Israel250825

Anerkendelse af

Palæstina på vej

Det internationale pres mod Israel vokser kraftigt, og det skyldes den bevidst påførte hungersnød og forsøget på at drive palæstinenserne ud

25.08.2025

Hugo Gaarden

Ansigterne viser, at børn i det levende helvede i Gaza har mistet barndommen.

Ingen anden regering i verden kunne overleve den brutale krigsførelse og den hungersnød, som Israel står bag i Gaza. Nazisternes udryddelse af seks millioner jøder har skabt en skyldfølelse, så den vestlige verden har holdt hånden over den jødiske stat, som vitterligt har været truet af de arabiske lande. Men det ændrer sig nu.

Sympatien for Israels officielle politik er forduftet. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før korthuset falder sammen om ministerpræsident Benjamin Netanyahu, der udsættes for voksende interne protester. Senest har 600 ledere fra sikkerhedstjenesterne og forsvaret offentligt protesteret mod Netanyahus genoptagelse af krigen i Gaza. Selv forsvarschefen Eyal Zamir har kritiseret beslutningen.

I næste måned kommer der en usædvanlig international reaktion, nemlig på FNs generalforsamling, hvor toneangivende europæiske og vestlige lande for første gang går sammen med de arabiske lande for at anerkende en palæstinensisk stat. Frankrig, Storbritannien, Canada og Australien regner med at anerkende Palæstina på FNs generalforsamling.

Israel kan blive presset til retræte fra de besatte områder, som da apartheidstyret i Sydafrika blev presset fra magten. Det vil ryste jødernes selvforståelse. De hvide i Sydafrika blev ikke tvunget ud af landet, mens deres politik blev fjernet.

Verden har aldrig før set, at et demokratisk og højtudviklet samfund fører en så brutal krigsførelse, hvor regeringen ikke bare smadrer de fleste boliger for to millioner mennesker, men bevidst bruger sult som våben for at drive en befolkning ud af deres land. Jøderne har været fordrevet i 2000 år, og de har lidt under et brutalt terrorangreb fra Hamas den 7. oktober 2022, men at ville fordrive et andet etnisk folkeslag fra det samme område har haft en langt større virkning, end de har været klar over.

Den skarpe internationale reaktion skyldes også, at det er blevet dokumenteret i internationale medier som New York Times, at Netanyahu bevidst har forlænget krigen trods protester fra forsvaret og efterretningstjenesten. Hamas er slået ud militært. Israel er ikke truet. Men med krigen håber Netanyahu at undgå en korruptionsretssag, der kan ende med hans fængsling.

En nylig FN-rapport sagde, at der er hungersnød i Gaza By og omegn, selv om Israel benægter det. ”Det er et levende helvede i Gaza, nu med menneskeskabt hungersnød,” siger FNs generalsekretær, Antonio Guterres. Flere hundrede civile, mange børn, er i de seneste måneder blevet dræbt af israelske soldater, mens de henter mad fra de få steder, hvor de kan få nødforsyninger. Det er ren terror for at skræmme Gaza-boerne til at flygte til en slags koncentrationslejr i det sydlige Gaza og for senere at tvinge dem ud af Gaza. Med nye bosættelser på Vestbredden forsøger Israel at fjerne grundlaget for en stat, så palæstinenserne tvinges til Jordan.

Hvad skal man kalde den politik? Er det folkemord? Etnisk udrensning? En slags apartheid? Der findes ikke et dækkende ord. Intet steds er der en så ømtålelig debat om Gaza og Israel som i Tyskland, der med Holocaust er årsag til tragedien. Skal tyskerne blive ved med at støtte jøderne og Israel i ét og alt for at bøde for krigens synder? Tyskernes forsøg på at rette op på fortiden er gjort til officiel politik. Israel betragtes officielt som en del af den tyske Staatsräson – Tysklands statsgrundlag. Men Tyskernes holdning til Israel er ændret fundamentalt på grund af Netanyahus krigsførelse. 62 pct. af tyskerne mener ikke, at Tyskland har et særligt ansvar for Israel, og 80 pct. er imod Israels krigsførelse. Udviklingen har fået udenrigsminister Johann Wadephul til at sige - efter et besøg hos Netanyahu - at den tyske regering ”ikke vil være tvangssolidarisk.”

Kansler Friedrich Merz har brudt tvangssolidariteten ved at sige, at ”Israel har brudt de internationale humanitære love”, og han forstår ikke, hvad målet er for hærens krig i Gaza. ”De civiles lidelse kan ikke længere retfærdiggøres af Hamas terror.” Så kan en tysk kritik af den stat, der blev oprettet som følge af Hitlers udryddelse, ikke være stærkere. Den officielle reaktion fra Netanyahus regering viser total mangel på forståelse: Tyskland har begået ”en stor fejl. Tyskland har vendt sig imod os.”

Merz har standset eksporten af våben, der kan bruges i Gaza. Det har til gengæld ført kritik i kanslerens parti, CDU, med påstand om, at Merz svigter Israel og jøderne. Skyldsspørgsmålet præger den tyske debat. Men Merz ser også sin skærpede optræden over for Israel som en nødvendighed for at styrke Europa internationalt. Når de europæiske lande ændrer holdning til Israel, bliver Tyskland nødt til at flytte med, også for at sikre den førerrolle, som Merz ønsker. Det kan ikke udelukkes, at Tyskland vil anerkende Palæstina på FNs generalforsamling eller i det mindste give udtryk for en bevægelse i den retning.

Det vil i givet fald ryste Israel. En anerkendelse af Palæstina betyder, at det internationale samfund vil anerkende de oprindelige grænser fra Seksdageskrigen i 1967 for Gaza og Vestbredden, så Palæstina får en grænse mod Jordan og i havet ved Gaza. I dag er det palæstinensiske område på Vestbredden reelt blevet indskrænket, uden kontakt med andre lande.

Med en anerkendelse har omverdenen ret til kontakt med Palæstina, men da Israel kræver at have forsvarsmæssig kontrol med Palæstina, vil det uvægerligt føre til konflikt med Israel, hvis omverdenen vil ind i Gaza og Vestbredden til lands og til vands eller ad luften. En anerkendelse gør det berettiget, at omverdenen vil sikre nødhjælp og genopbygning i Gaza og vil deltage i oprettelsen af en levedygtig stat på Vestbredden. En stat er kun levedygtig, hvis Israels opsplitning af Vestbredden ophører, og hvis de ulovlige bosættelser med over en halv million jøder fjernes helt eller delvist, så de må vende tilbage til Israel. Det er den uundgåelig konsekvens af en anerkendelse, men det vil uvægerligt føre til konflikt.

EU og Europa bliver dermed nødt til at bruge magtens sprog – nøjagtigt som det kan ske med en sikkerhedsgaranti over for Ukraine. Europa kan imidlertid gøre det på et humanistisk grundlag – nemlig begrundet i, at de internationale regler skal opretholdes. Europa er den eneste politiske stormagt, der i dag vil stille det krav. Det kan give EU og Europa en betydelig anseelse i verden.