Europa-konsekvenser - 25-1-17 (Klik her)

Europa står på vippen efter Brexit og Trump

Tilhængerne af en europæisk union må på overarbejde, hvis de vil redde EU efter Brexit og valget af Trump som USA’s præsident. Brexit vil uvægerligt give Tyskland endnu mere indflydelse i EU. Vi får en klassisk strid eller balance mellem de store nationer. Det bliver en udfordring for Danmark

25.01.2017

Af Hugo Gaarden

Magten skifter holdeplads i et forrygende tempo i denne tid – i hele verden. Den nyvalgte amerikanske præsident, Donald Trump, dropper med et pennestrøg syv års arbejde på at lave en handelsaftale for Stillehavsregionen, og nu træder Kina ind på scenen og bliver førerhunden på verdens vigtigste handelsplads.

  Den britiske premierminister, Theresa May, har ikke blot lagt op til en ”hård” Brexit med et klart brud på EU. Det vil uvægerligt give Tyskland en stærkere rolle og ændre EU. May har truet med sikkerhedspolitiske konsekvenser, og da Trump har udtrykt sig meget negativt om NATO, kan den yderste konsekvens være, at Tyskland vil have sine egne atomvåben. Dén diskussion er allerede i gang i Tyskland, omend kun i snævre kredse.

  Det er således alvorlige konsekvenser, som den seneste udvikling får. For Europa er det allervigtigste den britiske udtræden, og ikke mindst den hårde linje, som Theresa May har lagt for dagen. Det var en rød klud for øjnene af resten af Europa, da hun i Davos talte om et ”globalt Storbritannien,” der skal gå endnu mere aktivt ind i globaliseringen, og at Storbritannien er et multikulturelt samfund med alle folkeslag. Hvorfor kunne briterne så ikke tage imod polske og ungarske arbejdere? Skulle EU ikke gøre det lettere at fungere internationalt og stå stærkere over for f.eks. den voksende stormagt Kina, når der skal indgås handelsaftaler?

  Der er klar indikationer af, at EU-landene kun vil gå med til en Brexit-aftale, der koster noget. Det skal ikke kunne betale sig at forlade medlemskabet, for ellers kan briterne få følgeskab, f.eks. af italienerne. Derfor kan briterne ikke forblive medlem af Det indre Marked, og banker i London skal ikke kunne operere i EU på samme lempelige vilkår som i dag. De skal ikke have et EU-pas. Omvendt har Theresa May truet med konsekvenser, hvis ikke EU går med til en mindelig aftale, f.eks. ved at lave en lav beskatning for udenlandske firmaer, altså at skabe et skattely á la Schweiz eller Singapore.

  Hun har nævnt briternes rolle i det hidtidige samarbejde: Storbritannien som medlem af FNs sikkerhedsråd, medlemskabet af NATO, efterretningssamarbejde – og de britiske atomvåben. Denne liste gav løftede øjenbryn i Tyskland. Skal tyskerne forlade sig på den britiske repræsentation i FNs sikkerhedsråd, når briterne vil ud af EU? Skal Tyskland fremover være afhængig af den britiske atom-paraply? Da Donald Trump samtidig har talt negativt om et forældet NATO, og da han måske er parat til at acceptere Ruslands overtagelse af Krim og droppe sanktioner, har det i små og tilsyneladende lukkede kredse i Tyskland rejst spørgsmålet: Skal Tyskland have sine egne atomvåben?

  Dén debat kommer med sikkerhed ikke ud i det åbne rum i lang tid, men at spørgsmålet allerede er rejst, viser, at Tyskland ser sikkerhedspolitisk og langsigtet på konsekvenserne af Brexit og de nye toner fra Trump. Hvis tyskerne får en fornemmelse af, at de kommer til at stå relativt alene, efter at de i hele efterkrigstiden har bestræbt sig på at være den mest trofaste partner i både EU og NATO, så kan det få dem til at indtage en mere uafhængig kurs, og tyskerne véd, at det kræver maksimal styrke. Hidtil har det været økonomien. Fremover kan styrken også ligge på det militære område, herunder med atomvåben. Det vil komme som et chok for resten af Europa, hvis det sker, men det kan ikke længere udelukkes. Så længe Angela Merkel er kansler, kommer der næppe en sådan kursændring, men jo mere Tyskland presses, desto større sandsynlighed er der for, at der om nogle år kommer en mere barsk leder. 

  De økonomiske forskelle i Europa kan blive endnu mere udtalte. Den tyske styrke ligger i eksportindustrien, og der bliver trykket endnu mere på speederen, når Storbritannien vil være mere aktiv i globaliseringen. Tyskerne vil tage kampen op med briterne overalt på verdens markeder. Tyske virksomheder vil endnu kraftigere engagere sig i Kina, når der kan blive en kinesisk-amerikansk handelskrig. Hvis Trump for alvor river alle de internationale handelsaftaler i stykker, kommer der en kamp om bilaterale aftaler, og da vil Tyskland og EU gøre alt for at sætte sig på Kina – f.eks. ved at få kineserne til at købe Airbus-fly og ikke Boeing. Det kan blive en boomerang for både Trump og Theresa May.

  Et af de tyske økonomiske institutter, IW, har beregnet, at Brexit vil koste briterne et tab i velstanden på 10 pct. Bliver dét tilfældet, vil det skærpe fronterne endnu mere. Men kan det også føre til, at den britiske befolkning vil lave Brexit om? Det er der ikke meget, der tyder på i dag. Selv de politikere, der ville bevare EU-medlemskabet, taler ikke om en ny afstemning. Men man skal ikke overse beslutningen fra den britiske højesteret i denne uge. Regeringen kan ikke indlede forhandlinger med EU eller indgå en aftale uden godkendelse af parlamentet. Det kan føre til omfattende debatter, der kan gøre livet svært for regeringen. Det vigtigste er, at regeringen tvinges til at forelægge et detaljeret forhandlingsoplæg og dermed en klar plan for, hvad en udtræden skal indebære, for ellers kan parlamentet jo ikke tage stilling. Men så får også befolkningen bedre indsigt i konsekvenserne af deres beslutning fra sidste år. Derfor kan stemningen vende om et par år.

  Det betyder, at forhandlingerne i de kommende par år kan blive endnu mere komplicerede og hårde, end der hidtil har været udsigt til. Når man ser, hvor langvarige og hårdkogte forhandlingerne om den græske euro-krise var, så kan det være peanuts i forhold til Brexit. Desuden kommer der er årelang proces med aftalens gennemførelse. Det kan lamme EU-arbejdet, som det skete under Grækenland-krisen.

  Der er nogle lande, der ikke vil acceptere en flerårig stilstand, også fordi det vil puste til populismens og EU-modstandernes ild. Derfor er der udsigt til, at vi vil få en klassisk strid mellem de afgørende aktører i Europa. Nogle véd, at de udestående problemer skal løses. Tyskland har den økonomiske formåen til at handle, og derfor vil magten i EU stigende grad blive koncentreret om Tyskland og en tysk domineret eurozone.

  Det sætter selvsagt Danmark over for en udfordring. Vil den danske befolkning søge hen imod en udtræden af EU, eller vil man knytte sig tættere til et EU, der bliver mere tysk præget? Vil Danmark blive mere aktiv i EU og melde sig ind i euroen for at påvirke - f.eks. for at hindre, at EU bliver for tysk domineret? Vil vi acceptere et Kerne-Europa med et løsere samarbejde uden om kernen? Hvor vil vi være? EU-tilhængerne kommer på overarbejde, hvis de vil bevare dansk medlemskab af EU, for så må de tage stilling til, om Danmark skal søge maksimal indflydelse i EU og på Tyskland.

  Det bliver et folkeligt og politisk dilemma af dimensioner. Det bliver en lige så vigtig sag som medlemskabet af Fællesmarkedet i sin tid. Hvis positioner ikke stilles klart op, kan Danmark glide i samme retning som Storbritannien, hvor den tidligere konservative ledere, David Cameron, undlod at gennemtænke konsekvenserne. Han betalte prisen for det.

  I år kommer der næppe en debat om Europas fremtid i resten af Europa på grund af de afgørende valg i en række lande, men derefter vil i hvert fald Tyskland sætte fuld damp på diskussionen om Europas fremtidige konstruktion, uanset om der kommer en EU-skeptisk eller EU-venlig fransk præsident.