EU-Indien-2801
Europas første skridt mod uafhængighed
Europa løber hurtigt hen imod en multilateral verden, men der mangler en stærk struktur for et Ydre EU efter Det indre Marked, euroen og ECB
Jan 28, 2026
Der er på rekordtid sat turbo på udlandsrejserne for de politiske ledere, som præsident Donald Trump har hånet og skubbet til side den seneste tid. Nu begynder EU-landene og deres
allierede at reducere afhængigheden af USA ved at lave handelsaftaler og et stærkere samspil med andre lande over hele verden, især med Kina. Nu er der interesse for en de-kobling over for Trump og ikke over for Kina.
En multilateral verden er ved at få mere substans. Det får enorm betydning for alle virksomheder, for det kan genoplive globaliseringen, mens de europæiske lande og EU-kommissionen forsøger at styrke den europæiske konkurrenceevne, især med modspil over for Silicon Valley.
De konkrete skridt ses ved den handelsaftale, som EU har indgået med en række sydamerikanske lande, Mercosur. Så kom Canadas handelsaftale med Kina. Franske Macron har været på besøg hos Xi Jinping i Kina. EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har netop indgået en handelsaftale med indiske Narendra Modi. Britiske Keir Starmer er i Kina, og om kort tid tager tyske Friedrich Merz til Beijing.
Betydningen af hver aftale bliver offentligt skruet for højt i vejret. Men europæerne og deres allierede vil vise, at de kan selv. Aftalerne med Kina, Indien og Sydamerika omfatter halvdelen af verdens befolkning. Især vil aftaler med Kina få stærk økonomisk, teknologisk og politisk betydning. Samtlige aftaler går ud på at reducere eller fjerne tariffer og tekniske begrænsninger. Xi Jinping slår hele tiden på, at Kina ønsker en multilateral orden efter de hidtidige principper, som Europa går ind for – modsat Trump – og dermed bliver der taget skridt til et decideret alternativ til den USA-dominerede verden. Det er ikke set tidligere i så konkret et omfang.
Der kommer med sikkerhed modangreb fra Trump, der mener, at han har nogle specielle relationer til Kina, som han vil besøge i april. Han har allerede truet Canada med tariffer på 100 pct. på alle varer på grund af premierminister Mark Carneys nylige besøg hos Xi. Trump er især utilfreds med, at Carney på Davos-mødet slog til lyd for alliancer mellem små og mellemstore lande for at lave et modspil til supermagternes dominans, ligesom han kritiserede Trump for at bruge den økonomiske integration som et våben, der kan presse andre lande med tariffer og finansielle begrænsninger. Carney fik stående klapsalver fra de 1000 fremmødte erhvervsledere fra hele verden, mens de krummede tæer over Trumps udgydelser.
Ingen har så bastant som Carney taget afstand fra Trump, der ikke længere betragtes som leder af den frie verden. Over 70 pct. af tyskerne mener, at Trump er en fare for NATO-alliancen, og de har ingen tillid til ham.
Carney udtrykker europæernes opfattelser, og han har bedre end nogen anden udstukket rammerne for en ny verdensorden, som i virkeligheden er det bedste af den vestlige orden, men altså bredt ud til ligesindede i hele verden og med et åbent samarbejde med autoritære lande, der vil respektere internationale regler.
Desuden er Carney med i Koalitionen af Villige, som er etableret af de europæiske lande for at hjælpe Ukraine. Dermed udvides det europæiske samarbejde fra EU til Storbritannien og Norge samt til Canada og andre vestligt orienterede lande, og det er netop den koalition og NATO-strukturen, der kan bruges som kernen i et europæisk forsvar og en ny vestlig sikkerhedsalliance, der kan opstå om nogle år, hvis der sker et brud med USA.
NATOs generalsekretær, Mark Rutte, der bruger megen smiger over for Trump, siger, at Europa ikke kan klare sig uden USA, heller ikke for at få en fredsaftale med Ukraine. Men han står relativt alene med det synspunkt, fordi stadig flere erkender, at Europa har en langt større industriel, økonomisk og teknologisk base, end alle tror. Europæerne kan sagtens lave de avancerede elektroniske våben, som Ukrainer bruger mod Rusland. Europæerne skal blot skrue tempoet voldsomt i vejret med produktion og udvikling af de mest sofistikerede våben og overvågningssystemer – herunder med et fælles efterretningsvæsen.
De europæiske forsvarsudgifter var sidste år på 2800 milliarder kr. En meget stor del af pengene ryger til USA som våbenindkøb. Hvis en større del bliver i Europa, og hvis der lægges meget mere vægt på en omstilling fra klassiske våben til højteknologi og digitalisering, der også kan bruges både civilt og militært, vil Europa kunne få et betydeligt bedre forsvars, som kan afskrække Rusland. Oprettelsen af et europæisk atomvåben viser i en nøddeskal, at det kræver en politisk selvstændighed. Briterne kan ikke bruge sit atomvåben uden amerikanernes accept!
Det kræver, at Europa styrkes markant med det, man kan kalde Det ydre EU, som da EU etablerede Det indre Marked og euro-unionen med centralbanken ECB. Denne etablering skete i løbet af en kort årrække med den daværende kommissionsformand Jacques Delors som drivkraften. Oplægget til euro-unionen (ØMU´en) blev lavet af en af komité af EU’s centralbankchefer og økonomiske eksperter på bare et år fra 1988 til 1989. Oplægget fyldte kun 38 sammenhæftede sider!
Der er behov for at lave en tilsvarende komité eller to for at skabe grundlaget for en selvstændig europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik og for en økonomisk genoprustning for at få et erhvervsliv, der kan konkurrere med USA og Kina, og som kan skabe tætte forbindelser med resten af verden under frie markedsvilkår. Det må også omfatte forslag til at bruge euroen langt mere intenst i stedet for dollaren og for at skabe et system, så dollaren ikke kan bruges af USA som et sikkerhedspolitisk våben. På samme måde må der udvikles europæiske konkurrenter til de digitale selskaber fra Silicon Valley. USA må under en konflikt ikke kunne lukke for internettet.
Europa blev ændret gennemgribende i årene omkring 1990. Det er en gennemgribende forandring, der er behov for nu midt i 2020´erne om Europas selvstændighed og globale rolle. Europa må have modet og viljen til selv at udstikke en kurs fremfor bare at reagere på andres beslutninger, og Europa er begyndt ved at gå i en multipolar retning. Den ”lille klat is på en sten” blev en øjenåbner.