Mellemøsten171224
Den arabiske verden
samler sig mod Israel
Israel har knust Irans forbundsfæller, men den brutale krigsførelse med angreb overalt i Mellemøsten kan ende som en boomerang og føre til en palæstinensisk stat. Hvor står EU?
17.12.2024
Hugo Gaarden
Oprørernes sejr mod al-Assad-styret retter verdens opmærksomhed mod Syrien. Er Mellemøsten ved at blive omformet? Den umiddelbare formodning er, at Israel med sin succesrige kamp mod Hamas og Hezbollah, og sine angreb i flere arabiske lande, herunder i Syrien er ved at skabe en helt ny Mellemøstorden, ligesom Tyrkiet tager skridt til at genskabe noget, der minder om det osmanniske rige. Tyrkiet støtter de syriske oprørere, Hayat Tahrir al-Sham, HTS og håber at få en ny rolle i den arabiske verden.
Men udviklingen kan blive fundamentalt anderledes. Foreløbig overskygges den udvikling af Israels militære dominans. Israel har knust Irans støtter i Gaza og Libanon, så hverken Hezbollah eller Hamas udgør en militær trussel mod Israel. Israel har angrebet houthierne i Yemen og har først og fremmest vist sin styrke over for Iran. De to iranske raketangreb mod Israel fik en uhyre begrænset virkning, og Israel har med flyangreb ramt væsentlige dele af den atomstyrke og missilstyrke, Iran er ved at opbygge.
Senest har Israel sat sig på en del af Golan-højderne i Syrien og har bombet militære anlæg i Syrien og sænket den lille syriske flåde. Det begrunder Israel med, at de vil forebygge, at Syriens våben falder i de ”forkerte” hænder. Men angrebene har selvsagt vakt uro i den arabiske verden, der ikke kan leve med den optræden.
Der er ikke megen sympati i den arabiske verden mod Hamas brutale angreb den 7. oktober sidste år, men Israels brutale krigsførelse i Gaza har vakt fortørnelse i den arabiske verden. Da ministerpræsident Benjamin Netanyahu går imod en palæstinensisk stat, og da højrefløjen i regeringen vil fordrive palæstinenserne og lægge store dele af Gaza og Vestbredden ind under Israel, så en palæstinensisk stat vil blive en umulighed, er der ved at komme en helt ny holdning i den arabiske verden til konflikten omkring Palæstina.
Der er i dag overhovedet ikke opbakning til den normaliseringsproces, der i nogle år har været i gang mellem Israel og flere arabiske lande, herunder Saudi-Arabien, f.eks. udtrykt i Abraham-aftalen. Vi ser de første tegn på en kursændring, der kan blive afgørende i Mellemøsten. De arabiske lande har i flere år negligeret palæstinenserne, men det er slut nu. Hamas med har sit brutale angreb bragt palæstinensernes skæbne på dagsordenen.
Saudi-Arabien har udtrykt det meget klart den seneste tid, dels fra den reelle leder, Mohammed bin Salman, dels fra landets udenrigsminister, Faisal bin Farhan, i et indlæg i Financial Times: Etableringen af en palæstinensisk stat er forudsætningen for at få en normalisering mellem Israel og de arabiske lande og dermed forudsætningen for at få fred i Mellemøsten.
Saudi-Arabien er på vej til at blive en langt stærkere aktør end hidtil, fordi landet satser stærkt på en ikke-olieafhængig økonomi, fordi landet vil spille en sikkerhedspolitisk rolle, f.eks. med forsøget på at blive en atommagt, og fordi landet har foretaget en overraskende forsoning med ærkefjenden, Iran, nemlig med den aftale, der blev indgået i begyndelsen af 2023 mellem de to lande og med Kina som initiativtageren og mægleren. Kina er blevet den største aftager af olie fra begge lande.
Der er altså for første gang opstået et samarbejde mellem landene på begge sider af Golfen, og de har erkendt, at USA ikke længere kan spille en stabiliserende rolle i Mellemøsten, efter at det ikke er lykkedes for USA at få Israel til at være moderat i kampen mod Hamas, efter at der ikke lykkedes for USA at få de israelske gidsler frigivet, og efter at der slet ikke er leveret den nødhjælp til Gaza, der er nødvendig. 400.000 mennesker skønnes at leve på sultens grænse.
Forsoningen mellem Iran og Saudi-Arabien, der begge vil være atommagter, selv om begge lande benægter det, er dermed i gang med at skabe sikkerhed for alle lande i Golf-regionen. To mellemøsteksperter, Maria Fantappie og Bader Al-Said, skriver i Foreign Affairs, at Saudi-Arabien støtter en palæstinensisk stat som led i at sikre den saudiarabiske sikkerhed og for at forene alle staterne i Golfens samarbejdsråd. Udover Saudi-Arabien er det Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar og emiraterne (UAE). Dertil kommer så nu Iran, der for første gang i 17 år deltog i et møde mellem Golfrådet og Iran, den 3. oktober.
Iran har været meget aktiv over for disse lande seneste måneder, og i november holdt over 50 lande et ekstraordinært topmøde for de islamiske lande for at vedtage en erklæring om en palæstinensisk stat.
Israel håber, at landet med sin overvældende militære magt kan ændre magtbalancen i Mellemøsten, dvs. mellem knap 10 millioner indbyggere i Israel og ca. 200 millioner i de nærmeste lande i Mellemøsten fra Egypten til Iran og de 473 millioner i alt i hele den arabiske verden. En mangeårig medarbejder i flere israelske regeringer, Shalom Lipner, skriver i det seneste nummer af Foreign Affairs, at Netanyahus bestræbelser kan give bagslag og forværre Israels situation.
De to mellemøstforskere mener, at Saudi-Arabien og Golflandene bedre end alle andre kan optræde som mæglere, der kan skabe en helt ny magtbalance i regionen, og at det netop kan ske ved at inddrage Iran som sikkerhedsgarant ved at indgå en fælles ikke-aggressionspagt. Kina kan være en central deltager, fordi Kina i modsætning til USA har kontakt til både Iran og Saudi-Arabien, og fordi Kina også har gode relationer til Israel. Dermed kan landene bliver den stærkeste kraft for at afslutte den årtier lange konflikt mellem Israel og Palæstina.
Det store spørgsmål i Europa er, hvor står EU? Vil EU deltage i de arabiske bestræbelser, også ved at købe olie fra Iran trods amerikanske sanktioner, og vil EU blive aktiv i en genopbygning af Gaza, Libanon og Syrien, også for at løse en del af det årelange flygtningeproblem? Vil EU vente på, hvad USA's nye præsident, Donald Trump gør, eller vil EU handle ud fra egne interesser? Det problematiske er, at EU's befolkning ikke aner, hvilken vej EU vil tage.