Israel300924

Skaber Israel sikkerhed

eller optakt til storkrig?

 

Israels drab på lederne af Hizbollah og Hamas har for en stund lammet Iran og dets alliance, men Israels voldsomme krigsførelse ryster den arabiske verden, og det kan på sigt få en negativ virkning for Israel, især for Netanyahu´s politik

 

30.09.2024

 

Hugo Gaarden

 

Benjamin Netanyahu har vist en ekstrem magtudøvelse ved drabet på Hizbollah-lederen i Beirut. Men selv om det styrker ham på hjemmefronten politisk, som kan det give bagslag for den israelske premierminister og Israel.

 

En række F-15 jagerfly brugte 80 bomber og jævnede fire høje beboelsesbygninger med jorden for at dræbe en enkelt mand, Hassan Nasrallah, der befandt sig dybt nede i jorden i en bunker under bygningerne. Skal det være fremtidens norm for kamp mellem ledere? Mindst 15 af bomberne hører til verdens kraftigste, de 2000-punds bomber, som kan trænge dybt ned i jorden og bryde gennem beton, før de eksploderer. Det er den type, som præsident Joe Biden tidligere i år standsede leverancerne af, fordi han ikke ville de skulle bruges mod civile i Gaza.

 

33 blev dræbt ved angrebet, og 195 blev såret. De fleste var formentlig Hizbollah-folk, men voldsomheden i angrebet er uhørt i en krigsførelse. Omstændighederne omkring angrebet viser også en brutalitet, som næppe er set før. USA blev ikke på forhånd informeret, formentlig fordi Biden tidligere har hindret Israel i at foretage et tilsvarende angreb på Nasrallah, fordi han frygtede, at det ville føre til en krig i Mellemøsten.

 

Denne gang blæste Netanyahu på Biden. USA havde dagen før opfordret til en 21-dages våbenhvile mellem Israel og Hizbollah. Ikke nok med dét. Netanyahu godkendte angrebet lige før han trådte op på FNs talerstol på FNs generalforsamling i New York, hvor han sagde, at Israel vinder krigen mod Hamas og Hizbollah, og han omtalte ikke våbenhvileforslaget med ét ord. Imens kom angrebet i Beirut. Han ignorerede dermed også den mulige arrestordre mod ham selv fra Den internationale Straffedomstol, der vurderer krigsforbrydelser.

 

Tidligere i sommer dræbte Israel den politiske leder af Hamas, Ismail Haniyeh, som var Hamas´s leder af våbenhvileforhandlingerne, hvor USA var hovedkraften. At Israel går så målrettet efter lederne af de grupper, som Israel også fører forhandlinger med – eller opfordres til at gøre det af sin allierede – har sendt et klart signal til den arabiske verden: Israel bruger alle midler for at få overtaget. Krigens baggrund – en palæstinensisk stat - er skubbet i baggrunden, og det er de israelske gidslers skæbne også.

 

Umiddelbart giver det Netanyahu en sejr, og for tiden er han urørlig over for hans interne modstandere, også i militæret og sikkerhedstjenesten. De to drab har også giver Iran et politisk nederlag. De viser, at Israels efterretningsvæsen har infiltreret alle modstandere, også i Iran. Iran har ikke opfordret til hævn, men tværtimod til neddæmpning af spændingerne for at undgå en storkrig, fordi Iran erkender, at det kan blive ødelæggende, især hvis USA deltager i et angreb på Iran. Det ses af udtalelser fra ayatollah Ali Khamenei og af den nye præsident, Masoud Pezeshkian, under FNs generalforsamling.

 

Men er Hamas, Hizbollah og Iran slået af banen? Der er snarere tale om, at alle er gået i hi, fordi Israel har formået at have spioner overalt, fordi Israel har et sofistikeret overvågningssystem, som Iran-alliance ikke kan hamle op med, og fordi alliancen ikke for tiden kan ramme Israel effektivt. Måske venter Iran på at færdigudvikle sit atomvåben. Måske venter Iran på at få en forhåndsgodkendelse fra Kina, som Iran har en forsvarsaftale med.

 

I den arabiske verden må det vække skræk og modstand, at Israel skånselsløst går efter lederne hos sine fjender og viser evne til at angribe alle via luftrummet med fly, raketter eller droner og med cyberangreb. Dét kan i ingen arabisk nation leve med.

 

Derfor kan man ikke udelukke, at spændingerne i Mellemøsten dæmpes, mens Israels modstandere bygger kræfterne op og lægger op til helt nye kampmetoder, måske også med forsøg på at vende verdensopinionen og opbygge et politisk pres mod Israel for at få en palæstinensisk stat.

 

Under USA´s og Vestens krig mod Irak erkendte f.eks. Kina, at fremtidens krige bliver udkæmpet i luften og rummet med avancerede, højteknologiske våben. Hizbollah troede, de var næsten urørlige i Libanon efter deres sejr over for Israel i 2006, kombineret med deres enorme raketarsenal. Men de overså, at Israel efter nederlaget i 2006 satsede voldsomt på at opbygge et elektronisk efterretningssystem, så de kunne følge alle vigtige Hizbollah-kommandanter. Dén viden blev brugt nu og på det seneste med mini-bomberne i små radioer og personsøgere.

 

Det afgørende er, at Netanyahu med den seneste udvikling overhovedet ikke har taget skridt til at finde den eneste løsning, der kan skabe fred med palæstinenserne og den arabiske verden: Etablering af en palæstinensisk stat. Han er imod en stat, og hans højrefløj vil have palæstinenserne fordrevet, og bliver det til Jordan, kan det ende med, at kongedømmet falder, og dermed falder en af de to nationer, som Israel har fået en fredsaftale med efter Seks-dageskrigen i 1967. Dette perspektiv vil forurolige Egypten, som indgik en fredsaftale med Israel efter Yom Kippurkrigen i 1974. Står Egypten for tur?

 

I den nuværende situation sammenligner mange med Seks-dagenskrigen, som Israel vandt, men de overser, at den lagde op til Yom Kippur-krigen, som Israel i første omgang tabte til Egypten. Den daværende amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, vidste, at der kun kunne etableres fred mellem Israel og de arabiske lande, hvis der bliver en magtbalance efter arabernes nederlag i Seksdages-krigen. Med Yom Kippur fik Egypten Sinai og sin ære tilbage, omend et nederlag var tæt på.

 

I dag viser Netanyahu hovmod over for verdenssamfundet i FN uden vilje til at skabe balance i sin egen region. Det er tragisk, at der i dag ikke er en Kissinger-type, der kan gribe ind i konflikten. Dermed er optakten til en senere storkrig lagt, måske først om et par årtier.