Svigt190226

Europa svigter Ukraine

De europæiske lande er passive over for Putins og Trumps pression mod Zelenskij. De har ikke engang taget skridt til at sikre Europa med deres egen atom-afskrækkelse

19. 02. 2026

Hugo Gaarden

Ukraine udsættes for et uhørt pres fra russisk og amerikansk side, og Europa bidrager ved en passivitet, der blev synlig under det nylige møde på sikkerhedskonferencen i München.

Nu begynder det at stå klart for alle, hvor katastrofalt det kommende præsidentvalg og en folkeafstemning om en fredsaftale bliver for Ukraine. Europæerne tøver med at komme med garantier, der sikrer Ukraines eksistens, og enhver tale om en selvstændig, europæisk atom-afskrækkelse er sendt ud i en uvis fremtid.

Præsident Volodimir Zelenskyj har til den amerikanske nyhedsplatform Axios sagt, at præsident Donald Trump lægger et ”unfair pres” på ham ved at kræve ukrainske indrømmelser, men ikke russiske. Putin kræver, at Ukraine skal afstå den del af Donbas, som han ikke allerede har erobret.

Hér bor der 200.000 mennesker. Zelenskij vil ikke efterlade dem. ”Folket vil aldrig tilgive mig, hvis det sker, og folket vil ikke tilgive USA,” siger han til Axios. Efter hans opfattelse, skal en våbenhvile følge den nuværende frontlinje, som har ekstremt stærke forsvarsværker. Sker det ikke, er vejen banet for et angreb på Kiev.

Dermed står det klart, hvad præsidentvalget og folkeafstemningen handler om: Det er ikke et lille område på størrelse med Nordsjælland, men Putin vil forsøge på at få ukrainerne til at vælte Zelenskyj og dermed skabe politisk kaos. Trump bakker op og truer med at trække enhver sikkerhed for Ukraine tilbage, hvis Zelenskyj ikke går med til et valg, en afstemning og en afståelse af hele Donbas.

Valget og afstemningen er en parodi. Det er diktatoren i Kreml, der kræver det. De europæiske regeringer tier og medierne er ikke optaget af det. Europæerne, især tyskerne, har tidligere lagt stor vægt på solide aftaler, hvor Ukraine får ret til en senere forhandling for at få den erobrede del tilbage – fire provinser og Krim. Men de krav synes nu opgivet.

Europæerne har tidligere forsøgt at få indflydelse på forhandlingerne. En dybt frustreret Zelenskyj sagde i sin tale i München, at ”vi prøvede at få europæerne involveret i forhandlingerne. Europa er ikke til stede. Det er en fejl.” Europæerne har ikke insisteret på at være med til de forhandlinger, der handler om et europæisk land.

Han spurgte i talen, hvad der blev gjort for at forebygge invasionen for fire år siden. Hvis alle var opmærksomme på truslen, havde vi ikke haft krigen, sagde han. ”Putin skulle have været standset.” Det var en slet skjult kritik, og den blev stort set overhørt i München. I 2022 gik der uger og måneder, før der kom en effektiv militær hjælp, og der kommer stadig ikke dét, Ukraine beder om. Putin har bidt sig fast. Ukraine er stadig usikker på, om der bliver troværdige sikkerhedsgarantier og en værdig fred.

Fremtiden ser ikke mere lys ud efter sikkerhedskonferencen, snarere tværtimod. Alle åndede lettet op over udenrigsminister Marco Rubios tale, fordi han ikke var aggressiv, men talte pænt om de vestlige værdier. Men han genskabte ikke tilliden. Forinden sagde den tyske kansler, Friedrich Merz, at Trumps værdier udtrykt i Make America Great Again ”ikke er vores.” Der er en transatlantisk kløft.

Merz talte om et stærkere forsvar og om fortrolige samtaler med Frankrig om en atomafskrækkelse i Europa. Han talte endog om, at EU-traktaten har sin egen garanti for Europa, artikel 42.7, der svarer til NATOs garanti med paragraf 5. Det har man aldrig tidligere talt om i EU. ”Nu må vi finde ud af, hvordan vi kan organisere det på EU-niveau, ikke som erstatning for NATO, men som en stærk søjle i alliancen.” Det skrev Merz i en artikel i Foreign Affairs, og den var baggrunden for talen.

Men Merz var immervæk vankelmodig. Han kom ikke med klare bud på, hvad europæerne skal gøre. Kun den franske præsident, Emmanuel Macron, vil gøre Europa til en ”power”. Alle andre taler om ”et mere selvstændigt” og ikke om et ”selvstændigt” Europa.

Alligevel er der for første gang en offentlig debat i Tyskland om atomvåben – fordi der er tvivl om USA´s såkaldte atomparaply. Selv i Skandinavien diskuteres det officielt, om Skandinavien skal have sit eget våbenvåben. Tyske politikere og eksperter tager dog afstand fra et selvstændigt tysk atomvåben – her og nu - og der er endog skepsis over for at lade Tyskland deltage i et fælles europæisk atomvåben, dels fordi Tyskland traktatmæssigt afstår fra at have atomvåben, dels fordi Tyskland frygter at blive betragtet som en ny, truende militærmagt. Endelig er mange tyskere bange for at miste den amerikanske atomgaranti.

Ikke desto mindre er diskussionen om atomvåben kommet på bordet, og de to atommagter Frankrig og Storbritannien drøfter, hvordan de kan arbejde sammen for at styrke afskrækkelsen, også i et samarbejde med andre europæiske lande. Franske atomeksperter som regeringsrådgiveren Bruno Tertrais siger, at Frankrig gerne vil udvikle en fælles europæisk atomafskrækkelse, men at Frankrig aldrig vil lade andre få indflydelse på brugen af sine atomvåben. Der er altså ingen atomgaranti på tegnebrædtet.

Den tyske atomekspert, Christian Mölling, siger, at tyskerne og europæerne først og fremmest må udvikle en afskrækkelse, der bygger på en kombination af konventionelle styrker, højteknologi, folkelig opbakning og de franske og tyske atomvåben, så en modstander skal være sikker på, at et angreb på Europa har ubærlige omkostninger. Der skal altså være en klar politisk strategi, og den er ikke udviklet.

Dermed har europæerne ikke fået svar det altafgørende spørgsmål, som Zelenskyj rejste: Hvorfor blev Putins invasion ikke afværget eller standset i starten? Både USA og Europa lod sig skræmme af Putins atomtrusler. Men hvis truslen om at bruge atomvåben kan få en stormagt som EU er til at bøje sig, selv når USA er garant, er der noget ravruskende galt med sikkerhedspolitikken og viljen til at forsvare sig.

Merz og mødedeltagerne i München viste, at Europa ikke har fundet svaret på, hvordan de kan tage vare på sig selv. Men det er første gang, at landene i det europæiske fællesskab forsøger at optræde som en stormagt i det globale samfund – denne gang i en synlig modstand mod både USA og Rusland.