Israel160925

Netanyahu´s enerådige

kurs giver bagslag

 

Israels regeringschef har malet sig op i et hjørne med angrebet i Qatar. Israel bliver mere isoleret, mens kravet om sanktioner vokser. En palæstinensisk stat forudsætter tilbagetrækning fra de besatte områder, og det kan få en voldsom intern virkning i Israel

 

16.09.2025

 

Hugo Gaarden

 

 

Kortet fra Die Zeit over det ”Indskrumpede Land” viser, at palæstinenserne bor på isolerede dele af Vestbredden, og at det bliver endnu mindre, hvis Vestbredden annekteres.

 

Israels har med sit angreb på Hamas-ledere i Doha i Qatar krydset en grænse, der kan få dramatiske følger for den jødiske stat. Der er voksende krav om internationale sanktioner. For første gang kan Israel blive tvunget til at trække sig tilbage fra Vestbredden – helt eller delvist – for at give plads til en palæstinensisk stat.

 

Israels eksistens er ikke truet, selv om ministerpræsident Benjamin Netanyahu ynder at tale om det. Israel har slået sine modstandere. Derimod er ideen om et jødisk Storisrael truet, og Israel kan blive tvunget til opgive sin besættelse af Gaza og Vestbredden og dermed bosættelserne med ca. en halv million jøder på Vestbredden - eller nogle af dem. En opgivelse vil ryste jødernes selvtillid og kan skabte voldsomme interne spændinger.

 

Netanyahu har netop sagt, at ”der aldrig bliver en palæstinensisk stat. Landet tilhører os.” Hans finansminister, Bezalel Smotrich, der tilhører den ekstreme højrefløj, siger, at Israel med etableringen af bosættelserne på Vestbredden ”begraver ideen om en palæstinensisk stat.” Det vil især ske, hvis Israel annekterer hele Vestbredden, der i dag er så opsplittet, at en statsdannelse er håbløs. Kortet viser, hvordan Israel gradvist presser palæstinensernes område på Vestbredden tilbage til små, isolerede dele.

 

Det er dét perspektiv, der var i centrum under topmødet i Doha for 60 arabiske og muslimske lande. Regeringschefen i Qatar, Mohammed bin Abdulrahman al-Thani, satte tonen ved at sige, at Israels angreb var statsterror. Han sagde, at Israels angreb ikke havde som formål at dræbe Hamas-ledere, men at standse alle forhandlinger med Hamas. Landene siger, at Israel begår folkemord og etnisk udrensning, der undergraver udsigten til fred i regionen. Topmødet anbefalede en våbenembargo mod Israel.

 

Men der var ikke konkrete beslutninger udover, at Golflandene aktiverer deres forsvarsaftale for at hindre nye angreb. De har f.eks. ikke et overvågnings- og forsvarssystem, der kunne opfange det israelske angreb med jagerfly. Det har de amerikanske baser i Golflandene, men de advarede ikke Qatar. Netanyahu har sagt, at han vil slå til overalt mod Hamas, selv om det kan føre til isolation af Israel.

 

Golflandene er oprørte over, at angrebet skete i Qatar, der er en allieret med USA. Kan ingen længere stole på USA? Det har især skabt fordømmelse i Golf-landene, at angrebet skete efter, at præsident Donald Trump havde bedt Hamas-lederne om at tage til Doha til forhandlinger om Trumps seneste forslag til en afslutning på krigen i Gaza.

 

Blev Hamas lokket til Qatar for at slå dem og fredsprocessen ihjel og med Trumps viden? spørger Golflandene. Trump ville også forhandle med Iran om en atomvåbenaftale, men gik med i det israelske angreb. Golflandene, der er afhængige af USA's sikkerhedsgaranti, er blevet skeptiske over for USA efter Trumps tvetydighed. Der er en voksende opfattelse i de arabiske og muslimske lande, at de - som de europæiske lande - selv må sørge for deres sikkerhed. Flere Golflande har allerede styrket deres relationer til Rusland og især Kina. De vil have en modvægt til USA. Golflandene har penge nok til at etableres egne forsvarssystemer. Deres statsfonde har en formue på 3000 milliarder dollars.

 

Landene reagerer nu mod, at Israel under Gaza-krigen har foretaget angreb i fem lande i regionen – tilmed i hovedstæderne – uden at det har konsekvenser. Egyptens præsident, Abdel Fattah el-Sisi, sagde på topmødet, at Israel ”saboterer de eksisterende fredsaftaler”, og at det får konsekvenser.

 

Det er bemærkelsesværdigt, at Iran deltog i topmødet. Israel har bl.a. med 12 dages krigen mod Iran alvorligt svækket Iran. Men Iran og Saudi-Arabien sluttede i 2023 fred efter mange års politiske fjendskab - med Kina som mægler - og det er dermed første gang, at samtlige lande i Mellemøsten nu står sammen i en ekstrem anspændt konflikt. Man skal ikke glemme, at Kina har en forsvarsaftale med Iran.

 

En iransk opbakning til den arabiske verden kan blive en større trussel mod Israel – politisk - end den hidtidige iranske støtte til Israels modstandere som Hamas, Hezbollah, Yemen og Syrien. Israels angreb på topledere i den arabiske lande kan få en boomerang-effekt. Ingen stat kan acceptere, at Israel har tiltaget sig retten til angreb og drab på nøglepersoner overalt – uanset begrundelsen. Den opfattelse stod klart under topmødet.

 

Saudi-Arabien har hele tiden krævet israelsk accept af en palæstinensisk stat som betingelse for en anerkendelse af Israel. Nu oplever Israel, at alle bestræbelser på en normalisering af forholdet til den arabiske verden ligger i grus. Samtidig har han tvunget Trump ud i en vanskelig balancegang, der også er personlig. Trump lægger stor vægt på at styrke USA´s og sine egne firma-relationer til Golfstaterne, og han skal træde meget forsigtigt, hvis bestræbelserne ikke kastes overstyr.

 

I næste uge vil flere europæiske lande i FN med Frankrig og Storbritannien i spidsen anerkende Palæstina énsidigt. Det vil USA modsætte sig, og det kan være optakten til politiske spændinger, fordi der også fra europæisk side, f.eks. fra Spanien, er voksende opbakning til sanktioner mod Israel, også kulturelle og sportslige, som det skete mod apartheid i Sydafrika.

 

Endnu er ømtåleligt aspekt er, om europæerne vil lave sanktioner mod Iran, hvis Iran vil fortsætte sit atomprogram. Det skal ses i lyset af, at Iran er blevet en del af det nye samarbejde i Golfregionen. Saudi-Arabien har mere end antydet, at det vil have atomvåben. Vil Golflandene, herunder Iran, arbejder hen imod en forsvarsalliance, som også omfatter atomvåben? Israel har hidtil hindret alle bestræbelser på at etablere en atomtrussel gennem militære angreb og målrettede mord. Det kan blive langt sværere fremover. Qatar-angrebet har sat en bevægelse i gang, der kan ændre magtbalancen i Mellemøsten.

 

Det første offer for den udvikling kan ironisk nok blive Netanyahu. Han kan blive væltet af sine egne, fordi en betydelig del af israelerne mener, at han har ofret gidslerne for at bevare magten og for at få et Storisrael. Forsvarschefen, general Eyal Zamir, er ifølge flere israelske aviser imod den aktuelle militæroffensiv i Gaza City, der vil gøre Gaza til én stor ruinhob, og som ifølge Zamir ikke vil udslette Hamas. Zamir kritiserer, at Netanyahu ikke har givet et   langsigtede mål med aktionen. Den interne modstand mod Netanyahu vokser.

Netanyahu´s enerådige

kurs giver bagslag

 

Israels regeringschef har malet sig op i et hjørne med angrebet i Qatar. Israel bliver mere isoleret, mens kravet om sanktioner vokser. En palæstinensisk stat forudsætter tilbagetrækning fra de besatte områder, og det kan få en voldsom intern virkning i Israel

 

16.09.2025

 

Hugo Gaarden

 

 

Kortet fra Die Zeit over det ”Indskrumpede Land” viser, at palæstinenserne bor på isolerede dele af Vestbredden, og at det bliver endnu mindre, hvis Vestbredden annekteres.

 

Israels har med sit angreb på Hamas-ledere i Doha i Qatar krydset en grænse, der kan få dramatiske følger for den jødiske stat. Der er voksende krav om internationale sanktioner. For første gang kan Israel blive tvunget til at trække sig tilbage fra Vestbredden – helt eller delvist – for at give plads til en palæstinensisk stat.

 

Israels eksistens er ikke truet, selv om ministerpræsident Benjamin Netanyahu ynder at tale om det. Israel har slået sine modstandere. Derimod er ideen om et jødisk Storisrael truet, og Israel kan blive tvunget til opgive sin besættelse af Gaza og Vestbredden og dermed bosættelserne med ca. en halv million jøder på Vestbredden - eller nogle af dem. En opgivelse vil ryste jødernes selvtillid og kan skabte voldsomme interne spændinger.

 

Netanyahu har netop sagt, at ”der aldrig bliver en palæstinensisk stat. Landet tilhører os.” Hans finansminister, Bezalel Smotrich, der tilhører den ekstreme højrefløj, siger, at Israel med etableringen af bosættelserne på Vestbredden ”begraver ideen om en palæstinensisk stat.” Det vil især ske, hvis Israel annekterer hele Vestbredden, der i dag er så opsplittet, at en statsdannelse er håbløs. Kortet viser, hvordan Israel gradvist presser palæstinensernes område på Vestbredden tilbage til små, isolerede dele.

 

Det er dét perspektiv, der var i centrum under topmødet i Doha for 60 arabiske og muslimske lande. Regeringschefen i Qatar, Mohammed bin Abdulrahman al-Thani, satte tonen ved at sige, at Israels angreb var statsterror. Han sagde, at Israels angreb ikke havde som formål at dræbe Hamas-ledere, men at standse alle forhandlinger med Hamas. Landene siger, at Israel begår folkemord og etnisk udrensning, der undergraver udsigten til fred i regionen. Topmødet anbefalede en våbenembargo mod Israel.

 

Men der var ikke konkrete beslutninger udover, at Golflandene aktiverer deres forsvarsaftale for at hindre nye angreb. De har f.eks. ikke et overvågnings- og forsvarssystem, der kunne opfange det israelske angreb med jagerfly. Det har de amerikanske baser i Golflandene, men de advarede ikke Qatar. Netanyahu har sagt, at han vil slå til overalt mod Hamas, selv om det kan føre til isolation af Israel.

 

Golflandene er oprørte over, at angrebet skete i Qatar, der er en allieret med USA. Kan ingen længere stole på USA? Det har især skabt fordømmelse i Golf-landene, at angrebet skete efter, at præsident Donald Trump havde bedt Hamas-lederne om at tage til Doha til forhandlinger om Trumps seneste forslag til en afslutning på krigen i Gaza.

 

Blev Hamas lokket til Qatar for at slå dem og fredsprocessen ihjel og med Trumps viden? spørger Golflandene. Trump ville også forhandle med Iran om en atomvåbenaftale, men gik med i det israelske angreb. Golflandene, der er afhængige af USA's sikkerhedsgaranti, er blevet skeptiske over for USA efter Trumps tvetydighed. Der er en voksende opfattelse i de arabiske og muslimske lande, at de - som de europæiske lande - selv må sørge for deres sikkerhed. Flere Golflande har allerede styrket deres relationer til Rusland og især Kina. De vil have en modvægt til USA. Golflandene har penge nok til at etableres egne forsvarssystemer. Deres statsfonde har en formue på 3000 milliarder dollars.

 

Landene reagerer nu mod, at Israel under Gaza-krigen har foretaget angreb i fem lande i regionen – tilmed i hovedstæderne – uden at det har konsekvenser. Egyptens præsident, Abdel Fattah el-Sisi, sagde på topmødet, at Israel ”saboterer de eksisterende fredsaftaler”, og at det får konsekvenser.

 

Det er bemærkelsesværdigt, at Iran deltog i topmødet. Israel har bl.a. med 12 dages krigen mod Iran alvorligt svækket Iran. Men Iran og Saudi-Arabien sluttede i 2023 fred efter mange års politiske fjendskab - med Kina som mægler - og det er dermed første gang, at samtlige lande i Mellemøsten nu står sammen i en ekstrem anspændt konflikt. Man skal ikke glemme, at Kina har en forsvarsaftale med Iran.

 

En iransk opbakning til den arabiske verden kan blive en større trussel mod Israel – politisk - end den hidtidige iranske støtte til Israels modstandere som Hamas, Hezbollah, Yemen og Syrien. Israels angreb på topledere i den arabiske lande kan få en boomerang-effekt. Ingen stat kan acceptere, at Israel har tiltaget sig retten til angreb og drab på nøglepersoner overalt – uanset begrundelsen. Den opfattelse stod klart under topmødet.

 

Saudi-Arabien har hele tiden krævet israelsk accept af en palæstinensisk stat som betingelse for en anerkendelse af Israel. Nu oplever Israel, at alle bestræbelser på en normalisering af forholdet til den arabiske verden ligger i grus. Samtidig har han tvunget Trump ud i en vanskelig balancegang, der også er personlig. Trump lægger stor vægt på at styrke USA´s og sine egne firma-relationer til Golfstaterne, og han skal træde meget forsigtigt, hvis bestræbelserne ikke kastes overstyr.

 

I næste uge vil flere europæiske lande i FN med Frankrig og Storbritannien i spidsen anerkende Palæstina énsidigt. Det vil USA modsætte sig, og det kan være optakten til politiske spændinger, fordi der også fra europæisk side, f.eks. fra Spanien, er voksende opbakning til sanktioner mod Israel, også kulturelle og sportslige, som det skete mod apartheid i Sydafrika.

 

Endnu er ømtåleligt aspekt er, om europæerne vil lave sanktioner mod Iran, hvis Iran vil fortsætte sit atomprogram. Det skal ses i lyset af, at Iran er blevet en del af det nye samarbejde i Golfregionen. Saudi-Arabien har mere end antydet, at det vil have atomvåben. Vil Golflandene, herunder Iran, arbejder hen imod en forsvarsalliance, som også omfatter atomvåben? Israel har hidtil hindret alle bestræbelser på at etablere en atomtrussel gennem militære angreb og målrettede mord. Det kan blive langt sværere fremover. Qatar-angrebet har sat en bevægelse i gang, der kan ændre magtbalancen i Mellemøsten.

 

Det første offer for den udvikling kan ironisk nok blive Netanyahu. Han kan blive væltet af sine egne, fordi en betydelig del af israelerne mener, at han har ofret gidslerne for at bevare magten og for at få et Storisrael. Forsvarschefen, general Eyal Zamir, er ifølge flere israelske aviser imod den aktuelle militæroffensiv i Gaza City, der vil gøre Gaza til én stor ruinhob, og som ifølge Zamir ikke vil udslette Hamas. Zamir kritiserer, at Netanyahu ikke har givet et   langsigtede mål med aktionen. Den interne modstand mod Netanyahu vokser.