Vision-170624

Europæisk vision i

en turbulent verden

EU-valget har kastet Europa ud i politisk kaos med krige i nærområder og med usikkerhed om den amerikanske garant. Derfor må EU udvikle en vision som uafhængig magt i en multipolar verden - for at styrke sig selv og for at hindre en ny kold krig mellem supermagterne

19.06.2024

Hugo Gaarden

Sjældent har der været mere behov for en ny europæisk vision – som skal give EU mod på at afværge en ny koldkrig, denne gang mellem USA og Kina.

Det nylige valg til EU-parlamentet viser, at de to bærende nationer i EU på no time er havnet i en dyb politisk krise, mens yderfløjene stormer frem i mange lande. Samtidig presses økonomien af de to krige i nabolaget. Supermagtskonflikten forværrer dramatisk de europæiske virksomheders internationale konkurrenceevne. Globaliseringen og den gensidige afhængighed, der har været en fordel for Europa, er blevet en trussel. Evner Europa at ændre kurs og satse på et gensidigt samspil, som vi kender i netop EU? Smuldrer Europa, eller kan EU endnu engang vise, at den europæiske forskellighed kan blive en ny styrke – endog på globalt plan?

Før Jerntæppets og Murens fald turde vest-europæerne ikke lave en vision om delingens ophør. Det turde øst-europæerne, der brød Jerntæppet. Fredeligt. Efter Murens fald sagde den daværende amerikanske udenrigsminister, James Baker, at der efter afslutningen på Den kolde Krig og efter gennemførelsen af EU's indre marked var behov for en ny europæisk vision. Den blev aldrig konkretiseret, og USA og Europa var uenige om f.eks. NATO´s udvidelse til det slagne Sovjetunionen. Europa blev ikke en stærk og selvstændig aktør. Det blotlagde Vladimir Putin med overfaldet på Ukraine.

I hele den vestlige verden er der krisetegn. Vil amerikanerne vælge en kriminel som præsident? Det nylige topmøde i Italien for de såkaldte G-7 lande viste, at Vesten ikke kan  træffe klare beslutninger om nutidens største problemer, og flere lande i det såkaldte Syden vil ikke bakke op om Ukraines krav: At Rusland skal ud af hele Ukraine. De vægrer sig også ved at gå med i USA´s bestræbelser på at samle alle demokratier i et forsøg på at bremse den kinesiske vækst. De vil ikke holde Kina ude af de internationale forhandlinger og vil ikke lave sanktioner med verdens største fabrikshal.

I denne turbulente verden bliver Europa klemt. EU bliver nødt til at kunne agere selvstændigt for at undgå en ny kold krig og for at sikre en bedre økonomisk og grøn udvikling, end det sker i dag.

Hvad vil det indebære? Følgende er et par bud:

• Valget til EU-parlamentet viste, at der overalt, fra højre til venstre, er en generel opbakning til EU, men at der hersker uenighed om det EU, som europæerne vil have. Hvor skal EU gå hen? EU følger i alt for høj grad USA, der har egne interesser, som ikke altid svarer til EU´s. Derfor må EU én gang for alle tage stilling til Frankrigs krav om europæisk selvstændighed. EU må have modet til både at gå med og imod USA og andre magter ud fra egne interesser. Det er en ny realpolitik.

• Det mest akutte behov er at undgå en ny kold krig over for Kina, så længe der ikke er en bevist sikkerhedspolitisk trussel. Nationer må leve i en verden, hvor nogle bliver stærkere end andre. Det vil USA ikke acceptere, men dét har været Europas udvikling. Kina bliver stærkere end USA og Europa tilsammen, men det er ikke ensbetydende med, at Kina vil afløse USA som en global dominerende magt. Verden bliver snarere multipolar – med flere magtcentre og systemer. EU har en interesse i at optræde som mægler i global magtbalance som i 1800-tallet.

• Men det vigtigste for EU er, at økonomi og handel er det fundamentalt vigtigste for Europa, der ikke ønsker at dominere verden. EU må have en langt stærkere økonomi end i dag med udviklingen af erhvervsgiganter, der kan være i front i den globale konkurrence. EU må ikke være bange for at have et intenst, normalt samarbejde med Kina, især da hele det asiatiske kontinent bliver fremtidens center. EU må for alvor etablere et indre marked med fælles regler for hele EU. Det kræver enorme investeringer, som EU og medlemslandene ikke kan klare uden nytænkning og vanebrud.

• EU må være langt mere aktiv over for de aktuelle krige i Ukraine og Gaza. Krigen i Ukraine kunne have været undgået ved en stærk og modig optræden fra Tyskland og Frankrig - lige fra Murens fald og til Putins krig. Nu drejer det sig om at sætte en klokkeklar grænse for Putins imperiedrømme. Men det indebærer også en fred, der bliver pinefuld for Ukraine og EU, fordi vankelmodigheden siden Murens fald betyder, at Ukraine ikke får alt det tabte tilbage, men at Ukraine dog sikres medlemskab af EU og NATO. EU må også erkende sin vankelmodighed over for Israel ved én gang for alle at anerkende en palæstinensisk stat – allerede nu – nemlig for at understrege, at palæstinenserne har samme ret som jøderne til at leve i en fri stat, side om side med israelerne. Dét var, hvad verdenssamfundet besluttede i 1947, men som Vesten har ignoreret.

• EU-landene må udvikle en selvstændig sikkerheds- og forsvarspolitik. EU må kunne forsvare sig selv, fordi EU ikke kan være sikre på USA´s opbakning i fremtiden. Samtidig må EU udvikle sin egen atomafskrækkelse på basis af Frankrigs og Storbritanniens atomvåben. At EU har ladet sig skræmme af Putins atomtrusler viser, at EU i dag ikke har nogen reel selvstændighed. Men det betyder ikke, at EU skal deltage i et gigantisk rustningskapløb. Fremtidens krige og konflikter udkæmpes mere med højteknologiske midler og i cyberspace. En satsning på dét kan også bruges civilt. Men afskrækkelsen skal først og fremmest forhindre krige som i de seneste årtier.

• Det er de europæiske lande, der erobrede verden, skabte kolonier og undertrykte befolkninger og stjal deres arbejdskraft og råvarer. Alene af den grund må europæerne rette bod på udviklingen ved at hjælpe resten af verden fremad. Det gælder især Afrika, der om nogle årtier vil have 40 pct. af verdens befolkning.

En vision som den nævnte vil bryde USA´s dominans og vil derfor møde modstand hos mange europæere. Men den er nødvendig for at sikre mere stabilitet og udvikling i hele verden og sikre, at EU ikke falder hen i dvale. Den svarer nøjagtigt til den udvikling, der ses uden for Vesten, og den er i tråd med EU´s egen udvikling, der byggede på økonomisk samarbejde mellem tidligere krigsførende lande. At gøre dét kræver formentlig en ny type ledere end de nuværende – i hvert fald frygtløs nytænkning.