Gaza260525

Katastrofen i Gaza giver

Europa et kæmpe ansvar

Den truende hungersnød i Gaza og Israels beslutning om at fordrive palæstinenserne rejser spørgsmålet: Hvorfor vil Europa garantere Ukraines eksistens, men ikke en palæstinensisk stat?

26.05.2025

Hugo Gaarden

Kernelandene i den europæiske Koalition af Villige, nemlig Frankrig, Storbritannien og Canada, er på konfrontationskurs med Israel. De truer Israel med sanktioner, hvis Israel fortsætter den brutale krig i Gaza, nægter at sende de nødvendige forsyninger til befolkningen, og forsøger at fordrive halvdelen af Gazas beboere.

De tre lande taler om at garantere Ukraines eksistens, men ingen taler om at garantere palæstinensernes eksistens. Ingen har sagt, at de øjeblikkeligt vil sende fly og skibe med forsyninger til de to millioner nødlidende indbyggere i Gaza.

Det står i skærende kontrast til den amerikanske luftbro til Vestberlin i 1948, fordi Sovjetunionen ville blokere adgangen til byen midt i DDR. Sikringen af Vestberlin var afgørende for det nye Vesttysklands udvikling og for tilliden til den amerikanske garanti over for Vesteuropa.

Da jeg i sidste uge blev interviewet til TV2 Nord om min nye bog ”Frit Europa”, skete det i Koldkrigsmuseet Regan Vest ved Rebild Bakker. Bunkeren skulle være et sikkert sted for den danske regering, hvis atomkrigen kom. Jeg kunne ikke lade være med at drage en sammenligning mellem Berlin-luftbroen og præsident Vladimir Putins atomtrusler i forbindelse med invasionen af Ukraine i 2022. I 1948 stod USA fast over for en sovjetisk supermagt, og det samme skete under Cubakrisen i 1962. Men i 2022 bøjede USA og Europa sig for Putins atomtrusler og turde ikke tage en direkte konfrontation med Rusland. Begge frygtede en atomkrig og en tredje verdenskrig.

USA, Tyskland og de øvrige europæiske lande turde ikke forsvare et europæisk land og den europæiske sikkerhedsorden ved øjeblikkeligt at sende militære styrker til Ukraine for at standse Putins invasion. De var eftergivende og havde intet lært af Den kolde Krigs styrkeprøver, og nu har præsident Donald Trump sået tvivl om atomgarantien og NATO og har svigtet Ukraine og har accepteret Putins erobring af 20 pct. af Ukraine.

Europa er dermed mere udsat end under Den kolde Krig, fordi der ikke længere er en sikkerhedsgaranti. Europa må skabe sin egen garanti med sin egen atomafskrækkelse. At tænke over dét perspektiv i bunkeren ved Rebild giver kuldegysninger, for hvis Europa ikke garanterer for Ukraines eksistens, er Europa truet af Putin. Vil europæerne sætte deres egen eksistens på spil for at sikre ukrainerne? Det har europæerne endnu ikke taget endelig stilling til – kun indledt en drøftelse af det. Danmark og andre lande har endnu ikke forpligtet sig til at sende samtlige forsvarsraketter og jagerfly med egne piloter til Ukraine for at standse Putins terrorangreb på de ukrainske byer.

På tilsvarende måde har europæerne ikke turdet sende nødforsyninger til det udsultede Gaza med fly og skibe. Europa kan med retten i hånd begrunde en nødhjælpsaktion med, at Israel har foretaget en ulovlig besættelse, og europæerne kan tilmed øjeblikkeligt anerkende Palæstina for at gøre en grænseoverskridende nødhjælpsaktion endnu mere lovmedholdelig. USA har tidligere sendt nødforsyninger med faldskærm ned over Gaza, og Frankrig har tidligere foreslået at sende forsyninger med skibe.

Europæerne undlader at sende nødhjælp til Gaza, fordi de frygter en israelsk modstand. En nødhjælpsaktion kræver altså militær beskyttelse, der kan ende i en konflikt. Europa tør ikke risikere dét, som USA turde i 1948 og 1962. Europa tør ikke tage stilling til dé, der også er et moralsk og politisk dilemma.

En europæisk operation kan nemlig ikke ske i enighed. Tyskland vil af historiske grunde med Holocaust være imod en hård konfrontation med Israel. Tyskland har med udtrykket Statsræson erklæret, at Tyskland vil garantere for Israels sikkerhed. Den tyske forsigtighed får dog voksende intern kritik. Den respekterede ugeavis Die Zeit har i en leder forsøgt at rokke ved forsigtigheden ved at sige, at risikoen for en krigsforbrydelse må få Tyskland til at udtrykke klar modvilje mod Israels krigsførelse. Men samtidig advarer avisen mod et brud mellem Tyskland og Israel. Tyskland må ikke medvirke til, at Israel udelukkes fra det international samfund. Det jødiske folk skal sikres.

Hér drages avisen dog en fejlkonklusion. Jøderne har fået international accept af deres egen stat, nemlig med den grænse, der var anerkendt før erobringen af Vestjordan og Gaza i 1967. Det er ikke et udvidet Storisrael, som Tyskland eller det internationale samfund støtter. Et Storisrael betyder fortsat undertrykkelse eller fordrivelse af et helt folkeslag.

Det er altså den israelske magtpolitik over for et andet folk, der er problemet – ikke Israels eksistens. Det svarer til apartheidstyret i Sydafrika. Det sorte flertal tvang med international hjælp det hvide mindretals apartheidpolitik fra magten – ikke den hvide befolkning. Nu lever de to folkeslag i den samme stat. Det er næppe muligt at etablere en fælles stat mellem jøder og palæstinensere, men jøderne har ingen juridisk ret til at hindre det palæstinensiske folk i at have deres egen stat, ligesom de hvide i Sydafrika ikke havde ret til at undertvinge det sorte flertal.

Denne basale kendsgerning vil ministerpræsident Benjamin Netanyahu ikke erkende. Han siger, at ”EU totalt misforstår realiteterne.” Noget tilsvarende siger Putin. Nu støtter Netanyahu åbenlyst sin højrefløjs krav om fordrivelse af palæstinenserne – med en typisk smart Netanyahu-strategi ved at ”give dem udrejsetilladelse, og formentlig vil 50 pct. tage imod tilbuddet,” som han udtrykker det. Dét er uforeneligt med det nuværende internationale retssamfund og humanisme.

Netanyahus og Putins brutalitet er med Trumps fulde accept blevet nutidens nye orden. Hvis retssamfundet skal råde i en ny og bedre verdensorden – som i store dele af efterkrigstiden – må europæerne og et flertal af verdens lande give Netanyahu og Putin et definitivt nederlag - som det skete for apartheidstyret i Sydafrika. Så må europæerne bruge det nye begreb om en koalition af villige, der træffer beslutninger uden at lade sig styre af enkeltnationers modvilje.

Det er netop under sultkatastrofen i Gaza og palæstinensernes og Ukraines eksistenskamp, at europæerne må vise, om de vil påtage sig det fulde ansvar ved at stå alene og være en garant for retssamfundet - eller om de bøjer sig for den rå magt.