Trump-effekt-080217 (klik her)

Trumps mørketid

Præsident Donald Trump får en gennemgribende effekt på verden, langt mere end de fleste har troet. Han angriber næsten alt og alle og mest afgørende retsgrundlaget i USA. Hans chef-ideolog vil ødelægge det eksisterende system. Derfor må omverdenen og herunder Europa indstille sig på et alternativ – på at gøre sig mindre afhængig af USA

08.02.2017

Hugo Gaarden

Det bliver en mørk tid, vi går i møde med Donald Trump som præsident for USA, langt værre end de fleste troede efter den bitre valgkamp. Trump og hans ideologer mente, hvad de sagde. Det var ikke valggas. Trump vil bygge mure, skrotte handelsaftaler, straffe stærke eksportnationer og lukke muslimer ude. Han er den mest konfrontatoriske præsident, USA nogen sinde har haft, fordi han angriber alle og alt omkring sig.

  Mange borgerlige i Europa og mange forretningsfolk har ment, at han vil ændre kurs og føre en mere normal politik, bl.a. fordi han også har nogle moderate ministre omkring sig, såsom udenrigs- og finansministrene. Men de mange præsidentbeslutninger i de første to uger af præsidenttiden og de mange udtalelser fra hans nærmeste om f.eks. alternative fakta viser en gennemgribende mistillid til de demokratiske institutioner og retssystemet.

  Hvis der sker en moderation, som vi så det under Ronald Reagan, vil det formentlig kun ske, hvis han lider en stribe nederlag på hovedpunkterne i sin politik og i udenrigspolitikken. Han og hans nærmeste som chef-ideologen Steve Bannon har ikke noget ønske om frivilligt at ændre kurs. Derfor er der lagt op til magtkampe af et hidtil uhørt omfang. USA bliver mere splittet end nogensinde, og den vestlige verden bliver mere splittet, end vi har set i hele efterkrigstiden. Det kan forstærke den gradvise tilbagegang, Vesten har over for resten af verden.

  Steve Bannon har som mål at ødelægge det eksisterende system – helt i Lenins ånd, som han har udtrykt det. Han er efter Trumps dekret blevet permanent medlem af det nationale sikkerhedsråd, mens to hidtidige permanente medlemmer, forsvarschefen og chefen for den nationale sikkerhedstjeneste, NSA, er blevet vippet ud. Det er uhørt, at politiske strateger uden sikkerhedspolitiske erfaringer har fået en så central rolle i USA’s og Vestens vigtigste sikkerhedspolitiske organ, mens eksperter er trængt ud og kun kommer ind i varmen, når de bliver inviteret. Den tidligere FN-ambassadør og sikkerhedspolitiske rådgiver, Susan Rice, har kaldt beslutningen for ”fuldkommen forrykt.”

  De seneste dages opgør mellem nogle domstole og Trump om forbuddet mod indvandring fra syv muslimske lande rokker også ved et fundament i USA, nemlig domstolenes uafhængighed og lovens overhøjhed over for de politiske ledere. Forbudet tager sigte på at hindre muslimske terrorister i at komme til USA. En række domstole har afvist dekretet, så indrejsen midlertidigt kan fortsætte, men Trump forsøger at fastholde dekretet ved en appeldomstol og ved højesteret. En offentlig debat mellem en række dommere og USA’s appelret har vist, at USA ikke har fremlagt dokumentation for, at der findes en forbindelse mellem de syv lande og islamisk terror i USA, og der hersker usikkerhed om, hvorvidt præsidenten kan bremse indvandringen ved at henvise til den nationale sikkerhed. Beslutningen er altså truffet uden en grundig behandling. Det helt afgørende spørgsmål bliver dermed sat på dagsordenen: Magtdelingen mellem den lovgivende og udøvende magt.

  Trump har vist foragt for retssystemet ved at kalde den dommer, der som den første afviste hans muslim-dekret for en ”såkaldt dommer”, og han fandt afgørelsen for ”latterlig.” Hvad værre er, han har sagt – eller skrevet på Twitter – at hvis der kommer et muslimsk terrorangreb i USA, så er ”dommeren og retssystemet skyldig.” Samtidig beskylder han pressen for at nedtone terrortruslen – ”de har deres grunde,” som han udtrykte det.

  Sagt med andre ord: Der er lagt op til en juridisk og politisk borgerkrig med medierne som deltager. Hvem vinder: Præsidentens Twitter-kommentarer og smarte udtryk, der i visse tilfælde skal dække over falske oplysninger – eller den etablerede presse og det etablerede system? New York Times har sat et kulegraverhold af til udelukkende at afdække Trumps tidligere forretninger og de selvangivelser, han ikke vil fremlægge. Trump ville i kamp mod ”Washington”, og det får han.

  Muslim-dekretet har vakt vrede i primært de højteknologiske virksomheder, hvor over halvdelen af medarbejderne er udlændinge. En handelskrig vil ifølge Peterson-instituttet kaste USA ud i en recession. Forsøget på at fjerne Dodd-Frank lovgivningen, der tager sigte på at hjælpe storbankerne, kan få resten af erhvervslivet og forbrugerne til at frygte, at det fører til endnu en finanskrise. Den positive stemning i erhvervslivet efter Trumps indsættelse kan hurtigt smuldre.

  Kamp får han også i udlandet. Mexicos præsident, Enrique Pena Nieto, vil ikke betale for den mur, som Trump vil bygge mod Mexico, og som kan koste 20 milliarder dollar. Trump vil så straffe Mexico med f.eks. afgifter på import, men da landene stort set eksporterer den samme værdi til hinanden, vil begge blive ramt, hvis Mexico gør gengæld, og Mexico vil søge alternative partnere, herunder EU.

  Trump har skrottet handelsaftalen for Stillehavsområdet, og en ekspertgruppe anbefaler at gribe ind over for det kinesiske handelsoverskud og kræve bedre adgang til det kinesiske marked. Men kineserne er allerede i gang med at etablere et alternativ for handelen i Stillehavsområdet.

  Bannon har spået en snarlig krig med Kina om øerne i Det sydkinesiske Hav, og den nye udenrigsminister, Rex Tillerson, har krævet, at kineserne dropper deres militære tilstedeværelse på øerne, men han har på det seneste trukket i land. Der er ingen tvivl om, at hvis Trump vil have et rimeligt forhold til Kina – og have et møde med præsident Xi Jinping – må han krybe til korset og acceptere ”Ét Kina”-politikken over for Taiwan og acceptere de militariserede, kunstige øer i havet.

  Det største langsigtede problem bliver forholdet til Europa. Det har vakt fortørnelse i Tyskland, at Trump blæser på internationale aftaler og allierede og på det juridiske system. Efter nazismen har Tyskland forsøgt at være mere from end paven, og derfor skaber flere af Trumps beslutninger mistillid til USA’s rolle som partner, som sikkerhedspolitisk garant og som den frie verdens bannerfører. Skal den tyske kansler overtage rollen? Angela Merkel har afvist det, fordi hun véd, at Tyskland ikke alene sætter dagsordenen i EU, og fordi nazismen stadig er tæt på.

  Men ledende politikere siger nu åbent, at Tyskland må bruge kræfter på at skabe kontakt til Trump-modstandere i Kongressen. De søger en alternativ kanal. Tyskere virksomheder erkender, at de må være politisk aktive i USA og i det hele tage satse endnu mere globalt, også for at hindre briterne i at løbe foran efter Brexit. Tyskland vil også arbejde energisk for at skabe et stærkere EU, men der kommer næppe udspil i år, hvor Frankrig, Italien, Holland og Grækenland står på vippen.

  Det mest afgørende bliver dog en sikkerhedspolitisk ny-orientering. At Trump gerne ser EU’s ødelæggelse, at han kalder NATO forældet, og at han søger en god relation til Rusland trods problemerne i Ukraine, får ledende tyske politikere til at overveje et europæisk alternativ til den amerikanske sikkerhedsgarant, herunder atomparaplyen. Det hidtil unævnelige – tyske atomvåben – er kommet på banen, selv om Tyskland traktatligt hindres i at få dem. Derimod er det på sigt sandsynligt med en europæisk atomparaply med franske og britiske atomvåben, finansieret af tyskerne.

  Tyskerne vil forsøge at holde fast i amerikanerne, men Trump har skabt en kløft, som næppe kan overvindes fuldtud. Derfor vil tyskerne, ja, hele Europa, i stigende grad vende sig mod Kina som en stærkere partner. Det bliver ganske enkelt en økonomisk nødvendighed. Selv ikke premierminister Theresa May virker særlig USA-optimistisk efter sit besøg hos Trump.

  Alt tyder derfor på, at europæerne må søge en mere uafhængig position, selv om det måske først får virkning på længere sigt. Det er ironisk, at den megen tale fra Trumps rådgivere om alternative kendsgerninger får som konsekvens, at USA’s allierede begynder at lede efter alternativer samarbejdskonstruktioner.