Tysk-valg.010217 (klik her)
Tysk valg med
midter-populisme
Kansler Angela Merkel har med den nye socialdemokratiske leder, Martin Schulz, fået en hård konkurrent, men Tyskland har samtidig fået en snert af populismen på den populistiske midte. Det skaber øget usikkerhed om EU's fremtid
01.02.2017
Hugo Gaarden
Med ét slag er den forestående tyske valgkamp rykket fra den fremmedfjendske og EU-skeptiske højrefløj til den politiske midte. I et års tid eller to har der været udbredt frygt for populismen i Tyskland, men den er ikke blevet mindre, fordi højrefløjen måske er blevet svækket. Den har bare holdt flyttedag. Den er rykket ind mod midten.
Tyskland har med socialdemokraternes nye leder, Martin Schulz, fået en leder, der er ekspert i de politiske manøvrer i baglokalerne, og han forstår samtidig at sige nøjagtigt dét, en betydelig del af vælgerne ønsker at høre. Han kan skifte fra den ene holdning til den anden. Han kan blive en formidabel modstander for den moderate, velovervejede og stabile kansler Angela Merkel. Men kan han også blive et problem for EU?
Tyskerne har ikke et solidt kendskab til Schulz, for han har aldrig været aktiv på den landspolitiske bane. Indtil for en uge siden anede vælgerne ikke, hvad han stod for. Men han udstråler fornyelse og en grænseløs selvtillid, og det slår åbenbart igennem. Socialdemokraterne, SPD, er gået 5 procentpoint frem, siden han blev kåret som SPD’s nye leder og kanslerkandidat for mindre end en uge siden.
Et af Tysklands mest seriøse og kompetente medier, Der Spiegel, som også er det mest dristige og hårdtslående, havde i sit seneste nummer en forside med en tilfreds smilende Schulz på forsiden og med teksten: ”Sankt Martin – kandidat Shulz’ magt-hunger.”
I en lang analyse med titlen ”Længsel efter storhed” gav seks trænede reportere sig i kast med at hudflette den person, der ikke har nogen færdig eksamen eller uddannelse, men som blev valgt til EU-parlamentet i 1994 efter flere år som borgmester i sin lille fødeby Würselen. Da han sammen med en ven trådte ind i en tom parlamentsbygning første gang, satte han sig i formandsstolen og sagde: ”Der vil jeg engang sidde.” Og det lykkedes. Det lykkedes ham også at give parlamentet langt mere magt end tidligere. Han viste sig som en særdeles dreven aktør i det politiske spil i Bruxelles.
Som den eneste har han været parlamentsformand to gange, og han ville gerne have en tredje periode, men han indgik i 2014 en aftale med den nuværende formand for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker, om, at han skulle træde tilbage i begyndelsen af 2017, hvorefter en borgerlig parlamentariker skulle efterfølge Schulz.
Aftalen mellem de to er udtryk for en praksis, som har været med til at skabe EU-skepsis og modstand i hele Europa med påstande om studehandler i baglokalerne. De står i hver sin politiske lejr, men er nære venner. Schulz var garant for, at Juncker altid fik kommissionens forslag vedtaget i parlamentet, selv om parlamentet skulle være en kritisk vagthund over for kommissionen, og han sørgede for, at en meget ubehagelig sag for Juncker blev fejet ind under gulvtæppet i et tandløst udvalgsarbejde i parlamentet. Sagen handler om, at Juncker om statsminister i Luxembourg havde givet en række internationale koncerner hemmelige skattefordele på bekostning af andre EU-lande.
Med valget i 2014 fik parlamentet betydelig mere indflydelse end tidligere, og Schulz var mand for at bruge indflydelsen, og han forsøgte at blande sig i beslutninger på top-niveau, hvor han ingen formel kompetence havde. Schulz er gået imod den tyske kurs på en række vitale områder. Mens han har kæmpet for at give EU-institutionerne mere magt, forsøger Tyskland at trække mere magt tilbage fra kommissionen og parlamentet. Tyskerne vil have mere magt i Ministerrådet, hvor det er regeringerne, der træffer afgørelsen. Under Grækenland-krisen i 2013 var Tyskland det eneste land, som nægtede at give mere hjælp til Grækenland, og det kritiserede Schulz. Han har været imod euro-krisens tyske sparekurs, og gik ind for at løse de sydeuropæiske landes gældsproblemer ved at udstede euro-obligationer. Uden at han sagde det direkte, gik han ind for en politik, hvor byrden skulle lægges på de stærke tyske skuldre. Dét havde bred opbakning i alle andre EU-lande.
Alt dét tier han med nu, hvor han vil være tysk kansler, og det er slående, hvor meget tyske journalister i denne tid hæfter sig ved hans magtbegær og kursskifter. Nu er EU lagt til side. Han slår sig op på, at han som tidligere borgmester i en lille by kender den lille mands problemer.
Den tidligere SPD-leder, Sigmar Gabriel, var ikke populær i egne rækker. Gabriel og Schulz var venner, men Schulz arbejdede målbevidst bag linjerne på at udnytte Gabriels vankelmodighed. Til sidst krøb Gabriel til korset og anbefalede Schulz som den politiske leder i SPD og kanslerkandidat. Han blev valgt énstemmigt af partiets ledelse. Schulz’s selvbevidsthed og vilje til at blive kansler gav pote.
I det politiske indhold er der ingen forskel på Schulz og Gabriel, og det er svært at se forskel på Schulz og Merkel. Men Schulz har vist sig som en strålende kæmper under EU-valgkampe, og han siger alt dét, den brede befolkning kan li’: Der skal være retfærdighed. Man skal hjælpe de svageste. Det skal kunne betale sig at arbejde. Det er urimeligt at fyre kassedamer for småfejl, når topledere får bonus, selv om de kører virksomheder i sænk. Han taler som Donald Trump om de glemte, dvs. dém, der står bag populismen. Han vil beskatte de allerrigeste og udenlandske koncerner hårdere, og han vil hindre skatteflugt.
Men hvad vil han gøre konkret? Øge mindstelønnen? Gribe ind over for finanshuse som Deutsche Bank? Der kommer ingen konkrete svar. Han er mester i at vige uden om ømtålelige spørgsmål.
Han vil ikke udtale sig om eventuelle koalitioner. Det bliver utvivlsomt en nødvendighed, for hverken Merkels CDU eller SPD har udsigt til at få flertallet. Men målet for Schulz er at blive størst og at stå frit, og det er dér, Merkels problem ligger. Selv om SPD er i regering med CDU, kan Schulz stå uden for og bombardere Merkel. Han lægger op til et personvalg i bedste eller værste amerikanske stil. Den tidligere kansler, socialdemokraten Gerhard Schröder, sagde for nylig, at der er behov for en slags populisme på midten for at bekæmpe fløjenes populisme, og meget tyder på, at det bliver kursen fra Schulz.
Bliver han kansler, bliver det store spørgsmål, hvilket EU han vil have. Dét, han talte for i EU-institutionerne, eller dét, der er bred tilslutning til i Tyskland? Altså ”mere EU” eller et mere tysk-domineret EU? Et institutionernes eller nationernes EU? Hvilken holdning vil Tyskland f.eks. tage til Putins Rusland?
Svarene på de spørgsmål bliver afgørende i en tid med et EU uden Storbritannien, med en fortsat gældskrise i Sydeuropa, og med et EU, der kommer til at stå mere alene end nogensinde, især sikkerheds- og forsvarspolitisk. Men der er endnu ikke en flig af svar på de spørgsmål fra Schulz. Den største risiko for EU er, at det bliver de ekstremt svært at få EU-landene ud af den nuværende politiske lammelse, hvis der ikke kommer nogle klare udspil fra Tyskland efter valget til efteråret.