Tysk020924

Folkeligt oprør truer

den tyske regering

Det højreorienterede parti AfD samt Sahra Wagenknechts parti er gået voldsomt frem i Østtyskland og truer Scholz´s trepartiregering

2.8.2024

Hugo Gaarden

Det er ikke kun en højrebølge, der væltede frem ved valget i to tyske delstater fra det gamle, kommunistiske DDR. Det er et bredt funderet folkeligt oprør fra venstre til højre mod de stigende leveomkostninger og mangel på massive forbedringer fra skoler til digitalisering og boliger.

Derfor er valget et ægte wake-up call for hele Europa, for det var samme tendens, der blev set i Frankrig. Det er ikke et egentligt højresving, men en mistillidsafstemning til de eksisterende regeringer og de traditionelle midterpartier, fordi de ikke forbedrer hverdagslivet for flertallet. Det er samme tema, som vicepræsident Kamala Harris fører valgkamp på i USA.

Resultatet af valget i de to delstater Sachsen og Thüringen blev en katastrofal lussing til de etablerede partier, hvoraf kun et af partierne, det borgerlige CDU, klarede sig nogenlunde i Sachsen i kraft af den relativt populære ministerpræsident, Michael Kretschmer. Men valget sætter alligevel CDU på en gevaldig prøve, fordi CDU-lederen i Tyskland, Friedrich Merz, pure har afvist at regere med AfD, også på lokalt plan. Han har truet med eksklusion af partimedlemmer, der deltager i en lokalregering med AfD. Sagen er den prekære, at et samarbejde mellem CDU og AfD kan blive nødvendigt for at danne en regering. Skal CDU så krybe til korset?

Ifølge de første prognoser søndag aften bliver AfD og CDU lige store med hver godt 30 pct. af stemmerne, mens AFD bliver langt det største parti i Thüringen. Men det bliver ekstremt svært at finde en delstatsregering begge steder.

Det er måske mere interessant, at den tidligere kommunist i DDR, Sahra Wagenknecht, har fået en stormende fremgang i løbet af et halvt år for sit nystiftede parti, der såmænd hedder Sahra Wagenknecht Forbundet med de tyske initialer, BSW, for Bündnisses Sahra Wagenknecht. Mere personfikseret kan et parti næppe være, og partiet er vitterligt hende og har ikke noget detaljeret og omfattende program. Partiet står til at få 12-15 pct. af stemmerne, mens regeringspartierne i Berlin klarede sig elendigt med langt lavere tal.

Wagenknecht er tidligere topperson i det venstreorienterede parti Die Linke, men brød med det, og hun er en af Tysklands bedste politikere debattører, der glimrer i enhver diskussion. Men hun beskyldes også for at være følgagtig over for Ruslands præsident, Vladimir Putin. Hun kræver omgående fredsforhandlinger om Ukraine. Hun er tydeligvis parat til at give Putin, hvad han har fået med sin invasion og brutale krigsførelse.

Hun forstår at kæde udenrigspolitik sammen med de lokale forhold, og har gjort sig til talskvinde for de østtyske små og mellemstore virksomheder. Ca. 88 pct. af virksomhederne i Sachsen og Thüringen har mindre end ti medarbejdere, men de står for to tredjedele af omsætningen i Østtyskland, og de er lige så hårdt ramt af landets dårlige økonomi som deres medarbejdere, og de er ramt af høje energiregninger og et dræbende bureaukrati. Den tidligere kommunist, der er den mest velklædte og stilige tyske politiker, kæmper for det østtyske erhvervsliv. Det ser ud til at give pote.

Dermed udtrykker hun mere end AfD det elendige økonomiske og sociale klima for den brede befolkning. Tyskerne lider af dyre energiregninger efter stoppet for billig russisk gas som følge af sanktionerne mod Rusland. De er især utilfredse med den tvungne omstilling af varmeanlæggene i de private boliger som led i den grønne omstilling. De er utilfredse med, at huslejen stiger langt mere end lønningerne, så mange tvinges væk fra bymidten. Alle rammes af den stagnerende økonomi de seneste år. Tyskland synes på nippet til at blive Europas syge mand - igen. Utilfredsheden med indvandringen tager til og forværres af de relativt få drab, som muslimske immigranter har begået, senest i Solingen. En person fra Syrien skulle for lang tid siden have været udvist, men det skete ikke, og så stak han tre mennesker ihjel med en kniv. Nu vil regeringen stramme immigrationsreglerne, men den hidtidige politik viser, at regeringen næsten altid handler for sent – bortset fra den grønne omstilling, som blot også har negative følger, fordi den ikke var gennemtænkt. 

Det har nu negative konsekvenser, som det er set i Frankrig, og hvor der er samme tendens som i Tyskland: Protesterne kommer fra både venstre og højre, og det skyldes især, at den brede befolkning føler sig hægtet af, mens det øverste lag har voldsom fremgang i indtjeningen, og mens der ikke sker nogen markant forbedring af den offentlige service.

Det hele forværres af, at treparti-regeringen mellem Socialdemokratiet, De Grønne og det liberale FDP næsten af lammet på grund af interne stridigheder, ikke mindst om finanspolitikken. Den selvskabte budgetramme gør det svært for regeringen at optage gæld for at løse de påtrængende opgaver, og det kan også betyde, at Tyskland vil holde igen på hjælpen til Ukraine.

Treparti-regeringen under ledelse af Olaf Scholz havde ellers nogle gode takter efter valget i 2021, især med udsigt til et interessant samarbejde mellem De Grønne og de liberale, f.eks. om konstruktive private-offentlige investeringer. Men i dag hersker der mismod mellem de tre partier. Ingen tør åbenbart at træde ud og lægge op til nyvalg, for det vil være en katastrofe for alle tre.

Valgene i Østtyskland vil forværre dilemmaet, medmindre der er partier eller politikere, der tør ændre kurs og for alvor tage fat på at forbedre vilkårene for den brede befolkning, dvs. med betydelige omfordelinger af økonomien. Spørgsmålet er, om der vil ske nogle markante holdningsændringer som i Storbritannien, hvor de konservative er blæst af banen, mens Labour med Keir Starmer som leder har fået voldsom fremgang. Man kan ikke udelukke, at Tyskland vil føle sig tvunget til at blive mere aktiv for at finde en forhandlingsløsning på krigen i Ukraine, og i den sammenhæng skal man ikke overse, at Scholz og Starmer har lagt op til et meget tættere forsvarssamarbejde mellem de to lande, ligesom Tyskland og Frankrig er begyndt at tale om et samarbejde om atomafskrækkelse. De tre store lande véd, at Europa i fremtiden selv skal klare sikkerhedstrusler.

Valgene i det gamle DDR giver ikke bare en chokeffekt. De vil måske løsne op for en mere dynamisk politik – indenrigs og udenrigs.