Kr-JP-260226

Danmark skal være atommagt

 

Krigen i Ukraine er endt i stilstand og terror. Med Grønland er Danmark kommet ind i geopolitikken. Over halvdelen af danskerne ønsker en europæisk atomafskrækkelse.

 

28. feb. 2026 

Hugo Gaarden

 

Da en række europæiske regeringschefer var i Kyiv for nylig i forbindelse med fireårsdagen for Ruslands invasion, var de vidne til, hvad den europæiske og amerikanske eftergivenhed i 2022 har medført: Frontlinjen står stille, men titusinder af ukrainere og russere slås ihjel og bliver lemlæstet hver eneste måned, mens Rusland fører terrorkrig mod civilbefolkningen.

 

  Skal det fortsætte i flere år? Den amerikanske præsident, Donald Trump, har ikke vist evne til at standse krigen. Tværtimod bakker han op bag præsident Vladimir Putin, både mod Ukraine og Europa.

 

  Den tyske kansler, Friedrich Merz, siger, at tre personer kan afslutte krigen: Trump, Putin og den kinesiske præsident, Xi Jinping. Han glemmer at nævne hele striben af ledere: ham selv, Emmanuel Macron, Keir Starmer, Mette Frederiksen og resten af EU-lederne og et par stykker ekstra. De repræsenterer verdens største samling af stater og den største handelsgruppe. De kunne optræde som én magt, hvis de ville. Hvorfor har de ikke et ansvar?

 

  Vi er tilbage ved udgangspunktet fra krigens start: atomvåben. Frygten for, at Putin ville bruge atomvåben, fik de daværende ledere Joe Biden og Olaf Scholz til at advare alle mod ikke at provokere den mand, der provokerede ved at invadere Ukraine. Ikke én slog til lyd for at deltage direkte med egne soldater i Ukraines krig mod Rusland.

 

  Krigen har ifølge flere kilder kostet over 100.000 ukrainere livet med op imod en halv million sårede og enorme økonomiske skader. Op imod to millioner ukrainere og russere er blevet såret og dræbt.

 

  Hele den vestlige verden troede, at Ukraine ville falde, men ukrainerne stod fast og drev russerne tilbage til den nuværende frontlinje.

 

  Den udvikling kunne vi have undgået, hvis europæerne og amerikanerne turde træde ind i krigen, ja, hvis de bare havde truet med det. Europæerne kunne måske på egen hånd have klaret opgaven. Men våbenstøtten kom gradvist og meget forsigtigt. Selv ikke i dag, hvor Zelenskyj beder om det, sender europæerne ikke de mest avancerede og farligste våben.

 

  I stedet brugte europæerne politiske kræfter og penge på at lave sanktioner, som ikke knækkede Rusland. Vi holdt os væk fra krigen og betalte aflad. Putin har afsløret vores hjælpeløshed og frygt. Han har formået at ændre den europæiske sikkerhedsorden. Værre blev det, da Trump skabte tvivl om atomgarantien og Natos paragraf 5-garanti.

 

  De europæiske og amerikanske ledere lukkede sig ikke inde i et lokale, indtil de fandt ud af, hvordan de skulle håndtere krigen og atomtruslen. De reagerede ikke som John F. Kennedy, der under Cubakrisen i 1962 samlede alle militære og politiske beslutningstagere på et lukket møde for at finde en reaktion på opstillingen af russiske atomraketter på Cuba.

 

  På 13 dage fandt de en fredelig løsning sammen med russerne. Begge parter sloges indbyrdes om krig eller diplomati, men i atomvåbnenes skygge lykkedes det for Kennedy og Nikita Khrusjtjov at erkende, at atomvåbnene vitterligt var en trussel mod livets eksistens og dermed en afskrækkelse.

 

  De ville ikke bruge dem. De skulle være en ren afskrækkelse i tilfælde af et ødelæggende angreb. De trådte begge et skridt tilbage fra brugen af atomvåben. Det blev et skridt i retning af en afspænding, som mere eller mindre prægede resten af Den Kolde Krig. Indtil 2022. Da glemte Vesten, hvad afskrækkelse – og afspænding – er. Vesten lod sig ydmyge.

 

  Læren af Putins krig er, at der skal være en selvstændig europæisk afskrækkelse, både konventionel og atomar. Der er betydelig uenighed om, hvordan det skal gennemføres. En frisk meningsmåling fra tænketanken ECFR viser, at danskerne hører til de stærkeste tilhængere af en ny europæisk atomafskrækkelse, der ikke er afhængig af USA, over 50 pct. svarer ja til det.

 

  Nogle mener, at der skal bygges enorme forsvarsanlæg mod Rusland, mens andre mener, at der skal satses på et teknologisk forsvar, også i rummet. Europæerne er uenige om et fælles forsvar med en fælles produktion, og der hersker stor tvivl om etablering af et fælles atomvåben eller af flere nationale atomstyrker i Tyskland, Polen eller de skandinaviske lande.

 

  Men det vigtigste er, at europæerne udvikler en sikkerhedspolitisk tænkning, altså en strategi for et fælles forsvar og en fælles atompolitik, der er uafhængig af USA.

Trumps ubegribelige ydmygelse for et år siden af den eneste krigsleder, vi har set i efterkrigstiden, nemlig Volodymyr Zelenskyj, viser, at Europa ikke kan have tillid til Trump som sikkerhedsgarant.

 

  Hvordan kan europæerne have tillid til en præsident, der skriger i hovedet på Zelenskyj, at han risikerer at kaste verden ud i en tredje verdenskrig, når han forsvarer sit eget land mod en diktators invasion, og når det er Trump selv, der i ufattelig uvidenhed og ryggesløse handlinger bringer verden på randen af en katastrofe?

 

  Europæerne må derfor udvikle deres egen sikkerhedsgaranti. Den skal ikke kun omfatte EU-lande, og den skal ikke kun omfatte europæiske lande. Canada vil være selvskreven i kraft af premierminister Mark Carneys stærke appel til ligesindede, mellemstore og små lande om at gå sammen for at undgå afhængighed af supermagterne. Også asiatiske lande kan blive involveret.

 

  Det er nytænkning af dimensioner. Det kan blive det mest afgørende i dette århundrede.

To amerikanske sikkerhedspolitiske forskere, der har arbejdet i USA’s nationale sikkerhedsråd, Rebecca Lissner og John Kawika Warden, har i Foreign Affairs skrevet om behovet for en ny (amerikansk) strategi for krigsførelse i en tid, hvor en krig kan omfatte en eller flere atommagter. De mener, at det er nødvendigt for supermagterne at udvikle en strategi om en begrænset krig, når atommagter er involveret. Ellers truer katastrofen. De mener, at USA ikke kan føre en begrænset krig alene, men må have allierede med for at få en bedre styring af en krigseskalering.

 

  En begrænset krig er selvsagt bedre end en total krig. Men de to forskeres forslag udtrykker en ekstrem farlig tankegang. Alle mindre og små lande kan komme til at betale en frygtelig pris i supermagternes spil.

 

  Er vi virkelig på vej mod nye former for krige, hvor det skal være naturligt at føre krig selv blandt atommagter?

 

  Det er slående, at de to små atommagter Indien og Pakistan har forstået at trække følehornene til sig, når der er en kontrovers mellem dem, som det skete sidste år. De nedtrappede begge konflikten, som fik meget få tab og skader. Til sammenligning er det en ynk at se de ”gamle” atommagter Rusland og USA.

 

 Rusland bruger atomvåbnene som en trussel, fordi USA ikke har ledere, der forstår at håndtere afskrækkelsen og afspændingen.

 

  Nu er det Europa, der må lære af andres fejltagelser og forstandige håndteringer af atomvåbnene. Derfor er det nødvendigt, at de villige lande i og uden for Europa danner deres egen afskrækkelse og en konventionel kampevne for at standse enhver form for krig i dens opløb – dét, vi ikke turde i 2022.

 

  Danmark må blive en aktiv deltager i udformningen af en europæisk atommagt, ikke mindst fordi Trumps forsøg på at overtage Grønland har bragt Danmark ind på den geopolitiske scene.

 

  Danmark har brug for en atomar afskrækkelse, som vi selv er med til at udvikle og effektuere, hvis katastrofen lurer. Vi må selv tage et medansvar. Det må være slut med at ligge i læ af andre, som alligevel ikke er troværdige.