Geopolitik080925

Resten af verden

slår til mod Trump

De asiatiske lande med Kina i spidsen har for alvor udfordret USA´s dominerende stilling. Der er ikke etableret en autoritær alliance mod Trump eller USA, men resten af verden vil ikke længere følge USA. USA står mere og mere isoleret

08.09.2025

Hugo Gaarden

To autoritære ledere og en demokrat, der ikke bøjer sig for den kommende autokrat, Trump

Det historiske fremmøde af ikke-vestlige statsledere til et par dages magtdemonstration i Kina fik straks mange kommentatorer i Europa og USA til at tale om en autoritær alliance mod Vesten eller om stærke mænds alliance mod demokratiet.

Det er en fundamental fejlvurdering. Nok blev der taget mange videoer og fotos af autoritære ledere som Xi Jinping, Vladimir Putin og Kim Jong Un i Beijing, men det vigtigste symbol for mødernes betydning for geopolitikken er billedet af Putin, Xi og Indiens premierminister, Narendra Modi, der stikker hovederne sammen i en godmodig snak.

Kina og Indien har fundet sammen, fordi Donald Trump i en komplet mangel på politisk forståelse har skubbet den nære partner Indien fra sig ved at lægge en 50 procents tarif på Indiens eksport. Det skyldes ikke kun, at Indien er blevet storaftager af russisk olie, men også at Trump har blandet sig i kernen af Indiens politik og selvforståelse. Det er trods alt verdens største demokrati.

Trump har påstået, at han havde ”løst” konflikten mellem Indien og Pakistan, der havde mindre militære skærmydsler over Kashmir-provinsen. De to lande kom hurtigt til en forståelse som mange gange før. Det er to atommagter, der forstår sig på magtpolitik uden at øge risikoen for atomkrig, mens USA og de europæiske atommagter bøjede sig for Putins atomtrusler. Det er første gang, at tre atommagter og hele den vestlige verden har bøjet sig for en atommagt. Nutidens ledere har intet lært af Cubakrisen i 1962, og Ukraine betaler prisen.

Indien har siden sin løsrivelse fra Storbritannien afvist andre landes indblanding i sine affærer. Indien er sig selv og særdeles kompetent. Nu er Indien ikke bange for at arbejde tættere sammen med Kina, især om økonomi, men Indien vil fortsat arbejde sammen med USA, men vil ikke underkaste sig vilkårlige beslutninger. Inderne vil have solide og fair handelsaftaler, og vil ikke tvinges af USA til at træffe udenrigspolitiske beslutninger under trusler om sanktioner.

De to vigtigste udenrigspolitiske tænkere uden præsident Joe Biden har set skriften på væggen – daværende sikkerhedspolitiske rådgiver, Jake Sullivan, og den ansvarlige for Asien-politikken, Kurt M. Campbell. De skrev for nylig i Foreign Affairs, at USA kan ende med at drive Indien i armene på sine modstandere. Campbell har i en artikel i New York Times sammen med sikkerhedseksperten Rush Doshi skåret tingene ud i pap: Indien har været en vigtig partner for USA, og hvis dette partnerskab og andre alliancer lider skade, vil USA stå alene, og ”det vil ikke være nok til at USA kan klare fremtidens udfordringer.” Det har netop været temaet for Campbell og Sullivan i mange år, at USA ikke kan klare Kina alene, men har behov for allierede, og det har Campbell arbejdet systematisk for i flere år. Nu ligger arbejdet i ruiner.

Hvis ikke Trump evner at reducere Kinas ”overvældende kapacitet, vil det efterlade USA mindre og mere isoleret.” Så bliver det Kina, ”der vil tabe det næste århundrede”, skriver Campbell og Doshi lidt kryptisk. Det er jo svært for en amerikaner at sige direkte, at USA risikerer at miste overmagten!

Det geopolitiske magtskifte blev synligt under møderne i Kina, selv om det egentlig begyndte den 9. april, da Trump droppede sine vanvittige tariffer, fordi Kina øjeblikkeligt slog fra sig. Mange mellemstore lande er hverken 100 pct. autoritære eller 100 pct. demokratiske, og de vil ikke vælge side mellem supermagterne. Når Trump enevældigt vil beskatte resten af verden, vælger de et tæt samarbejde med Kina, også for at gøre sig finansielt uafhængige af USA og dollaren. Der er ikke udsigt til en autoritær dominans, men nu tør flere stater gå imod Trump, da de ser, at han bøjer sig for magten. Kun europæerne ryster stadig i bukserne.

Erhvervslivet mellem Indien og Kina er knyttet tættere sammen, end omverdenen tror, f.eks. i den farmaceutiske industri. Kinas ambassadør i New Delhi, Xu Feihong, kalder Kina og Indien for ”dobbeltmotorerne” i Asiens økonomisk vækst. De er mildt sagt stærkere end Europas motorer, Tyskland og Frankrig.

Resten af verden, bl.a. formuleret i BRICS-landene, er ved at tage føringen, og det bliver skæbnens ironi, at Trump til næste år er vært for årsmødet i BRICS, der omfatter verdens 20 største økonomier – demokratiske og autoritære. Han vil selvfølgelig holde det på sin egen golfklub i Florida. Trump har lagt sig ud med samtlige BRICS-medlemmer fra Syden, og han bidrager dermed til, at Kina, Indien, den arabiske verden, Brasilien og Sydafrika bliver de dominerende kræfter i at reformere den globale governance, eller styring, som bliver mere multipolar end vestlig.

Indien og Tyskland har allerede taget et skridt i den retning ved at forsøge at få Indien og EU til at indgå en frihandelsaftale, som det er sket mellem EU og de sydamerikanske lande.

Sammenkomsten i Kina kalder nogle for en ”opløsningens akse” (the Axis of Upheavel). Men det er mere korrekt at tale om oprørets akse, for mange af nationerne rejser sig om Vestens og kolonimagternes dominans, og nu kan det ses på alle område. Som Campbell skriver: ”På de parametre, der betyder mest for den strategiske konkurrence, har Kina allerede overhalet USA.”

Hvis der er en autoritær tendens, verden skal holde øje med, er det Trumps forsøg på at tage magten på en række områder i indenrigspolitikken, f.eks. ved at tage kontrollen med centralbanken for at bestemme den rente, Trump vil have; ved at fjerne alle politiske modstandere i staten; ved at bruge undtagelseslove og forbundshæren for at holde ”ro og orden”; og ved at tvinge museer og institutioner til at vise en patrioisk historie, der underspiller slavetiden, udryddelsen den oprindelige befolkning og woke-kulturen. De, der tog magten med vold i USA's udvikling, skal hyldes, og nu skal forsvarsministeriet kaldes krigsministeriet. Vedtaget per dekret, underskrevet med tyk tuschpen.