Skæbnetime-160226

Ukraines og Europas skæbnetime

Putin har vundet krigen og slaget om Europa. Zelenskyj er presset til at holde et valg i maj. Europa må alene sikre Ukraines eksistens.

16.02.2026

Hugo Gaarden

Så fik Trump og Putin krammet på Zelenskyj. Den ukrainske præsident har bøjet sig for et langvarigt pres fra Donald Trump og Vladimir Putin og er gået med til at holde et kombineret præsidentvalg og en folkeafstemning om en fredsaftale midt under krigen.

Financial Times bragte nyheden i sidste uge, og Zelenskij har bekræftet valget, som han altid har været imod, nemlig midt under krigen. Men han siger, at det kun vil ske, hvis der forinden er lavet sikkerhedsgarantier og en våbenhvile. Ifølge FT gav Trumps forhandlere et ultimatum til Zelenskyj: Hvis han ikke gik med til valget og afstemningen, vil Ukraine ikke få amerikanske sikkerhedsgarantier.

Men er de noget værd? Den 26. december skrev jeg i en kronik i Jyllands-Posten, at Putin i løbet af få måneder kan demonstrere sit mesterværk som tidligere KGB-agent, nemlig ved at få gennemført et valg i Ukraine. Det vil skabe politisk kaos, så han dermed kan vinde krigen både politisk og militært. Han kan få ukrainerne til at fjerne Zelenskyj, der står meget dårligt i meningsmålingerne. Han har under hele krigen haft som mål at fjerne Zelenskyj for at få et føjeligt styre. Også Trump ønsker at fjerne Zelenskyj. Det viste han i februar sidste år under et pinligt møde i Det hvide Hus.

Borgmesteren i Kiev, Vitalij Klitschko, sagde til FT, at ”valg under krigen kan ødelægge landet indefra, og det er Ruslands mål.” Det er uklart, om millioner af ukrainere i udlandet og alle soldater kan deltage. Hvad skal der stemmes om? Hvad sker der, hvis der ikke er flertal for en fredsaftale? Vil en afstemning blive respekteret? Putin har gang på gang brudt aftaler, og Trump vil ikke respektere et demokratisk valg i USA, hvis han taber.

Putin kan bruge et kaos for at tvinge sin egen aftale igennem sammen med Trump, og han kan før eller efter valget og afstemningen forsøge at erobre den sydlige del af Ukraine og skyde havnebyen Odessa i sænk, som han tidligere gjorde med Mariupol. Det vil lægge en løkke om halsen på Ukraine. Putins mål har ikke været at erobre Ukraine, men at sikre dominans. Den tidligere chef for det britiske efterretningsvæsen, MI6, Richard Moore, sagde for nylig, at Putin ikke er interesseret i territorier, men i dominans.

Europa har ikke været involveret i forhandlingerne, men får måske lov til at deltage i en amerikansk-defineret sikkerhedsgaranti. Den vil med sikkerhed være tandløs, for Putin vil ikke have NATO-styrker i Ukraine, heller ikke som fredsgaranter, der skal kunne gribe ind, hvis russerne bryder en fredsaftale. På sikkerhedskonferencen i München i weekenden beklagede Zelenskij, at europæerne ikke er med i forhandlingerne. Sikkerhedsaftaler og styrker, der kan hindre et nyt russisk angreb, er helt afgørende for Ukraine.

Valget og afstemningen bliver dermed et nederlag for Europa, som ikke har evnet at forsvare den europæiske sikkerhedsorden – nemlig grænserne og suveræniteten. Er Koalitionen af Villige lagt i mølposen? Flere europæiske lande sendte for nylig en håndfuld soldater til Grønland for at sende et politisk signal til Trump, men koalitionen har ikke sendt undsætningsstyrker til Ukraine.

To ukrainske sikkerhedspolitiske eksperter, Tetiana Kyselova og Yuna Potomkina, skrev sidste år i Foreign Affairs, at Ukraine ender som en tragedie, hvis man laver samme fejl som med Minsk-aftalerne for godt ti år siden mellem Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig. Der var ikke enighed om, hvordan de skulle realiseres, og der var ikke stærke sikkerhedsgarantier. Denne gang må Europa spille en stor rolle under forhandlingerne med krav om en fælles militær fredsinspektion, ellers bliver en aftale en katastrofe, skriver de.

I den såkaldte Budapest-aftale i 1994 gik Ukraine med til at afstå sine atomvåben mod at få en sikkerhedsgaranti fra Rusland, Storbritannien og USA. ”Aftalen var ikke det papir værd, den var skrevet på,” skriver den tidligere tyske kansler, Angela Merkel, i sin bog ”Frihed.” Den tidligere stabschef for Zelenskyj, Andriy Yermak, kritiserede de juridiske smarte, men virkningsløse garantier i aftalen fra dengang og ville undgå en gentagelse. Han havde ingen tillid til Putin. Yermark blev for nylig fjernet. Det var næppe en tilfældighed.

Putin og Trump har gennem det seneste år stille og roligt trukket tæppet væk under Zelenskyj, mens de europæiske ledere har siddet foran Trump som artige skolebørn. De kunne i dag vise, hvad sikkerhedsgarantier betyder, nemlig ved at sende egne soldater med forsvarsudstyr til Ukraine for at standse Putins natlige terrorangreb mod civilbefolkningen og energi-installationerne. Putin har fordoblet drone- og missilangrebene siden genvalget af Trump. Det har Trump ikke kritiseret. Europæerne har rigeligt med luftforsvarsudstyr, men de tør ikke sende det til Ukraine i store mængder.

Der er ikke udviklet dét, der ligner en europæisk afskrækkelse, som kan bruges efter afslutningen på krigen og efter Putins erobring af 20 pct. af Ukraine. Men kommer den?

På Davos-mødet i januar sagde en synligt frustreret Zelenskyj: ”I stedet for at blive en ægte, global magt, er Europa stadig et smukt kaleidoskop af små og mellemstore magter. I stedet for at gå i spidsen i forsvaret af friheden, virker Europa fortabt og prøver at få den amerikanske præsident til at ændre sig. Men det gør han ikke.” I München i weekenden beklagede han så, at Europa ikke er direkte engageret i forhandlingerne om en fredsaftale. Han virkede som en meget alene mand.

Putin har allerede vundet krigen, og Trump vil hente enorme indtægter fra Ukraines og Ruslands undergrund. Det er åbenbart dét, Trumps forhandlere bruger mest tid på. Imens køber europæerne dyrt gas og olie i USA og Mellemøsten. Europæerne bliver efter alt at dømme ene om at genrejse Ukraine. Ifølge bladet Economist kan det koste langt over 2000 milliarder kr.

Det bliver afgørende, hvordan Europa vil sikre Ukraines eksistens. Bliver landet frit eller lydhørt over for Putin? EU-kommissionen vil ikke sætte en dato for Ukraines medlemskab. Ukraine bliver under alle omstændigheder svækket, og Putin har ændret de europæiske grænser – den røde linje, som Danmark og Grønland hæfter sig så meget ved over for Trumps overtagelsesforsøg.

Statsminister Mette Frederiksen har fået velfortjent anerkendelse ved at sætte den røde linje på landkortet. Men holdes den 100 pct., når der skal indgås en aftale hele Grønland eller små områder af Grønland? Vedrørende Ukraine har europæerne på forhånd accepteret, at en rød linje i Europa er brudt. Med et manipuleret valg og afstemning midt under krigen spiller europæerne andenviolin på deres eget kontinent.

Det er et meget dystert signal at sende til Grønland og Danmark. Europa har endnu ikke formået at træde op mod den rå magt. Det er europæisk eftergivenhed over for både Rusland og USA.