Mellemøsten161024

Iran er meget stærkere

end Israel indrømmer

Nu vokser modstanden mod Netanyahus brutale krigsførelse. USA indikerer voksende frygt for, at Iran bliver en atommagt. Iran og Saudi-Arabien har bilagt deres stridigheder, og EU kan blive aktiv for at styrke en arabisk samling for at løse årtiers mellemøstkonflikt

16.10.2024

Hugo Gaarden

Israels brutalitet i sin krigsførelse vises i bare to eksempler: At 20 libanesere blev dræbt ved en bombning af en bygning i Beirut i forsøget på at dræbe én Hizbollah-leder, og at 400.000 palæstinensere fordrives fra den nordlige del af Gaza - permanent.

Det begynder det at give politisk bagslag, både i den arabiske verden og i USA samt på hjemmefronten. For første gang har den amerikanske regering med udenrigs- og forsvarsministeren truet med at tilbageholde amerikansk hjælp, hvis Israel ikke sikrer, at de to millioner palæstinensere i Gaza får forsyninger.

Den amerikanske reaktion kommer et år for sent, vil mange sige, og den er meget mild i forhold til dét, tidligere præsidenter har gjort i forbindelse med tidligere konflikter, f.eks. Ronald Reagan og George H.W. Bush. Det er blot ubegribeligt, at de europæiske lande ikke for lang tid siden har tvunget sig adgang til Gaza for at levere nødhjælp og begynde på en genopbygning sammen med arabiske lande, når europæerne har støttet Ukraine og lavet sanktioner mod Rusland.

Nu begynder en skrappere international reaktion så småt, og det skyldes helt sikkert også den amerikanske frygt for Iran. USA har forsøgt at presse Israel til ikke at ramme iranske kernevåbeninstallationer og oliefelterne i det gengældelsesangreb, som Israel planlægger mod Iran efter Irans raketangreb mod Israel den 1. oktober. Det er næppe kun frygten for en storkrig, som får USA til at reagere nu. USA har set, at Israel er sårbar trods sit avancerede raketforsvar, og at Iran ikke er bange for at foretage omfattende raketangreb.

Mange raketter trængte gennem det israelske luftforsvar, og et par raketter var meget tæt på at ramme efterretningstjenesten Mossads hovedkvarter i Tel Aviv og en militærbase. I april affyrede Iran knap 300 raketter og droner mod Israel, hvoraf næsten alle blev skudt ned. Men Iran har dermed testet det israelske raketforsvar, og selv israelske eksperter erkender, at det ikke er usårligt, og at det kan blive overmandet gennem massive angreb. Derfor har USA netop sendt det mest avancerede forsvarssystem, Thaad, til Israel. Det kan ramme ballistiske raketter uden for Jordens atmosfære.

Iran er med andre ord blevet en større trussel, og det gælder især i udviklingen af en atombombe. Iran har måske udviklet bomben, men der skal være et troværdigt raketsystem, før bomben har effekt. Iran er måske længere frem med den proces, end Israel og USA hidtil har været klar over, og det kan forklare den aktuelle advarsel fra de to ministre.

En tidligere chef for Mossad, Tamir Pardo, der længe har været en hård kritiker af premierminister Benjamin Netanyahu, kritiserede for nylig hans tale i FN, fordi den var uforsonlig over for en palæstinensisk stat. Han skubber de moderate arabiske stater væk, skrev Pardo i Jerusalem Post og henviste til, at Saudi-Arabiens udenrigsminister, Faisal bin Farhan al-Saud, samme dag lancerede en ”international alliance for at fremme en to-statsløsning, fordi det er den bedste vej for at bryde konflikternes cyklus og skabe en ny realitet i hele regionen, inklusiv i Israel.” Saudi-Arabiens reelle leder, Mohammed bin Salman, har sagt, at ”der ikke kan blive relationer til Israel, før der er taget skridt til at skabe en palæstinensisk stat.”

Inden for kort tid har vi set de saudiarabiske reaktioner over for Netanyahu, den aktuelle amerikanske reaktion mod Israel og tegn på et stærkere Iran, der to gange har rettet et raketangreb mod Israel. Det er bemærkelsesværdigt. Uanset hvor brutalt Hamas-angrebet den 7. oktober sidste år end har været, så er det den voldsomme israelske krigsførelse, der nu fører til reaktioner i også den arabiske verden.

For kun halvandet år siden underskrev Saudi-Arabien og Iran en slags forsoningsaftale med Kina som fødselshjælper. Det skete i Beijing. De to lande har igen anerkendt hinanden diplomatisk, og Kina er blevet den største oliekunde hos begge og har skabt en stærk mæglerrolle med en ny diplomatisk konstellation i Golf-regionen. Landene på den saudiarabiske side af Golfen synes at være mere interesseret i at skabe en regional stabilitet end i at skabe en alliance mod Iran. Det hænger også sammen med, at økonomien ikke er så rosenrød. Stabilitet er nødvendig, hvis Saudi-Arabien skal realisere sin Vision 2030, herunder med en gigantisk turistudvikling i Det røde Hav, ligesom det er afgørende for det økonomisk svage Egypten at få genåbnet sejladsen gennem Suez-kanalen.

EU har været særdeles passiv under krigen i Gaza og Libanon. Selv om EU ikke ville gøre noget for at hjælpe palæstinenserne af humanitære grunde, så burde en regional indsats for at styrke afspændingen mellem Saudi-Arabien og Iran derimod være i EU´s økonomiske egen-interesse. Golf-landene spiller en central rolle for energiforsyningen til Europa, og det er også i dansk interesse at genåbne sejladsen gennem Suez-kanalen. Et stærkere arabisk samarbejde – for at løse den mellemøstlige krise – kan også bidrage til at forebygge en ny autoritær og atomar alliance mellem Rusland, Iran, Kina og Nordkorea, som mange i USA taler om.

Hvis EU gerne vil være selvstændig, som den franske præsident Emmanuel Macro har talt om i flere år, så er det netop nu i Mellemøsten, at EU kan vise, hvad det betyder. Kansler Olaf Scholz har talt om behovet for at få et multipolart samarbejde med de nye magter i Syden og Sydens organisationer, og nu er Mellemøsten i centrum.

Ser vi lyset, eller lukker vi øjnene som sædvanlig?