstrakt efterspil, for medierne og demokraterne vil grave i de forbindelser, som Trump og hans nærmeste har haft med Rusland, også under valgkampen. Selv om Trump fik et nederlag, så ændrer det ikke ved hans forsøg på at bryde med normerne i amerikansk politik – også i styringen af sikkerhedspolitikken.

  Det sidst blev demonstreret, da Nordkorea affyrede et missil i retning mod Japan, mens Japans regeringschef, Shinzo Abe, besøgte Trump. De fik nyheden, mens de spiste middag på Trumps golfcenter i Florida, og i fuld offentlighed sad de og formulerede en twitter-reaktion ved det runde bord. Nordkorea har flere gange vist en imponerende evne til at skabe opmærksomhed på de rette tidspunkter, og missil-affyringen var en udramatisk, men perfekt provokation. Men det er aldrig før sket, at en amerikansk præsident tager stilling til et sikkerhedspolitisk spørgsmål på den måde.

  Det mest vidtrækkende indgreb mod det demokratiske og juridiske system var Trumps kontinuerlige kritik af domstolenes håndtering af hans forsøg på at standse indvandringen fra syv muslimske lande. Han ville heller ikke acceptere appel-domstolens opbakning til lokale domstoles afvisning af Trumps indrejseforbud – udsted som et dekret – og har tilmed kaldt appel-rettens afgørelse for politisk.

  Det ser ikke ud til, at Trump tør gå videre til Højestret. Det vil være et forsmædeligt nederlag for ham, hvis Højesteret afviser hans forbud – efter at han selv har udpeget et nyt medlem i Højesteret, Neil Gorsuch. Efter Trumps kritik af domsolene, sagde Gorsuch til nogle kongresmedlemmer, der skal godkende ham som højesteretsdommer, at han blev ”modløs”, da han hørte Trumps kritik, som han fandt ”demoraliserende.”

  På en efterhånden typisk facon for Trump-regeringen forsøgte pressetalsmanden, Sean Spicer, at tolke Gorsuchs udtalelser: ”Dommeren kommenterede ikke specifikke sager.” Han udtalte sig generelt om angreb på domstolene, sagde Spicer.

  Det er endnu et udtryk for, at Trump-folkene vender og drejer alle kendsgerninger til ukendelighed. Det er i den sammenhæng interessant at se, hvor meget tyske politikere, eksperter og medier går op i Trump-regeringens brug af ”alternative kendsgerning.” Tyskerne husker Goebbels nazi-propaganda fra 30’erne og gruer for en gentagelse.

  Trump vandt ved at tale den lille mands og kvindes sag. De skulle have deres jobs tilbage. Men han talte aldrig om, at de skulle have en bedre indtjening. Middelklassen har stået i stampe i to årtier, og efter finanskrisen er uligheden vokset endnu mere. Trump har hyret to topfolk fra banken Goldman Sachs til at stå for finans- og skattepolitikken samt for reguleringer af finanssektoren. Trump har lagt op til en fjernelse af de reguleringer, der skulle hindre nye finanskriser, ligesom han har lagt op til dramatiske skattereduktioner for erhvervslivet. Den brede masse, der valgte ham, har ikke mange chancer for at få en bedre tilværelse.

  Dernæst den gode nyhed. I udenrigspolitikken har Trump lavet en kursændring, der er mærkbar. Han har tidligere udtalt sig kritisk om Kina og har indikeret, at han ikke vil respektere den hidtidige amerikanske anerkendelse af Ét-Kina-politikken, dvs. at Taiwan hører til Kina. For nylig havde han sin første telefonsamtale med Kinas præsident, Xi Jinping, hvor han anerkendte Ét-Kina. Det var et ufravigeligt krav fra kinesisk side for at få normale relationer med Trump.

  Det viser, at udlandet må stå stærkt over for Trump, hvis man vil have indflydelse. Det er slående, at så mange moderate, konservative tyske politikere og diplomater nu går ind for, at Tyskland og Europa skal gøre sig stærk over for USA. En af de kommende stærke personer i CDU, vicefinansminister Jens Spahn, der er finansminister Wolfgang Schäubles fortrolige, sagde i denne uge til BBC (Hardtalk), at EU-landene ”skal blive voksne og lære at stå på egne fødder, for vi er ikke en stærk og sammenhængen union, f.eks. ikke på forsvarsområdet.”

  Den højt respekterede diplomat og formand for den årlige sikkerhedskonference i München, Wolfgang Ischinger, sagde for nylig i en tv-debat: ”Trump vil forandre systemet. Vi vil opleve store overraskelser. Det er nu op til europæerne at definere vores egne interesser. Det er på sigt uholdbart, at 500 millioner europæere er afhængig af USA.”

  Vicekommissær i EU, Jyrki Katainen sagde for nylig til Financial Times, at EU's bestræbelser på at styrke positionen i resten af verden ”er blevet forstærket af den nylige politiske usikkerhed.” Han tilføjede, at EU's partnere har behov for at få et klart signal om, at det ikke er hele verden, der søger hen mod protektionisme.

  Efter valget af Trump sagde den daværende tyske erhvervsminister, Sigmar Gabriel, der i dag er udenrigsminister: ”Europa og Tyskland har behov for en strategi, der rettes mod Asien og Kina.”

  Disse udtalelser bør studeres lige så meget i USA som i resten af Europa, for nu er det ikke bare USA, der bevæger sig, men også Tyskland og EU. Det kan føre til et stærkere EU – eller til at de stærkeste lande rykker tættere sammen. En ny kurs er ved at blive sat.

  Vækstlandene med Kina i spidsen står for 62 pct. af verdens økonomi. Disse lande samt eurozonen står for 75 pct. Kina og Tyskland er verdens stærkeste eksportnationer.

  Tallene taler for sig selv.