Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Realpolitik11-1-17

Det er realpolitikken, stupid!

 

Vi kommer ikke ud af frygtens, populismens og stagnationens greb, før vi vender tilbage til realpolitikken og tager fat på at løse de tunge problemer som flygtningestrømmen, Mellemøsten, Putin, eurokrisen og lavvæksten. Massive investeringer herhjemme og i omverdenen er nødvendige

 

11.01.2017

Hugo Gaarden

 

Tiden er inde til at trække realpolitikken frem fra glemslen og sætter ønskedrømme og frygt på et sidespor. I årevis har vi troet, at vi kan tale os til rette om Syrien-krisen, løse problemer i Mellemøsten med militære midler, løse eurokrisen ved sænke renterne og lægge bånd på Vladimir Putin med lidt småtteri-sanktioner. Intet battede, og imens rejser befolkningerne sig mod det etablerede, fordi problemerne ikke bliver løst.

  Det eneste positive, der kan siges om den aktuelle situation, er, at landene og befolkningerne ikke er krigslystne som før Den første Verdenskrig, for der har de seneste uger været rigeligt med sprængstof til konfrontationer: Den brutale kamp om Aleppo, Putins cyber-indgreb i det amerikanske valg, Trumps afvisning af One China-politikken, den kontinuerlige terrorisme. Den økonomiske stagnation ligger stadig som en dyne over flertallet af Vestens befolkning.

  Den slags begivenheder kan ende i de helt store konflikter, hvis vi ikke tager fat på at løse problemerne head-on, og det kræver, at vi angriber problemerne nøgternt og  realpolitisk.

  Den tidligere præsident Bill Clinton kom under en valgkamp med en rammende bemærkning: It’s the economy, stupid!, nemlig at økonomien er dét, der tæller for befolkningen. I dag er der behov for at sige noget tilsvarende: Det er realpolitikken, stupid! Befolkninger og nationer kan ikke klare sig med ønsketænkning eller frygt. Når store interesser står på spil, bruger mennesker og nationer magt for at forsvare sig eller for at vinde over andre.

  I Vesten har vi med diplomatiske metoder forsøgt at blande os i en blodig borgerkrig i Syrien, som også er en religionskrig mellem sunnier og shia-muslimer. Samtidig har vi i 15 år ført krige i Mellemøsten med højtravende mål, som ikke er blevet opfyldt. Denne blanding af illusioner og kynisme giver nu bagslag, fordi vi har opgivet ævred, og fordi omverdenen ikke tager os højtideligt.

  Vi kunne for mange år siden havde engageret os økonomisk i et samarbejde med en række mellemøstlande, både før og under Det arabiske Forår, men vi ville ikke. Vi kunne siden hen have gjort en stor indsats for at hjælpe flygtninge i Tyrkiet, men vi gjorde det ikke.

  Den eneste, der så realpolitisk på Syrien-konflikten, var præsident Barack Obama, som undlod at engagere sig. De arabiske lande måtte løse deres egne politiske og religiøse stridigheder. Omverdenen måtte efter hans mening holde sig til at bekæmpe terrorismen. Desuden så han realpolitisk på Iran med atomaftalen, trods voldsomme protester fra Israel. Diplomatiet fungerer, når parterne tør holde sig til sagens kerne, og i dette tilfælde var det at afholde Iran fra at få atomvåben, og at lade Iran komme ind i varmen og få ophævet sanktionerne.

  Nu er Iran blevet en meget stærk aktør, og er medårsag til, at sunnierne ikke vinder religionskrigen. Måske kan krigen om Aleppo være et skridt til en forsoning af de religiøse grupper, ligesom der måske opstår en vis magtbalance mellem Iran og Saudi-Arabien og dermed i hele Mellemøsten. Det skyldes nogle realpolitiske aktører, hvor brutale de end har været, mens vi i Europa har ladet os hægte af.

  Spørgsmålet er så, om vi vil engagere os fremover. Bliver der fred i Mellemøsten, blusser konflikten mellem Israel og palæstinenserne med sikkerhed op igen. Hér kan vi fra europæisk side tage stilling, f.eks. om énsidig anerkendelse af Palæstina, ligesom vi kan deltage massivt med genopbygningen af f.eks. Syrien, ikke bare af humanitære grunde, men også for at forebygge nye konflikter og flygtningestrømme. Det er i vores egen interesse, og vi kan gøre en forskel.

  På tilsvarende vis bør vi følge Tysklands eksempel med massive investeringer i Afrika for at styrke erhvervslivet og skabe jobs, bl.a. for at bremse flygtningestrømmen. Ifølge FN vokser befolkningstallet i Afrika med over én milliard mennesker de næste 35 år, og da over halvdelen af Afrikas 1,2 milliarder mennesker allerede lever i fattigdom, bliver problemet dramatisk værre, hvis der ikke sker en gennemgribende ændring af de økonomiske forhold. Dét tyskerne gør med kansler Angela Merkel i spidsen er realpolitik par exellence.

  Præsident Vladimir Putin har ikke bare i Syrien men også i Ukraine udnyttet den vestlige vankelmodighed, nemlig om Ukraine skulle med i EU og NATO eller ikke. Sagen om et cyber-angreb under den amerikanske valgkamp og den kommende præsident Donald Trumps håndtering af den er lige til en soap-opera. Vi glemmer, at Øst og Vest påvirkede hinanden massivt under Den kolde Krig, og at cyberaktiviteter i dag er blevet en normalitet, vi skal leve med – og forsvare os imod. Vi skal tage realpolitikken fra Den kolde Krig frem af gemmerne med både modværge og afspænding.

  På ét område har Trump vist en total mangel på realpolitisk indsigt, nemlig over for Kina, når han rokker ved One China-politikken i relation til Taiwan. USA og Kina kan strides om handelspolitik, men de kan ikke strides om Taiwan, for en strid vil uvægerligt ende i en konflikt med én vinder og én taber. Det er også i det lys, at Kina snuppede en undervandsdrone for næsen af et amerikansk marinefartøj. Dronen blev hurtigt leveret tilbage, men den var en ægte kinesisk demonstration af, at Kina slår til – også militært – hvis USA leger med musen i Kinas nærområde. I 1962 var USA parat til at risikere en atomkrig for at få sovjetiske atommissiler fjernet fra nærområdet Cuba. Sådan noget husker kineserne. De forstår sig på realpolitik.

  Det gør kineserne også på det felt, der hedder økonomi. Kineserne er ikke bare i stand til at have en høj vækst, mens vi ligger ned selv ti år efter finanskrisen. De satser på at skabe en ny grøn og højteknologisk verden og få globale førerpositioner på væsentlige områder. Mens USA har været oliens og bilernes supermagt, vil Kina sidde på det elektrificerede samfund, herunder med el-biler. Kina investerer dobbelt så meget om året i grøn energi som USA (100 mia. dollar mod under 50 mia. dollar). Uden de enorme prisfald på f.eks. solceller, som skyldes Kinas satsning, kunne en Paris-aftale om klimaet slet ikke være indgået.

  Kina stormer frem med investeringer i Vesten, Asien og Afrika, og vi bliver hægtet af, hvis vi ikke snart kommer op på tæerne. I Europa og USA har vi behov for enorme investeringer i infrastruktur og uddannelse, så vi får et samfund, der kan magte den nære fremtids udfordringer. Nogle eksperter mener, at op mod halvdelen af alle jobs forsvinder i de næste 20 år på grund af digitaliseringen og robotters fremtrængen, og det kræver enorme investeringer i efteruddannelse. Dansk erhvervsliv har et efterslæb i eksport til vækstlandene og Afrika i forhold til de andre EU-lande.

  Det kræver nøgtern realpolitik at skabe omstillinger for at få vækst og for at hamle op med Kina og de andre vækstlande – realpolitik som da den tidligere tyske kansler, Gerhard Schröder, lavede arbejdsmarkedsreformer. Han blev udskældt i mange år, men i dag er der en voksende anerkendelse. Han forberedte Tyskland på fremtiden, og Tyskland er det eneste store europæiske land, der har styr på økonomien, og Tyskland er den afgørende aktør for at løse eurokrisen.

  På grund af flere valg i Europa kan 2017 blive et skæbneår for europæerne. Skal årtiers møjsommelige arbejde med den europæiske konstruktion pilles ned, som da briterne besluttede at forlade EU? Der er ingen tvivl om, at realpolitisk tænkende politikere, embedsmænd og erhvervsfolk kommer på arbejde. Kan de håndtere populismen og overfladiske, postaktuelle argumenter?