Gaza130924

Ingen stat, snarere storkrig

 

Udsigten til en våbenhvile i Gaza og til en palæstinensisk stat er næsten forsvundet. Det øger risikoen for, at konflikten mellem jøder og palæstinensere kun løses gennem en mellemøstlig storkrig

 

13.09.2024

 

Hugo Gaarden

 

Chokket i Israel over det brutale angreb, som Hamas foretog for snart et år siden, var så stort, at der længe var formodninger om en fredelig løsning, der kunne føre til dannelsen af en ægte palæstinensisk stat. Alle, ikke bare i Israel og den arabiske verden, blev for alvor klar over, hvor umenneskeligt palæstinenserne blev behandlet i årtier. Nu skulle der ske fremskridt.

 

Men der er intet sket i den retning. Både Israel og Hamas har været brutale i deres krigsførelse. Ministerpræsident Benjamin Netanyahu og de politisk stærke højrepartier og religiøse partier er slet ikke interesseret i et kompromis med palæstinenserne og ønsker slet ikke nogen palæstinensisk stat. Palæstinenserne skal snarere presses ud af Gaza og af Vestbredden. Hamas vil have den israelske hær ud af Gaza og vil have fangefrigivelse.

 

De israelske angreb fortsætter kontinuerligt, men hvert angreb fører som regel til langt færre dræbte end tidligere, ofte på ”kun” 10-20 personer, men udlandet tager ikke længere notits af det, ligesom udlandet ikke reagerer særlig meget på kampene på Vestbredden. Krigen er med andre ord ved at ”normalisere” sig. Gaza ligger totalt øde hen med ca. to millioner indbyggere, og f.eks. sker der ingen europæiske bestræbelser på at ændre deres situation efter snart et års krig.

 

Mæglingsbestræbelserne er næsten gået i stå, og det skyldes ikke kun at Israel dræbte chefforhandleren fra Hamas, Ismail Haniyeh, under et besøg i Teheran. At dræbe modpartens chefforhandler er uhørt under internationale forhandlinger, men det har ikke fået nogen virkning hos USA, der har været i spidsen for forhandlingerne. En forhandlingsløsning bliver ikke lettere nu, da Hamas har valgt strategen bag angrebet sidste år den 7. oktober, Yahya Sinwar, som ny politisk leder af Hamas. Det er hovedfjenden, Israel skal indgå en aftale med. Er det overhovedet tænkeligt? Kan Netanyahu og Sinwar trykke hinanden i hånden og sætte deres navne på en våbenhvile og en traktat om en ny stat? Det må i dag betragtet som utænkeligt.

 

Netanyahu har skærpet kravene til en våbenhvile ved at have total kontrol med Gaza, og Hamas vil have Israels militær ud – permanent. Det gør en aftale ekstrem svær.

 

Derfor er det mest sandsynlige, at selv om der kommer en våbenhvile, kommer der næppe en aftale om en ny stat, så den underliggende konflikt vil ulme, indtil den ender i en omfattende krig i Mellemøsten, primært mellem Iran og Israel.

 

Foreløbig vil krigen i stigende grad flytte tril Vestbredden, hvor der er flere og flere angreb fra jødiske bosættere i bosættelserne, der i fag rummer ca. 700.000. De har slået sig ned i strid med FN. Bosætterne har dræbt over 500 palæstinensere i de seneste måneder, ligesom de har røvet mange palæstinensiske landområder. Deres mål er at tvinge palæstinenserne ud af Vestbredden, dvs. til Jordan. Der sker næsten ingen domfældelse. Bosætterne accepterer ikke anden magt, end deres egen. Selv den israelske indre sikkerhedstjeneste har advaret regeringen om, at bosætterne udgør en sikkerhedsrisiko for Israel.

 

 

Krigen i Gaza har vist, at heller ikke de arabiske lande kan have normale relationer til Israel, så længe palæstinenserne ikke får deres egen, levedygtige stat. Det er aldrig gjort så klart som nu. Jordan gruer for en langvarig konflikt og mærker i denne tid et voksende pres fra islamister. Det kan true kongedømmets eksistens og kan eventuelt føre til, at palæstinenserne, der har flertallet i Jordan, tager magten. Mange af dem er flygtningen fra Israel fra Seksdages-krigen i 1967.

 

Irans angreb med 300 raketter og droner mod Israel i foråret forårsagede ingen skader, bl.a. fordi Iran informerede amerikanerne i god tid om angrebet. Iranerne ville altså teste noget – ikke skade eller ødelægge Israel – i hvert fald ikke nu. De amerikanske raketforsvarssystemer i Israel og fra amerikanske installationer skød næsten alle raketter og droner ned. Men Iran fik testet sin egen evne til at trænge gennem til Israel. Ved en ny konfrontation kan Iran selvsagt satse på at overvælde israelerne og amerikanerne – uden varsel – og nu véd Iran, hvor afgørende deres afleveringssystemer er. Det afgørende er ikke kun en atombombe, som Iran måske allerede har. I årevis har USA sagt, at Iran kun er uger eller måneder fra at have en atombombe. De meldinger hænger ikke sammen, og derfor har vi ingen anelse om sagen. Det kom også som en overraskelse, da det ludfattige og ikke særligt avancerede Pakistan for mange år siden lavede bomben.

 

At raketter er afgørende for Iran, viser også, at amerikanerne overvejer skærpede sanktioner mod Iran, der leverer kortrækkende og øjensynlig avancerede raketter til russernes angreb på Ukraine og f.eks. energi-infrastrukturen. Det kan være første skridt til militære angreb på raket-anlæg i Iran, måske ikke fra amerikansk side, men israelsk. Under alle omstændigheder kan det føre til en storkrig i Mellemøsten, og som i sidste ende kan involvere supermagterne direkte, da Kina for flere år siden lavede en forsvarsaftale med Iran. Vi véd blot ikke, om det indebærer en aftale svarende til paragraf 5 i NATO – at et angreb på Iran er et angreb på Kina.

 

Der er et interessant aspekt om den seneste politiske udvikling vedr. Europa. Tyskland har været meget tilbageholdende med at kritisere Netanyahus krigsførelse eller lægge stærkt pres på Israel. Det skyldes selvfølgelig jødeudryddelse under nazistyret. Det martrer stadig tyskerne. Men udenrigsminister Annalena Baerbock viser en mulig kursændring. Hun er parat til at overveje at lave sanktioner mod de jødiske bosættere, som angriber palæstinensere og mod de højreradikale politikere, der vil udsulte og fjerne palæstinenserne i Gaza. Det kan åbne op for en mere aktiv og kritisk EU-politik over for Israel og måske få flere lande end Spanien, Norge og Irland til at anerkende en palæstinensisk stat. Det kan give EU's udenrigspolitik mere bid.