Asien301025

Trump har tabt handels-

krigen mod Kina

 

Donald Trumps show-turné i Asien gav ingen konkrete ”deals.” Den viste, at USA står mere isoleret end nogen sinde, og at Asien forsøger at finde sin egen vej mellem supermagterne – sammen med mellemstore lande verden over

 

30.10.2025

 

Hugo Gaarden

 

Præsident Donald Trump forlod verdens største handelsgruppe  for landene omkring Stillehavet, Apec, allerede inden topmødet var begyndt. Men det generede ikke regeringscheferne for de 21 lande i organisationen, som repræsenterer halvdelen af verdens økonomi, og som omfatter 2,7 milliarder mennesker, en tredjedel af klodens befolkning. USA, Kina og Rusland er med i organisationen.

 

Trump blev ikke topmødets hovedperson, men Kinas præsident, Xi Jinping. Det illustrerer mere end noget andet, at Trump har tabt magtkampen med Kina. Han har gjort det på hele USA´s vegne, for begge partier har i årevis været enige om at føre økonomisk krig mod Kina.

 

Trump har i Europa skabt tvivl om USA som garanten for en vestlig sikkerhedsorden. Nu har Trump rent fysisk sat sig uden for verdens største økonomiske kraftcenter og overladt roret til Kina.

 

Trump mødtes med Xi i halvanden time, inden topmødet begyndte, og foreløbig er der kun kommet meget kortfattede informationer om mødets resultat. Trump sagde, at der blev ”truffet en masse vigtige beslutninger”, men der var ikke ét ord om underskrevne aftaler eller deals, om end USA vil reducere nogle tariffer, mens Kina vil købe flere soyabønner i USA. Desuden udsætter Kina nogle nye skrappe begrænsninger på eksport af højteknologi og kritiske sjældne jordarter i ét år.

 

Det barokke ved Trumps rundrejse i Asean-landene i Sydøstasien samt i Japan og Sydkorea er, at Trump pålagde disse lande meget skrappe tariffer i foråret. De er nu reduceret til mellem 19 og 36 pct. Men det er stadig en straf over for allierede. Landenes regeringschefer leflede alligevel for Trump i håb om at få bedre aftaler. Møderne var et showfremstød for Trump, ikke en forhandlingsrunde.

 

Men én af lederne, Anwar Ibrahim, Malayas muslimske regeringschef, der har siddet ni år i fængsel, var ikke bange for at drille Trump: ”Jeg har været i fængsel, og du var lige ved det.” Det var en henvisning til en dom mod Trump sidste år for 34 forbrydelser, som blev afsagt, men som ikke blev effektueret lige inden præsidentvalget.

 

Trump overværede underskrivelsen af en våbenhvile mellem Thailands og Cambodias regeringschefer efter fem dages militære skærmydsler i juli på grænsen mellem de to fredelige naboer, hvor 40 mennesker blev dræbt. Trump har selvfølgelig sagt, at han har skabt fred mellem dem, og landene hoppede med på Trumps show ved at sige, at han bør have Nobels fredspris.

 

Asean-landene har i årtier været en af de hurtigst voksende regioner, og det skyldes i høj grad amerikanske virksomheder, der har etableret sig i landene for at eksportere til USA. De har været kernen i globaliseringen og sammenknytningen af verden.

 

Men Trumps angreb mod dét, som USA selv står bag, og hans tariffer har skabt betydelig modvilje. Singapores regeringschef, Lawrence Wong, siger til Financial Times, at Trumps tariffer ”har påvirket USA´s anseelse i Sydøstasien.” Asean-landene føler sig politisk knyttet til USA, men nu ændrer landene kurs. De har længe forsøgt at balancere mellem Kina og USA, men det er ifølge nogle asiatiske eksperter ikke længere muligt. De mindre asiatiske lande vil knytte sig tættere på Kina. Wong siger, at Asean-landene vil søge et tættere samarbejde med mellemstore lande og organisationer i resten af verden, herunder EU.

 

Kina er den helt store vinder. Forløberen for Apec-handelsgruppen var stillehavsaftalen TPP, som Trump trak USA ud af i 2017. Kina var ikke medlem af TPP, fordi USA modsatte sig det. Da Apec afløste TPP, blev Kina medlem, og USA står mere og mere isoleret, mens Kinas betydning vokser.

 

Bare i det seneste år er Kina stormet frem i de teknologiske sektorer med grøn energi, og Xi har slået hårdt igen mod Trump med tariffer og mest af alt med stop for eksport af sjældne jordarter, hvis mineraler bruges i vigtige dele af industrien. Det er et hårdt slag mod højteknologien i USA, men også over for resten af verden. Det var et signal: Hvem holder de med i handelskrigen? Nu bløder Trump op for den ”teknologiske” krigsførelse ved at lade verdens største chipproducent Nvidia sælge nogle af sine chips til Kina.

 

Nogle af Trumps rådgivere er klar over, at USA ikke med held kan føre økonomisk krig mod Kina, og derfor forsøger Trump at etablere en økonomisk afspænding med Kina.

 

En højtstående Asien-ekspert i USA´s nationale sikkerhedsråd under Joe Biden, Mira Rapp-Hooper, skriver i Foreign Affairs, at Kina har forberedt sig på at slå tilbage mod USA og var klar, da Trump vendte tilbage som præsident. Hun tror ikke, at Trump og Xi vil genskabe de tidligere gode relationer. ”Kina vil ikke give indrømmelser, der går ud over hans strategiske planer,” skriver hun. ”Kinas ambitioner vil stadig udgøre den samme risiko for amerikanske interesser.”

 

Hun mener, at USA fortsat skal forsøge at bremse Kinas udvikling, ikke mindst ved at hindre Kina i at lave den mest avancerede kunstige intelligens med amerikanske chips. Der er altså intet tegn på, at USA's mangeårige økonomiske krig mod Kina afblæses. Men den begynder at give bagslag for USA. Nogle eksperter mener, at konflikten om de sjældne jordarter kan få Kina til at se det som en chance for Kina til at de-industrialisere Vesten.

 

Det er næppe i Kinas egeninteresse. Men på et andet felt ses en klar amerikansk kursændring til fordel for Kina. Trump er begyndt at optræde mere forsigtigt over for Taiwan og taler ikke om at komme til Taiwans forsvar. Taiwans præsident, Lai Ching-te, får ikke lov til at mellemlande i USA. Det siger alt om forholdet mellem de to lande.

 

Da Trump steg op i Air Force One efter mødet med Xi, mindede det om cowboyen, der rider ind i solnedgangen. De øvrige deltagere på topmødet tog fat på dagsordenen. Det opstigende Asien åbnede et nyt geopolitisk kapitel.