JP 050126
Kronik Jyllands-Posten, 5.1.2026
Danmark må droppe
USA´s sikkerhed
Efter Trumps angreb på Venezuela, bliver Danmark nødt til at satse 100 pct. på en europæisk sikkerhed for at kunne forsvare Grønland
Hugo Gaarden, journalist, Lübeck, forfatter af bogen ”Frit Europa”
Med Donald Trumps kanonbådsdiplomati i Venezuela og hans gentagne trusler om at overtage Grønland må tiden være inde til, at Danmark siger farvel og tak til USA´s sikkerhed. Danmark kan ikke nøjes med kritik af Trumps intentioner, men må bryde med centrale dele af USA´s sikkerhedsgaranti og melde sig 100 pct. ind i et europæisk forsvar og en europæisk sikkerhedspolitik, der også omfatter en fælles atomafskrækkelse.
Danmark må arbejde for et cyberforsvar, der er på niveau med USA og Kina – på jorden som i rummet. Europa må fra nu af kunne klare sig selv som en supermagt, helst i en alliance med ligesindede som Storbritannien, Canada, Australien, Japan, Sydkorea og Tyrkiet, uanset om Europa bliver i NATO eller træder ud.
Trump svigter Ukraine og Europa, og konsekvensen illustreres åbenlyst med Grønland, som Trump vil erobre eller sikre kontrollen med på Venezuela-metoden. Trump har ikke bare vist, hvad hans mål er på den vestlige halvkugle. Han har demonstreret sin arbejdsmetode: Han går skridtvis frem for at få dét, han vil have. Over for Venezuela begyndte han i ”det små” ved at bruge flåden mod narkosmuglere, men hvor målet i virkeligheden var at stjæle landets olieressourcer og sikre USA's regionale dominans. Han gør det ikke ved at besætte landet, men ved at snuppe landets overhoved, ved at få indsat en afløser og ved at true med angreb, hvis den nye leder, Delcy Rodríguez, ikke makker ret. Han bruger Vladimir Putins og Adolf Hitlers salamimetoder. Putin gik skridtvis frem, gennem flere år, inden invasionen.
Der er naivt at lefle for Trump, som de europæiske ledere har forsøgt det seneste år. Han har givet det østlige Ukraine på et sølvfad til Ukraine. Han har sagt nej til Ukraines medlemskab af NATO, og det er højst usikkert, om Ukraine får en troværdig sikkerhedsgaranti. Han skaber tvivl om sikkerhedsgarantien, paragraf 5, i NATO. Europa bliver nødt til at betragte Trump som en fjende, der skal bekæmpes. Intet andet.
Trump er snu. Han vil næppe overtage Grønland gennem et militært angreb, men han kan skridt for skridt presse grønlandske og danske ledere, så han gradvist får mere kontrol med Grønland og dets ressourcer. Efterfølgende præsidenter, også demokratiske, vil få svært ved at droppe den gradvise overtagelse og levere Grønland tilbage.
Sagen handler ikke kun om Grønlands uafhængighed og tilhørsforhold, men om den globale orden. Trump går åbenlyst efter at få fuld kontrol med Nord- og Sydamerika, mens han svigter Europa og det traditionelle globale samarbejde. Han forsøger at dele verden i tre dele: USA, Kina og Rusland. Europa vil dermed flagre i midten uden en troværdig garant, mens en tredeling skaber mere usikkerhed. Trumps og Europas verdensorden passer ikke sammen. Det illustreres også i Trumps indblanding i Sydafrikas og Nigerias indre forhold og i hans vilje til at bruge militær magt, hvor det passer ham.
Hans metoder er uacceptable – som tarifkrigen og hans økonomiske krigsførelse med sanktioner og med indgreb mod private virksomheder som mod Ørsteds og Vestas vindmølleparker. Står Novo Nordisk for tur? Er det Trumps private økonomiske interesser, der bestemmer den amerikanske politik? Det gælder helt åbenlyst i Mellemøsten, og det skinner igennem over for Rusland og Ukraine.
Derfor må Europa gøre sig fuldstændig uafhængig af USA, hvad forsvaret og sikkerhedspolitikken angår. Danmark bør tage egne skridt ved at standse for køb af nye F-35 fly fra USA og ved at ophæve aftalen med USA om baser i Jylland. Det vil utvivlsomt vække politisk modstand i en stor del af befolkningen, men Danmark kan ikke have tillid til en sikkerhedspartner, der vil overtage en del af Danmark.
Var Trumps aktion sket før jul, kunne kong Frederik ikke holde sin tale uden at tale om risikoen for Grønland, og statsminister Mette Frederiksen kunne ikke nøjes med at sige, at befolkningen kender hendes forsvarspolitiske holdninger. Til gengæld har statsministeren netop nu vist kant ved at sige, at NATOs fremtid er i fare, hvis Trump angriber et NATO-land, dvs. Danmark. Problemet er blot, at Trump kan vælge en glidende overtagelse, så det bliver svært at kæmpe imod. Det er derfor, at en øjeblikkelig konkret handling mod Trump er så vigtig. Det er ikke ensbetydende med, at Danmark og Europa af egen kraft skal forlade NATO, men der skal være ligestilling mellem medlemmerne. Derfor kan USA også bevare sin base i Thule, Pitufik-basen, medmindre den bruges som pressionsmiddel.
Men en dag kommer befolkningen givetvis til at tage stilling til, om Danmark skal nøjes med snak eller kæmpe aktivt imod Trump, som da Volodimir Zelenskij tog stilling til Putins invasion. Den gang bøjede hele Vesten bøjede sig for Putins atomtrusler, og det gjorde også den daværende præsident Joe Biden. Derfor kan Europa ikke regne med, at en ny amerikansk præsident vil være bedre end Trump. Det lumske er, at Trump og Putin ikke ville tage Venezuela eller Ukraine 100 pct. De ville ”blot” sikre sig kontrol, snuppe værdierne og presse omverdenen til eftergivenhed. Men dermed ødelægger de den eksisterende orden. Det kan Europa ikke leve med.
Europæerne må begynde at tænke langt mere dynamisk end hidtil – lige fra teknologien til sikkerheden og rummet. Det kræver massive investeringer. Europa har på det seneste trukket tænderne ud på Koalitionen af Villige, fordi vi har været frygtsomme. Men koalitionen kan danne basis for en europæisk uafhængighed og for etableringen af en ny verdensorden, der kan skabe balance i en multipolar verden uden supermagternes dominans. Det har Danmark en vital egeninteresse i, fordi klimaforandringerne kan føre til, at en voksende del af skibstransporten vil finde sted i det arktiske område nord om Europa og Canada.
Det kan føre til fundamentale geopolitiske ændringer, der kan skabe spændinger mellem tabere og vindere, eller mere sandsynligt: styrke de globale samarbejdsrelationer. I 1800-tallet var Europa præget af forskellighed mellem styreformer uden indblanding i hinandens indre forhold, når blot landene respekterede internationale aftaler. En sådan verden får man ikke med Trump, og måske heller ikke med efterfølgere. En sådan verden er i de mindre og mellemstore landes interesser. De ønsker et stærkere multipolart samarbejde. Det vil snarere fremme demokratierne end autoritære regimer.
En tysk professor i international økonomi, Hans-Jürgen Burchardt, siger, at Europa bliver nødt til at svare igen mod Trump ved at styrke samarbejdet med Sydamerika og Afrika, og hvis Trump angriber Grønland, må europæerne lave sanktioner mod USA. Det bliver i givet fald den alvorligste konflikt mellem USA og Europa.
En dynamisk tænkning kræver, at EU-landene styrker beslutningsprocessen med flertalsafstemninger. Énstemmighed i EU er udemokratiske og dur ikke i en verden, der kræver handlekraft. En demokratisk beslutningsproces vil styrke de demokratiske og legale internationale spilleregler, og det er nødvendigt for at sikre grænsers ukrænkelighed og ikke-indblanding i indre forhold. Håndteringen af både Ukraine og Grønland bliver besværlig og kostbar, men det kan blive starten på en bedre og mere selvbevidst tidsalder, hvor verden ikke bøjer sig for brutaliteten og egoflop.
Derfor må Danmark og Europa sige fra over for Trump og orienterer sig i retning af en global verdensorden, hvor alle nationer og organisationer spiller sammen.