Kr-krige-JP
Vi må væk fra krigsangsten
Det er på høje tid, at Danmark og de øvrige europæiske lande optrapper forsvaret af Ukraine og af den nye stat Palæstina. Det er nu, at en større konflikt i begge områder skal afværges
28.09.2025
Hugo Gaarden
Drone-truslen i Danmark og andre europæiske lande har naturligvis skabt interesse for at etablere en dronemur og et stærkere luftforsvar. Men det er nøjagtigt, hvad Putin ønsker, nemlig at vi skal bruge kræfter på os selv i stedet for at hjælpe Ukraine med bekæmpe de russiske drone- og raketangreb hver eneste nat på civile mål.
Vi skyder os selv i foden ved at optrappe forsvaret i vores eget område. Vi bør derimod blive langt mere udfarende i Ukraine. Det er Ukraines forsvar, der skal styrkes, også ved at udsende egne soldater og eksperter til Ukraine, og det skal netop ske, mens præsident Vladimir Putin forsøger at sætte skræk i europæerne. På samme vis er det nødvendigt, at Danmark og alle andre europæiske lande tager skridt til at forsvare den palæstinensiske stat, som nogle af de største lande i Europa har anerkendt sammen med langt de fleste af verdens lande. Et forsvar af Palæstina kan blive en lige så hård og militær udfordring som Ukraine-krigen er.
En aktiv deltagelse i løsningen af de to nærliggende konflikter bliver altså mere påkrævet, selv om de fleste europæiske regeringer vægrer sig, og det vil uvægerligt ende med en mere aktiv, militær deltagelse. Det skyldes først og fremmest, at det nuværende USA under præsident Donald Trump svigter Ukraine og palæstinenserne. Trump vasker sine hænder over for Ukraine, og han støtter helt og holdent ministerpræsident Benjamin Netanyahu – ikke bare i den brutale krig i Gaza, men også i forsøget på at overtage Vestbredden helt og holdent.
Det tragiske er, at begge konflikter kunne have været undgået, som jeg har beskrevet i detaljer i min bog ”Frit Europa.” En hurtig udvidelse af NATO østpå lagde grundstenen for nye spændinger mellem Sovjetunionen og Vesten. Europa og USA satte ikke foden ned for Putin, da han tog Krim, og europæerne var ikke parate til at sende tropper til Ukraine, da Putin invaderede Ukraine i strid med egne udtalelser.
Vi skulle fra junikrigen i 1967 have insisteret på, at Israel skulle trække sig ud af de besatte områder, eftersom verdenssamfundet i 1947 havde besluttet, at der skulle være et jødisk og et arabisk land i det daværende britiske protektorat. Siden hen skulle vi have bremset de ulovlige jødiske bosættelser på Vestbredden. Men vi var naive og troede på en to-statsløsning, som Israel fra Golda Meirs tid ikke ville acceptere, selv om israelerne aldrig sagde det højt. Kun Netanyahu siger det nu, råt for usødet. Vi har især svigtet palæstinenserne under krigen og den menneskelige tragedie i Gaza. Vi har ikke turdet sende nødhjælp ind af frygt for at blive afvist af det israelske militær.
Putin har med sine droner i Europa fuldkommen ændret dagsordenen for EU´s uformelle og formelle topmøder i oktober. De skulle bl.a. handle om, hvordan Europa kan skabe sikkerhedsgarantier for Ukraine efter en våbenhvile og fredsløsning. Men nu kommer topmøderne til at handle om os selv. Det er pinagtigt. Der er behov for at tage en fundamental kursændring over for Putin. Der er behov for at lave sikkerhedsgarantier med flere våben til Ukraine og udsendelse af soldater allerede nu, for der kommer måske slet ingen våbenhvile og fred.
En række europæiske sikkerhedspolitiske eksperter slår til lyd for en sådan kursændring, fordi en udskydelse af garantierne blot får Putin til at forlænge krigen. Vicepræsidenten for den tyske tænketank, German Marshall Fund, Claudia Major, siger, at europæerne nu bør ny-prioritere deres planer. ”De må bevidst nedtone beskyttelsen af dem selv og acceptere risici ved at sikre Ukraines eksistens. De må vise Rusland, at de allerede nu er parate til at kæmpe for Ukraine mod Rusland.”
Dén kontante tone høres ikke ret mange steder, heller ikke i Danmark, der har vedtaget Danmarkshistorien største våbenkøb for 58 milliarder kr. til et nyt luftforsvar, ligesom statsminister Mette Frederiksen har talt om et ”paradigmeskifte” ved at købe langtrækkende våben, der i givet fald kan ramme Rusland. Men hvorfor bruges der ikke et par milliarder af puljen på at levere drone- og raketforsvar til Ukraine her og nu for at beskytte byerne og med udsendte soldater og teknologieksperter? Hvis Rusland sender droner over danske lufthavne, hvorfor gør vi ikke noget for at forsvare Ukraine og for at fortælle Putin, at han ikke længere kan terrorisere civilbefolkningen?
Den tidligere amerikanske NATO-ambassadør Ivo H. Daalder, skriver i Foreign Affairs, at hvis Ukraines sikkerhed er eksistentiel, som europæerne siger, så må Ukraine være Europas første forsvarslinje i dag. ”Så må Europas leder erkende, at udsendelse af militære styrker til Ukraine er en bedre måde at sikre sikkerheden på end ved at holde styrkerne hjemme.”
Den tidligere ukrainske forsvarsminister, Andriy Zagorodnyuk, mener, at der må etableres et luftforsvarsskjold, hvor jagerfly kan flyve fra de europæiske lande for at beskytte det vestlige luftrum over Ukraine, så ukrainerne kan frigøre kræfter til krigen ved fronten. De europæiske lande bør optrappe leverancerne af langtrækkende våben til indsats i Rusland, som det sker fra amerikansk, britisk og fransk side, men ikke fra tysk, åbenbart heller ikke fra dansk side.
Over for Israel har Danmark også en afvigende holdning ved ikke at anerkende Palæstina før en fredsaftale mellem Israel og en palæstinensisk stat er indgået. Det er samme holdning, som Tyskland har. Men Palæstina kan lynende hurtigt blive en større udfordring for Danmark. Med anerkendelserne vil Netanyahu formentlig annektere hele Vestbredden, hvis han om få dage får Trumps støtte, og så skærpes konflikten mellem Israel og de arabiske lande, måske med afbrud af diplomatiske relationer, og mange europæiske lande vil reagere skarpt. Den franske præsident, Emmanuel Macron, har advaret Trump mod at bryde ”en rød linje” ved at acceptere en anneksion, der sletter det administrative selvstyre på Vestbredden fra landkortet og lægger området ind under Israel.
Det er den ultimative provokation mellem Israel og det internationale samfund. Den diplomatiske anerkendelse af Palæstina ændret Vestbreddens og Gaza status i henhold til international ret, og de anerkendende stater er forpligtede til at overveje deres aftaler med Israel, der ikke må bryder de forpligtelser, alle har over for et frit Palæstina. Israel kan ikke fremover arrestere palæstinensere på må og få, for det sker i et selvstændigt land! FNs sikkerhedsråd undtagen USA vil være imod Israel, og alle kan anlægge sager ved internationale domstole. Tyskland og Italien kan føle sig forpligtet til at følge de europæiske lande, og selv USA kan i sidste ende blive tvunget til at følge holdningen i FNs sikkerhedsråd. Israel og verden står over for et politisk kaos af dimensioner.
Israel har den seneste tid behandlet Vestbredden i strid med alle regler. Israel opkræver told på importvarer til Vestbredden på vegne af Vestbredden, men næsten alle midler er sendt til Vestbredden. En stribe institutioner på Vestbredden er lukket ned eller kører næsten ikke. De selvstyrende områder på Vestbredden er stort set sat ud af kraft, og ekstremistiske jøder i bosættelserne tyranniserer palæstinenserne, indhegner mange landsbyer og overtager deres jord og overdrager jorden til bosættelserne, der har over 500.000 indbyggere. Vestbredden er kørt i sænk, men endnu ikke så brutalt som Gaza. De fem millioner palæstinensere risikerer at blive fordrevet til Jordan, Egypten og andre lande – måske som bådflygtninge til Europa.
Hvis araberne og europæerne vil hjælpe med at etablere Palæstina, bliver de tvunget til at sende den halve million bosættere tilbage til det anerkendte Israel, og det vil formentlig kun ske gennem militære operationer eller ved en isolering af Israel. Dét er en større udfordring for Europa end krigen i Ukraine, fordi den har så stærke moralsk og historiske undertoner, og fordi den får fundamental betydning for Europas rolle i en fremtidig verdensorden.