Kina-18-1-17- Klik her

Xi skaber historie, ikke Trump

Indsættelsen af Donald Trump som USA’s nye præsident har rusket op i alles forestillinger om USA og demokratiet, men Trump får langt mindre betydning end den kinesiske præsident, Xi Jinping, der som den første kinesisk topleder optrådte på Davos-mødet i Schweiz

18.01.2017

Hugo Gaarden

Medier vil være fyldt med reportager om indsættelsen af Donald Trump på fredag som USA’s nye præsident. Men historisk vil det være en langt mindre begivenhed end Xi Jinpings tale og optræden på det årlige Davos-møde i Schweiz. Nu ser vi for alvor, hvor stor en international aktør Kina er blevet, og at USA ikke længere kan sætte dagsordenen.

  Det er barokt, at den vestlige verden, der har stået for liberalisme og fri handel, skal høre Xi optræde som frihandelens og globaliseringens største fortaler, mens USA’s førstemand taler om protektionisme og straftold, hvis f.eks. tyske bilfabrikker ikke producerer bilerne til det amerikanske marked i USA.

  Mens Trump taler med store ord i bittesmå twitter-beskeder, så går kineserne som vanen tro sagte fremad, men de styrker deres position fra år til år, og det er dét, der kommer til at tælle på sigt, og det er derfor Xi’s optræden i Davos er så bemærkelsesværdigt. Det får i særlig stor grad betydning for Europa, som Trump har omtalt temmelig nedværdigende: Han synes, det er OK, hvis flere lande forlader EU. Han anser EU som et værktøj for Tyskland. Han betragter NATO som forældet. Sagt med andre ord: Respekten for EU kan ligge på et meget lille sted.

  Med den udmelding gør europæerne klogt i at rykke tættere sammen og vænne sig til at agere mere selvstændigt på den globale scene, herunder at sikre et solidt samarbejde med Kina – ikke kun for at få gode handelsrelationer, men også for at vænne sig til den nye situation med Kina som en kommende, førende supermagt med de spændinger og konflikter, det kan indebære. Kina kan blive Europas vigtigste partner.

  EU kan komme i et kapløb med et Brexit-Storbritannien, der nu vil være endnu mere globaliseret end hidtil, og som er pisket til at styrke samhandelen med Kina, også i de dele af verden, hvor Kina stormer frem.

  USA ser ud til at få en rimelig afbalanceret og realpolitisk udenrigsminister i Rex Tillerson, men det var alligevel overraskende, at han under en Senats-høring for nylig sagde, at Kina må stoppe etableringen af kunstige øer i Det sydkinesiske Hav, og at Kina ikke bør have adgang til øerne. Hvis USA vil hindre Kina adgang til øerne og de militærbaser, som kineserne er ved at forberede, står vi over for en militær konflikt. Det vil være en Cuba-krise om igen.

  Uanset om Kinas etablering af øerne langt fra Kinas grænser er rimelige eller ikke, så vil Kina ikke have USA til at blande sig i sine nærområder, og det har USA hidtil accepteret – siden 2012. Indtil da forsøgte USA at blande sig i nærområdet. Ikke mindst den daværende udenrigsminister, Hillary Clinton, var stærkt optaget af det, selv om hun lige inden et besøg i Beijing i 2012 sagde, at USA ikke vil vælge side i en strid mellem Kina og Japan om nogle øer i Det østkinesiske Hav. Det bemærkelsesværdige var, at Xi Jinping, der dengang var vicepræsident og ansvarlig for håndteringen af alle sager om sikkerheden i havområderne, aflyste et møde med Clinton. Han var dengang kandidat til at blive præsident. I to uger omkring Clintons besøg var han ”forsvundet”, og vestlige journalister havde selvsagt mange spekulationer om, hvorvidt der var en magtkamp i topledelsen. Men da Xi dukkede op igen, var det umiddelbart efter til et møde med USA's daværende forsvarsminister, Leon Panetta. Efter mødet udtrykte Panetta med omhu, at USA holder sig neutral mellem Kina og Japan. Dermed udtrykte Kina, dvs. Xi, at Kina var kommet på niveau med USA. Mens USA havde forsøgt at sætte grænser for Kinas magt og ekspansion, var det Kina, der satte grænser for USA’s indblanding.

  Der har i medierne stort set ikke været en konsekvensanalyse af dette møde, men det var på dette tidspunkt, at USA mistede overmagten i forhold til Kina og dermed til resten af verden. Siden hen er Kina blevet stærkere, også militært og på cyberområdet. Kina har udviklet en strategi, der ikke går ud på at forsvare sig i nærområdet, men derimod ude midt i Stillehavet med raketter og cybervåben. Konsekvensen af det har Trump-folkene vidst ikke forstået.

  Men det vigtigste er, at Kina styrker sin økonomiske magt konstant. Kina vil over de næste fem år importere for 8000 milliarder dollar – et gigantisk beløb, som ingen nation eller virksomhed kan ignorere. Kina vil investere mere i udlandet, end udlandet vil investere i Kina, nemlig 750 milliarder dollar i den periode. Det bliver Kina, der rykker i de kommende år, overalt i verden, og ikke USA. Tag bare Afrika. Det bliver Kina, der laver hovedparten af fremtidens infrastruktur.

  I Asien er Kina godt i gang med en kolossal økonomisk aktivitet (billedlig talt á la Silkevejen), der skal skabe dynamik i den del af verden, som omfatter 70 pct. af verdens befolkning og over halvdelen af verdens økonomi. En nylig rapport forudser, at økonomien i denne del af verden kan styrkes med mellem 4 og 7 pct. om året, fordi der skabes hurtig og let adgang til verdensmarkedet, f.eks. ved brugen af moderne teknologi i grænsebehandlingen.

  Miljøet er elendigt i Kina, men landet investerer dobbelt så meget i grøn energi som USA, og Paris-aftalen om klimaet var ikke kommet i stand uden Kinas aktive medvirken. Kina satser målbevidst på at blive førende med el-biler.

  Nu har Kina fået styrke til at optræde som garanten for en fri verdenshandel, og Kina har etableret et alternativ til Verdensbanken. Kina er ved at udvikle et alternativ til dét, man kan kalde det vestlige system. Det vil med sikkerhed også føre til en række konflikter, men kernen er, at vi nu har fået en verden med to magtcentre, hvor den økonomiske aktivitet er langt større i det østlige center end i det vestlige. Det bliver vitalt for Danmark og EU, hvordan vi vil agere over for denne grundlæggende magtforskydning. Desværre er det endnu ikke blevet et stort politisk og økonomisk tema. Vi går mere op i de kvidrene pip fra Trump.