Afrika201025

Afrika har behov for en

økonomisk revolution

Det er ikke korruption, der er problemet i Afrika, men at der ikke er institutioner med et retssystem, der sikrer en fordeling af værdierne – som i de europæiske lande

20.10.2025

Hugo Gaarden

Afrika er det håbløse kontinent, hvor der er generel stilstand for den brede middelstand på knap en milliard mennesker. Toppen har det glimrende med flotte huse og moderne SUV-biler, og så er der de egentligt fattige, der lever for under 20 kr. om dagen, 600 kr. om måneden. Men selv med 1000 eller 2000 kr. pr. måned, er tilværelsen trøstesløs med simpel mad, lokum bag ved et simpelt betonhus, billigt tøj, en brugt mobiltelefon og skolegang for børnene for et par hundrede kroner om måneden.

Sådan har det været i årtier, mens der har været fremgang overalt i Asien og Sydamerika. Hvorfor? Tre Nobelprismodtagere i økonomi har givet forklaringen - Daron Acemoglu og Simon Johnson fra det amerikanske universitet MIT og James A. Robinson fra Harvard. De fik Nobelprisen 2024. De konkluderer, at de afrikanske samfund med undtagelse af Botswana har en såkaldt ekstraktiv økonomi og samfundsstruktur, så værdierne i samfundet hives ud af alle og samles i en lille elite.

Værdierne spredes ikke i som i en inklusiv struktur. Der er ingen fordelingspolitik som i Danmark, og det kniber gevaldigt med retssamfundet. Hvis folk køber et stykke jord for at bygge et hus, er der ingen garanti for, at man ejer det. Økonomerne tror ikke på værdien af Vestens u-landsbistand til Afrika siden 1960. Der sker kun en forbedring, hvis systemet ændres radikalt i retning af inkluderende samfund med rettigheder for alle – som i Norden og Europa generelt. Altså en revolution – ikke politisk eller blodigt – men ved at etablere pålidelige institutioner, som giver lige ret for alle, og som sikrer afbalancerede magtforhold, så politikere og andre magthavere ikke kan blive siddende i en uendelighed.

Problemet skyldes, at stort set alle afrikanske lande har været underlagt de britiske, franske og tyske kolonimagter, som trak flest mulige værdier ud af Afrika via et elitært, lokalt magtapparat.

To af Nobelprismodtagerne har i bogen ”Why Nations Fail” beskrevet årsagen til magt, velstand og fattigdom: Nogle nationer bryder sammen, fordi de har manglende eller dårlige institutioner, hvor et politisk miljø tager hensyn til magten og ikke til retssystemer eller borgerne. Årsagen ligger ikke i kongedømmer, kulturer eller ydre forhold som klima og levevilkår. De koger det ned til institutionerne: Er de extractive eller inclusive? Trækker institutionerne værdier ud af borgerne og samfundet og samler det hos en elite – eller skaber de samling og giver fremgang for alle i et rimeligt omfang?

De mener, at kun ét afrikansk land er præget af demokrati og inklusivitet, nemlig Botswana, og det skyldes, at de vigtigste stammer siden uafhængigheden har været parate til at acceptere et system med respekt for alle, hvor værdierne i undergrunden tilhører samfundet og ikke en stamme i det pågældende område, og hvor regeringen får lov til at fordele værdierne til alle grupper. De rige donorlande har ikke på noget tidspunkt sagt, at det er selve systemet i de afrikanske lande, det er galt med.

I den nye generation af ledere er der dog så småt ved at komme en anden holdning. Det gælder i Zambia og Etiopien, hvor der er voksende interesse for at bruge markedskræfterne for at sætte gang i en bredt favnende økonomi, men også i en erkendelse af, at borgerne skal have mere politisk indflydelse for at undgå spændinger.

Halvdelen af Afrikas befolkning har stadig problemer med el-forsyningen. Der er for få store virksomheder, der kan klare sig globalt. Der er en elendig infrastruktur. Der er besvær med at krydse grænserne. Bladet Economist skrev tidligere i år, at Afrika har brug for en kapitalistisk revolution. Da jeg i 1975 foretog min første store rejse i Vestafrika, skrev jeg en kronik til Jyllands-Posten med overskriften: ”U-landshjælpen skal erhvervsrettes.” Den tænkning var ikke velset i bistandsmiljøet den gang, men nu er afrikanerne klar over, at de skal have et effektivt erhvervsliv, der er til gavn for alle.

Kina er i dag 30 gange så rigt som de fattigste afrikanske lande, mens Kina for 40 år siden var på samme lave niveau. Hvis de afrikanske lande havde et lige så effektivt system som det kinesiske, og hvis det var inklusivt, ville der være en kolossal vækst lige syd for Europa med over en milliard mennesker, og vi ville ikke have en flygtningestrøm derfra. Hvis Nigeria kan hæve sig op til Chiles niveau, hvad institutionernes kvalitet angår, kan indkomsten pr. indbygger syvdobles over en årrække, siger de tre Nobelprismodtagere.

Afrika rummer enorme muligheder. Alene det grønne og frodige Zambia kan producere mad nok til hele Afrika, hvis landbruget bliver lige så effektivt som i Danmark. Kunstig intelligens kan skabe kontakt med alle trods enorme afstande og barrierer, og den unge befolkning kan blive en stærk drivkraft. Men systemet må brydes ned, som da den danske konge og nogle tyske embedsmænd i 1700-tallet tvang godsejerne til at give bønderne selvstændighed. Det skabte et boom på landet og lagde grunden til de gennemgribende forandringer i 1800-tallet. Ejerskab til jorden og boligen samt den grønne økonomi kan være det mest vitale for Afrika i de næste årtier.

En af økonomerne, Daron Acemoglu, har i Financial Times draget en parallel til præsident Donald Trump, som han kalder den største nutidige trussel – nemlig mod USA's velstand. Det skyldes, at Trump er ved at bryde institutionerne og retssamfundet ned og regerer per dekreter og økonomisk krigsførelse mod hele verden. Det skyldes ikke kun Trump, for det begyndte med finanskrisen, hvor staten reddede storbankerne, mens boligejere og lønmodtagere betalte prisen. Det skabte en mistillid, som Trump rider på, og han bruger mistilliden til at tage en autoritær magt, nøjagtigt som i Afrika, hvor politibrutalitet i Kenya i de seneste dage og militærkup i flere vestafrikanske lande de seneste år viser, at der er demokratisk tilbage gang i mange lande – uden økonomisk fremgang.

Det burde være en øjenåbner for Afrika. Afrikanerne kan selv hive sig op, og europæerne bør se det som en chance for at skabe en politisk og økonomisk genrejsning på globalt niveau.